Annie Worsøe
Jeg er født i 1955 og er opvokset i Vallekilde og omegn hvor min far var lærer på den lokale folkeskole og begge mine forældre meget aktive i foreningslivet (det er alle folk med lidt gang i på landet ha ha). Nå men der fik I lige sendt mig ned på en rejse ad Memory Lane, for de årlige jazzstævner på Vallekilde blev for en flok af os unge en meget vigtig inspiration, og vi planlagde i årevis vores sommerferier efter jazzstævnet. Selv da vi var flyttet hjemmefra, mødtes vi den uge om sommeren og hang ud hele natten hvor vi snusede jazzluften ind og cirklede rundt til nattejams og koncerter i gymnastiksalen og på terassen. Den jeg husker bedst var med Dollar Brand og en meget ung Marilyn Mazur som danser. Jeg husker også tydeligt mit første besøg i 1969, hvor jeg var 14, hvor Erik Moseholm spillede bas inde i foredragsalen iklædt nogle meget små underbukser … -:) Mange af de voksne i Vallekilde tog omvendt væk. De kunne ikke holde al denne trutten og trommen ud, så vi lavede sommerlejr ovre i Triers hus på Højskolevej, og nogle somre hjemme hos mine forældre bag Brugsen i Hørve…
Vi var vel i alt en flok på 10-15 lokale, der på den måde fulgte jazzstævnerne, og det var jo ret sørgeligt for os, da de i slutningen af 70’rne flyttede til Brandbjerg. For mig var det en kæmpe inspiration og jeg husker hvor fascineret jeg var af de få kvindelige musikere der dengang var: Irene Becker, Lotte Bering, Astrid Elbæk, Elise Einarsdottir, og Line Gårdmand – og musikken der opstod, og stemningen. Jeg besluttede mig til at jeg også ville være musiker (jeg var god til at spille spejdertromme og klaver efter noder) så i 1978 tog jeg med på det første kvindemusikstævne ved Kerteminde, hvor Irene Becker var min lærer. Marilyn Mazur kom på besøg og så skiftede jeg til trommer. Lige herefter var vi en stor flok kvinder, som tog direkte videre på Brandbjerg og hvor jeg fik en friplads på Hanne Rømers hold (der var to Brandbjerg-stævner det år, og pladser ledige, så vi fik fripladser. Af kliken fra Vallekilde blev flere senere musikere. Mikkel Uhrenholdt og senere hans lillebror Jens Christian og de to Finding-brødre. Torben Brandt og min bror Niels Worsøe var blandt de ældste i gruppen. De fik begge job og uddannelse i DR hvor Torben stadig er. Jeg har været på rigtig mange stævner siden. Tre-fire gange på Brandbjerg og senere igen på Vallekilde og også på pædagogstævnerne, og også på Fair Play stævnet på Kolding Højskole, hvor jeg var på Hugo Rasmussens hold og en meget ung Lennart Ginman spillede bas. Der var også et Roskildestævne og så selvfølgelig alle kvindemusik-stævnerne. Det sidste var i 1991, hvor Karen Mortensen, Pia Rasmussen og Mette Ott var lærere (hvor trist – de er jo alle tre døde, de skønne musikerveninder). Jeg tror, det var mit sidste stævne. Men tilbage til Vallekilde.
Jeg husker en meget ung Ben Besiakow, John Tchicai, Dexter Gordon, og så de år hvor Buki Yamaz-drengene kom: Kim Sagild, Kasper Winding, Mikkel Nordsø m. fl. Elektrikerens datter fra Vallekilde, Lis Klareskov, blev sommerkæreste med Kim Sagild (og vi andre var misundelige). Kim blev i øvrigt mange år senere min lærer og kollega på Højskolen i Svendborg. Mit helt unge jeg kan også huske to fyre med langt hår og pandebånd og saxofoner. Holger Laumann og en Knud Bjørnø. Og så selvfølgelig Anders Gårdmand. Jeg tror aldrig vi snakkede med nogle af musikerne – sjovt egentlig. Vi listede rundt i bandrummene og satte os op ad væggen i et hjørne. Som lokale kendte vi jo ret godt højskolen og alle rummene fra hverdagen. En undtagelse var engang stævnet skulle give koncert i Holbæk Jazzklub. Så vi tog med i to biler. Jeg endte i hvert fald med at snakke en masse med Karsten Vogel.
Jeg skiftede fra trommer i 1987 og spillede saxofon i mange år. Jeg boede i Svendborg og fik en lærer i Odense – Morten Øberg – og tog til Sønderjylland og fik timer hos Hanne Rømer. I 1992 begyndte jeg at arbejde som filmproduktionsleder og var meget væk, så det blev svært at komme til øveaften stabilt i det band jeg spillede i.. og nu er saxen solgt. Jeg savner tit at spille – det kan jeg godt mærke når jeg sidder her og skriver nu. Det var så fint at møde Lotte Bering den anden aften. Hun blev jo uden at vide det så vigtig for mig dengang jeg så hende første gang, da hun kom kørende på sin Velo Solex forbi Brugsen i Hørve med trompeten bag på… jeg tænkte: Wauw!
At opvokse i Vallekilde-Hørve var dengang gymnastik, håndbold og spejder og ofte rimeligt stillestående – så det var jo et helt vildt held, og unikt og vidunderligt, når Jazzstævnet var der ! En oase af musik og udvikling af musik, nærvær, kultur og et kæmpe overflødighedshorn af genrer: freejazz, Real Book jazz/standards, jazzrock, worldjazz. At være iagttager her år efter år var jo en fantastisk “grunduddannelse” Vi lokale kom både fra Vallekilde, Hørve og Svinninge, og vi tog også nogen gange venner med fra Kalundborg Gymnasium, hvor flere os gik, og her gik også Kim Kristensen og Jens Winther dengang.
Jens Jefsen
Den nye serie af Vallekilde-stævner er absolut for videregående musikere. Jeg har ,som en noget ældre bassist deltaget i årene 2004, 2010, 2014 og 2017 ,og har flere gange mødt Jytte, en person fra kontorgalleriet, som jeg husker fra alle stævnerne. Sidst sagde hun til mig ”Nå Jens, du kan ikke rigtig undvære Vallekilde?” – Nu er jeg 72 og gråskægget, og skal man så ikke til at slutte dette eventyr? – Neej! Det er stadig en stor inspiration for mig.
Jefsen var på mange måder den århusianske pendant til Niels-Henning Ørsted Pedersen i 70erne. Ud over talløse lokale musikere, akkompagnerede han fra slutningen af 70’erne alle de store amerikanere, når de kom for at spille på Tagskægget. Han var med i grupper som Tears, Det Beskidte Dusin, Laumann-Gjedsted Kvintetten og Klūvers Big Band og dannede også sin egen gruppe Kamæleon. Men Jens Jefsen var allerede med på Vallekilde i 1968 og han fortæller, at dette første stævne blev et vigtigt ”call” for ham hvor han blev bekræftet i, at han havde musikerfærdigheder til at spille jazz:
Trompetisten Arnvid Meyer stod for den indledende audition på skolen. Der blev lavet en rytmesektion. Vi skulle spille blues og Arnvid skiftede musikere ud og ind midt i musikken. Derved fandt han ud af, hvem der spillede godt sammen. Jeg kom på et hold og blev undervist af Niels Jørgen Steen og Svend Båring. Jeg lærte om 8 tone skalaen og begrebet ”forudhold”, en slags 2-5-1 øvelse. Jeg mødte mange af de musikere, som senere har fået stor anerkendelse, og som har betydet noget for min udvikling. En event, jeg husker, var fra gymnastiksalen, hvor der blev projiceret lysbilleder med farveeksperimenter udført mellem to glasplader, og et hold musikere, der improviserede frit, medens de betragtede lærredet. Det var helt nyt for mig, og jeg labbede indtrykkene i mig, fordi jeg havde en fornemmelse af at det ville komme til at ændre mit liv. En nat, hvor der var fuldmåne, gik stævnedeltagerne i en lang line ud på græsplænen, spillende på alle slags instrumenter op mod månen. En dag i spisesalen startede der en rytmejam, hvor vi spillede med knive og gafler på tallerkenerne. Jeg var kommet ind ”med 4-toget” og havde ikke forestillet mig en sådan grad af kreativ udfoldelse.
Jens Jefsen var allerede professionel musiker i slutningen af 60’erne med mange forskellige slags jobs, og året efter blev han tre dage forsinket af et dansemusikjob i Aalborg. Men han var bestemt ikke glemt og han kom lige i det rette øjeblik.
Jeg kom midt i aftensmåltidet, og da jeg trådte ind, lød der klapsalver fra hele spisesalen. Jeg havde gjort et eller andet indtryk året før. Næsten alle de andre bassister var gået ned med vabler på fingrene, og jeg var ret velkommen. Danmarks Radio var til stede med hele TV-pakken, klar til at lave dokumentar om stævnet. Samme aften skulle der spilles koncert i højskolens kirkesal med Dexter Gordon, pianisten Thomas Clausen og den afrikanske trommeslager fra Cape Town, Makaya Ntshoko. De manglede bare lige en bassist, og jeg kastede mig ud i opgaven, som jo var en jamagtig koncert med kursister og lærere som publikum i en fyldt sal. Det var en fantastisk oplevelse med stor opbakning fra publikum og medspillere. Dexter var i sit allerbedste, Thomas Clausen var, ligesom jeg, én af de nye, og han var godt på vej til at blive en anerkendt pianist, og jeg hørte virkelig godt klaverspil. Endnu mere spændende for mig var trommeslageren Makaya Ntshoko. Et naturtalent af de sjældne, med en kompleksitet og urkraft i spillet, lidt a la Elvin Jones, men med sit helt eget rytmiske sprog, som ikke lignede noget, jeg havde hørt før. For ikke at blive forvirret eller rykket ud af kurs, koncentrerede jeg mit spil ind i midterpulsen i hans trommespil. Dengang var der virkelig meget walking bass i jazzen, og det var det jeg skulle kunne. Han havde et drive og et flow, der kun kunne gå én vej – ikke direkte time, snarere ideer. Sådan et møde husker man.
I 1969 mødte Jens Jefsen den jævnaldrende baskollega Mads Vinding for første gang, og det var begyndelsen på et livslangt venskab. Han kom til at spille med pianisten og komponisten Finn Savery, saxofonisten Knud Bjørnø, trompetisten Palle Mikkelborg og pianisten George Russel. Russells rolle på stævnet var bl.a. at undervise i The Lydian Chromatic Concept, hvor han, som Jefsen siger: havde fundet nogle vise sten. Det var også i 1969, at han mødte den mest karismatiske musiker i Århus, saxofonisten Holger Laumann, som sammen med Niels Harrit havde et sammenspilshold med de unge løver: Kasper Winding, Aske Bentzon, Ben Besiakov, Kim Sagild, Mikkel Nordsø og Jakob Andersen. Unge supertalenter, som snart kunne høres i grupper som Buki-Yamaz, Soul Service og Sneakers. Men som årene gik gled Jens Jefsen fra at være stævnedeltager til at udfylde flere andre roller. Han er f.eks. også uddannet som klaverstemmer
Et år var jeg velkommen gratis, fordi der var brug for en bassist, der kunne holde ud til lange natte-jams. Andre år lavede jeg en aftale med stævneledelsen om, at jeg tog mit klaverstemmergrej med, og holdt de mange klaverer og flygler ved lige. Derfor gratis stævnedeltagelse. En aften holdt jeg kursus for interesserede om stemning af et klaver og om, hvordan man håndterer det tempererede system og kompenserer for naturens regler for lydsvingninger. I dag kan jeg stadig møde folk, som husker denne aften. Karsten Vogel og Bent Haastrup var blandt tilhørerne, og jeg stod ved en tavle og tegnede og fortalte. I 1975, hvor Holger Laumann var stævneleder, blev jeg sammenspilsinstruktør sammen med Ed Thigpen. Vi to skulle mest tage os af rytmegruppen på holdet. Det var et specielt år. Med Thigpen diskuterede jeg begrebet bas-ostinater. Han var ikke begejstret for brugen af ostinater i en basgang. Da stævnet fik besøg af Anne Linnet og vi gav koncert med gruppen Tears og vores originale besætning med Ed Jones og Bjørn Vejerskov, sagde Ed Thigpen bagefter til mig ”Now I know what you meant about ostinat”. På Brandbjerg blev jeg ”bas-doktor” i nogle år.
På Vallekilde mødte Jens Jefsen en lang række musikere, der kom til at betyde noget for hans fremtid – amerikanerne Dexter Gordon, Phil Woods og Lee Konitz og de lokale – Palle Mikkelborg, Niels Jørgen Steen, Knud Bjørnø, Jesper Nehammer, Jesper Zeuthen, Thomas Clausen, Ole Matthiessen, Carsten Meinert, Ole Streenberg, Red Mitchell, Ed Thigpen, Alex Riel, Bjarne Rostvold, Karsten Vogel, Holger Laumann, Niels Harrit, Kasper Winding, Ben Besiakow, Kim Sagild, Mikkel Nordsø, Jacob Andersen, Ole Kock Hansen, NHØP, Erik Moseholm, Jens Jørn Gjedsted, Erling Kroner, Michael Hove, Morten Højring. Han kom til at spille med mange interessante musikere, deriblandt guitaristen Jimmy Rainey og sønnen Doug.
Jeg husker også, at jeg spillede en koncert for stævnedeltagerne, sammen med Holger Laumann, Jens Jørn Gjedsted, Ole Theill og en pianist (var det måske Bent Lundgaard?). Ole ”lyd” lavede lyd og optog koncerten. Jeg spillede også en humoristisk koncert, der blev kaldt ”Musebop”. Jeg spillede walking bass og bebop-fraser på en kvart-stemt violin, som jeg holdt som en kontrabas. Morten Højring spillede ukulele og Preben Pedersen spillede på et lillebitte legetøjstrommesæt. En meget morsom aften. På et af de mange jazzstævner på Vallekilde Højskole mødte jeg den tyrkiske guitarist og perkussionist Mehmet Ozan. Han ville gerne spille en duo koncert på stævnet sammen med mig. Det var for en stor del anderledes rytmer i 5/4 og 7/8, lige noget for mig. Mehmet blev glad for vores sammenspil og inviterede mig senere på en studiesession, hvor også den tyrkiske trommeslager Durul Genze skulle medvirke. Det blev til en LP, der udkom under navnet Istanbul Express. Senere havde Mehmet planlagt en turne, hvor jeg ikke kunne deltage, fordi jeg havde sagt ja til et job på Århus Teater. Vi diskuterede fremtiden, og han besluttede sig for at køre videre efter sin plan. Så lavede han et Istanbul Express med bassisten Mads Vinding og den brasilianske trommeslager Chuim, som senere blev afløst af Alex Riel. Nogle år senere genetablerede Mehmet Istanbul Express i sin første form, hvor jeg var med, og dertil kom trommeslageren Jonas Johansen, keyboardspilleren Klaus Schønning og saxmanden Jens Haack, som senere blev til Hans Ulrik. Vi indspillede et album, der aldrig nåede at blive udsendt.
Brandbjerg-stævnerne fik efterhånden mere elementær karakter, og der opstod behov for en ny slags stævner for musikere med højt niveau. Det kom så til at foregå på Vallekilde igen. Her kom Jefsen til at undervise bassister, blandt andet på et stævne, hvor også NHØP medvirkede.
Vi mødtes med hver vores pædagogiske ideer, som viste sig at passe ganske godt sammen. Jeg jammede på tomandshånd med NHØP og senere på stævnet med flere bassister. Jeg præsenterede NHØP for en af mine kompositioner, som han spillede lige “fra avisen” og også syntes godt om. Vi fik også en del hygge sammen med udveksling af gode jokes. Jeg mødte desuden pianisten Joey Calderazzo og jammede med ham.
I 2004 var jeg på stævne og på combo med den engelske saxofonist Iain Ballamy som instruktør og medspillerne Jørgen Emborg, Janus Templeton, Pernille Bevort og Jesper Nehammer. Lennart Ginman var stævneleder, og midt på ugen tog hele stævnet på en spontan udflugt til stranden. Vi slog os ned med bar, mojitos, ghettoblaster og vild stemning. Der blev badet og drukket, vistnok lidt rigeligt. Ole Streenberg sad og underholdt med sin harmonika og spillede lidt af hvert, lånt stof fra andre genrer. Det var ikke jazz, men superhyggeligt. Pludseligt kom der et ældre ægtepar, som skulle i vandet. De boede lige ved stranden og mente, det var deres område, og at vi ikke havde lov til at fremføre os på denne måde her. Vi skulle forlade stedet. Det var mig, der fik møgfaldet, og jeg viderebragte det til Lennart. Han sagde ”de skal bare komme hen og snakke med mig, vi er flere end dem”. Stranden er jo offenligt eje, og det holdt vi os til. – Da vi mange timer senere forlod stedet i bus, var der blevet ryddet op, og der var ikke en eneste plastikpose, øldåse eller vinflaske at se. Bagefter sagde Lennart til mig, at der gik rygter om, at jeg var blevet set mere i vandet end på stranden.
I 2010 var jeg på combo med pianisten Joey Calderazzo som instruktør og medspillerne Morten Sivertsen, Thomas Hass, Christian Franck, den finske pianist Joonas Haavisto, den islandske trommeslager Einar Scheving og sangerinden Sinne Eeg. Der var daglig rotation hos lærerne, og på den måde kom alle instruktører efter tur forbi vores combo i en time. Vi havde besøg af Eddie Gomez, som gerne ville låne min bas til en lærerkoncert. Det måtte han gerne, hvis han ikke ændrede på min strengeopsætning (han endte med at låne en anden bas). Vi havde også besøg af Steve Coleman, som spillede en frase, og vi skulle bare spille den efter med det samme. Ikke noget med at lede efter tonen. Han gik meget op i det med gehøret. Så var rotationen kommet til Steve Gadd, som var en rigtig sød mand. Han fortalte om sine samarbejder med Chick Corea, Paul Simon og mange andre, som vi gerne ville vide noget om. Vi spurgte, om han ikke ville spille lidt med os. ”No I wanna hear you guys play”, sagde han. Vi endte dog med at jamme “It Might As Well Be Spring” med ham ved trommesættet. Dagen efter kom trompetisten Ambrose Akinmusire forbi. Efter lidt jammeri sagde han til os: ”You’re really not listening to each other”. Den forstod jeg ikke helt, men måske havde han en smule ret.
En aften midt i ugen var der lærerkoncert. Eddie Gomez startede med en basfigur, som lagde en lidt irriterende stemning ind over hele koncerten. Vi fornemmede, at der var noget upassende ved bassens rolle, og at han gerne ville styre det hele. Det var også at mærke hos de andre musikere. Der blev spillet soli af alle, Gomez, Joey Calderazzo, Steve Coleman og Ambrose. Da sidstnævnte fik sin solo, eksploderede Steve Gadds trommespil, som han ellers hidtil havde holdt i ave i anonym combing. Meget klog disposition, tænke jeg. Dermed fik Gadd sin performance på det rigtigste sted i koncerten. Den kloge trommeslager vælger, hvor man står frem. Næste dag sagde Joey Calderazzo til mig ”Did you hear Eddie yesterday? If you had played like that in my combo, I’d….”. Og så lavede han en bevægelse, som om han vred halsen om på mig.
Stævneledelsen fandt på dette stævne en ny aktivitet. Vi gik i gymnastiksalen og spillede bold. Der blev lavet hold og hvert hold havde sit backup-band, som stod på sidelinjen og spillede signaturer, når ens hold havde bolden. Jeg var i et band, og det var meget morsomt. Jeg kunne kigge over til den anden side af salen og se et andet band med en tamburinspillende Steve Gadd, som tydeligvis morede sig. En herlig situation, som jeg tog et billede af. Alexanderteknik-læreren Tinne Stender var i 2004 og 2010 tilstede på Vallekilde for at stille sin ekspertise indenfor Alexanderteknik til rådighed og tilbyde behandlinger og gavnlige øvelser. Jeg meldte mig til og fik lidt lærdom om bevægeapparatet.
I 2014 var jeg på stævne igen. Denne gang med Jon Balke som instruktør og stævnelederne Nikolai Hess, Mikkel Hess og Anders Christensen. Vores combo bestod af Pernille Bevort, trompetisten Tomasz Dąbrowski, guitarist Stian Svensson, pianist Makiko Hirabayashi, vibrafonist Tineke Noordhoek, trommeslagerne Michala Østergaard og Ole Theill. Samt sangerinden Frida Asmussen, som den første dag havde et problem med at finde sig selv på holdet. Da Jon Balke fandt en løsning til hende, og hun begyndte at synge, smeltede jeg. Hun er en skøn, troværdig og rørende sangerinde.
Vi havde igen daglige rotationer. Blandt andet havde vi den Ornette Coleman-inspirerede bassist Jamaaladeen Tacuma. Han holdt lange foredrag om, at alle musikere skulle have egen manager – gerne konen. Bestemt ikke velegnet til den danske model. Den første aften på stævnet var han den, der havde ordet, medens vi alle var samlet. Han præsenterede manager-tanken igen og efter et laangt foredrag foran et tavst publikum sagde han ”any questions?” Hugo Rasmussen, som var på besøg, brød tavsheden og sagde ”could you play some?” Det fremkaldte morskab og med ét blev det hele pludseligt sjovere. Tacuma inviterede Theill og mig til en jam sammen med ham, altså to bassister og en trommeslager, ham på elbas. Det var sjovt. Den sidste nat på stævnet blev jeg inviteret med på en session i Tacumas combo-lokale. Han optog musikken til senere CD udgivelse under navnet ”Pipe And Sweater”. De medvirkende her var vokalisten Randi Pontoppidan, vibrafonisten Martin Fabricius, saxofonisten Pelle Fridell og trommeslageren Ole Theill. Lærerkoncerten ved dette stævne var en skøn og sympatisk koncert med Jon Balke, Tony Scherr, Rafael Barata og Brian Blade. Brian Blade kom til vores hold på rotation og medbragte et arrangement af en Joni Mitchell sang. Her oplevede vi en 120 % dedikeret og begavet musiker instruere os i en sang og et arrangement, som han syntes var spændende. Oplevelsen af at være sammen med denne store musiker overgik næsten flere dages sammenspil.
Stævnet 2017: Stævneledere Nikolai Hess, Mikkel Hess og Anders Christensen. Jeg var kommet på combo med bassisten Linda Oh som instruktør. Hun er fra Malaysia, bor nu i New York og er en meget spændende bassist, der kan sit kram og kender alle koderne i jazzen. Lille kvinde, for lille til kontrabas, men alligevel når hun at betjene det store instrument med autoritet og overbevisning. Vores hold var Tineke Noordhoek (igen), pianisten Mathias Savory, guitaristen Bjarne Roupé, saxofonisten Fredrik Moth, trompetisten Morten Sivertsen (igen), trommeslagerne Hasse Bruun og Carsten Landors. Det var vanskeligt men også interessant at spille Lindas svært tilgængelige kompositioner. Igen var der instruktør-rotation, og en dag kom Ambrose Akinmusire ind til os. Jeg huskede, hvad han sagde til os i 2010 og var spændt på, hvad der nu skulle ske. Ambrose kom ind i lokalet, sagde ”hi”. Så sagde han ikke mere, men spillede en lang tone på sin trompet. Tonen udviklede sig til fraser og vi lyttede. Pludseligt vidste jeg, hvad vi skulle, og hele holdet reagerede på næsten samme tid. Vi begyndte at spille – LYTTE – og interagere med ham. Han var i gang med at inspirere os til en spontan session, og det lykkedes også rigtig godt. Efter timen gik han, og der var kort tid til aftensmad. Vi havde jammet ret længe, og det efterlod en god og tilfreds stemning i bandet.