Man var tilbage på højskolen fra den 24. august til den 4. august. Stævneleder var Jens Jørn Gjedsted med Ole Matthiessen som support. Holdene var Ny Musik (Anthony Braxton), Intensiv øretræning – close look på større jazzkompositioner – akkordbehandling (Lee Konitz), Kommunikation gennem musik (Red Michell), Big Band (Niels Jørgen Steen), Latin (Bjarne Rostvold), Beatmusik betragtet som ufornuft sat i rytmisk, spirituelt & harmonisk (filosofisk) system (Karsten Vogel/Kenneth Knudsen), Hvorfor spiller man egentlig (Peter Ingemann), Trad/Swing sammenspil (Fessor) og Begyndere (Svend Båring).
Peter Ingeman var Dr. Elbas, Ib Lund Nielsen Dr. Bas, Erling Kroner Dr. Brass og Ole Streenberg Dr. Drum.
Erik Wiedemann holdt et foredrag om Rhythm & Blues og soul musik siden 1945, Lee Schipper fortalte om History of Rock’n’Roll, Aage Hagen Jensen var redaktør af Jazzkilden og Radio ZZAJ, Ib Skovgaard stod for pladebaren, Jens Jefsen var klaverstemmer, ligesom Arnvid Meyer havde rykket sit Jazzcenter op til Vallekilde fra Rønnede.
Det var det ottende stævne – stadig arrangeret af Musik og Ungdom og Den Danske Jazzkreds. Prisen var 615 kr. og der var plads til 87 deltagere, hvoraf de første 60 tilmeldte blev optaget helt automatisk, mens resten var specielt udvalgte deltagere, som kunne udfylde eventuelle huller i grupperne. Erfaringsmæssigt manglede der f.eks. altid bassister og basunister, så en basunist var garanteret en plads. Højskolen havde i øvrigt pointeret, at det i lighed med året før IKKE ville være tilladt at slå telt op i haven eller overnatte i fælleslokalerne. En ny og uprøvet ting var danserne Diane Black og Mardavs hold Kropsbevidstgørelse for musikere, som det hed i programmet, men desværre blev dette punkt på programmet aflyst. Blandt medlemmerne af Creative Dance Theatre var i øvrigt Marilyn Mazur.
Blandt stævnedeltagerne var der flere svenskere bl.a. fløjtenisten Katharina Fritzen, saxofonisten og radiomanden Christer Eklund, saxofonisten Gilbert Holmström og bassisten Gunnel Dahlberg. Fritzen fandt sammen med Marilyn Mazur i gruppen Women’s Liberation Orchestra, som senere på året blev til kvindegruppen Zirenes. Blandt de øvrige stævnedeltagere var trompetisten Skak Snittker, altsaxofonisterne Michael Hove og Ole Thøger, tenorsaxofonisterne Jens Haack, Anders Gårdmand, Torben Enghoff, Simon Spang-Hanssen og Jesper Zeuthen, pianisterne Rowland W. Evans, Marietta Nathan og Michael Dabelsteen, guitaristen Kim Vilstrup, bassisterne Søren Hansen, Ib Lund Nielsen, Jeppe Mørch Sørensen, Kim Daugaard, Bertil Abrahamson og Peter Danstrup, trommeslagerne Ethan Weisgaard, Henrik Simonsen og Erik Pygge Henriksen samt perkussionisten Jens Larsen. Den amerikanske pianist Art Lande lagde desuden vejen forbi stævnet.
Altsaxofonisten Anthony Braxton, tilhørende den ny unge generation af akustiske jazzmusikere i USA, viste sig at være en stor beundrer af Lee Konitz. For at få økonomien omkring Konitz til at hænge bedre sammen havde Ole Matthiessen sammen med den tyske producer Joachim Ernest Behrendt nogle dage før stævnet fået arrangeret en pladeindspilning “Alto Summit” for det tyske selskab MPS i Rosenbergstudiet på Dortheavej sammen med instrumentkollegaerne Jackie McLean, Gary Bartz og Charlie Mariano.
Peter Danstrup: Mest tror jeg, at jeg fik ud af Red Mitchells hold, hvor han og Lee Konitz på et tidspunkt tog til København og indspillede en duoplade for Steeplechase. Han fortalte især om ”de rigtige harmonier” til en lang række jazzstandards og uddelte spritduplikerede changes til forskellige standards.
Bertil Abrahamson: En anden stor basspiller, det også var interessant at møde, var Red Mitchell. Ved at stemme sin bas i kvinter i stedet for kvarter opnåede han en helt speciel stil og han var rigtig venlig og spændende at høre på for en bassist. Også hans duo koncert med Lee Konitz var et af de store øjeblikke for mig. Lee havde jo også nogle forrygende timer om kommunikation i musik, som jeg gerne ville opleve igen.
Peter Danstrup nævner den amerikanske altsaxofonist Lee Konitz’ hold. Konitz var knap 45 år gammel og havde siden midten af 60’erne meget ofte spillet og turneret i Europa. Konitz var ikke uvant med undervisning, idet han allerede i 60’erne havde givet sig af med privatundervisning og med lektioner i musikteori via lydbånd til musikere over hele verden. Selv var han elev af en af de første jazzpædagoger, pianisten Lennie Tristano, hvis metoder han videreformidlede. Da han kom til Vallekilde, var han på mange måder et større navn i Europa end i USA. Guitaristen Kim Vilstrup oplevede ham lidt fra sidelinjen, fordi han ikke følte sig helt kompetent til det niveau:
En seance med ham var også et sted ude i haven “and bring your horns” hvilket var lidt svært som el-guitarist. Han lærte os også kendte saxsoloer, som han sang for os til vi kunne dem, fordi man skulle have noget at tage af – og kunne en historie om, at han havde siddet ved scenen og havde sunget med på en anden saxofonists solo, fordi denne – ubevidst – havde taget en sådan indlært solo op af posen. På Konitz’ hold skulle vi efter tur spille noget blues. En meget ung Simon Spang-Hanssen spillede så noget lidt sært på 17½ takter eller noget, men så bluesfornemmelsen drev ned af væggene. Konitz kiggede længe på ham bagefter og sagde så: “Well, it wasn’t really the blues!”
Ole Matthiessen:
Mødet med Lee Konitz var spændende. Det var på en måde et link til den første store jazzpædagog, Lennie Tristano. En anderledes måde at gribe tingene an på, som især handlede om at få skærpet sit øre og få udbygget sin harmoniske sans på en måde, som direkte var rettet mod improvisation. Blandt hans øvelser var f.eks. akkordskemaet til “Perdido”, hvor man først skulle lære at synge alle grundtonerne i akkorden, derefter tertserne, kvinten og septimen. En anden øvelse var at lytte soloer af, eksempelvis Lester Young med Count Basies orkester i “Pound Cake”, hvor man lærte den ved syngende at indøve strofe for strofe, indtil man havde lært hele soloen. Næste skridt var derefter at spille den på sit instrument. Og til sidst sagde han, hvis man havde behov for det, kunne man skrive den ned på noder. Han fortalte desuden, at han havde et helt lille bibliotek af notesbøger, hvor han havde skrevet nogle af sine melodistrofer og licks ned. Når han følte, at han trængte til lidt fornyelse, slog han op i bøgerne, fandt nogle melodistumper frem og evt. lærte at spille dem i forskellige tonearter.
Lee Konitz’ honorar for sit ophold på Vallekilde i 1973 var i øvrigt 3500 kr.
Blandt de danske instruktører var saxofonisten Karsten Vogel og pianisten Kenneth Knudsen med deres hold Beatmusik som ufornuft sat i rytmisk system. De var begge på det tidspunkt medlemmer af Burnin Red Ivanhoe og præsenterede holdet sådan: Undervisningen vil ikke undgå lejlighedsvis at bære stærkt præg af, hvad vi tidligere har beskæftiget os med – og dermed mente de deres medlemsskab af, for Knudsens vedkommende: Coronarias Dans og Secret Oyster – og Vogel af, som han skrev: Jazz, u-jazz, ikke-jazz, pop, rock. Bassisten Peter Ingemann havde en fortid på den københavske avantgardejazz-scene, men var i 1973 mest kendt for sit medlemskab af Skousen & Ingemann/Musikpatruljen. Nu var han primus motor i jazz/rockgruppen Drops og på holdet Hvorfor spiller vi? ville han samle el-bassister i en gruppe, hvor man kunne dyrke og drøfte instrumentets muligheder – og, ikke mindst, det tilhørende elektriske udstyr. Holdets titel skulle spore deltagerne ind på spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der får os til at bruge så meget tid og energi på at spille? Trommeslageren og percussionisten Bjarne Rostvold havde i 1972 stor succes med holdet Rasle-rasle og hans formål var, at få deltagerne til at snuse til alle de spændende instrumenter marracas, congas, timbales, claves osv. Rytmer som var blevet almindelige i den nye rytmiske musik, men som måske ikke var lette at håndtere. Noget særligt var de instruktører, som med årene fik en slags ”doktor”-roller – i 1973 Ole Streenberg, som skulle hjælpe trommeslagerne med tekniske problemer, Ib Lund Nielsen, der var blevet kendt med gruppen Coronarias Dans og som hjalp bassisterne og endelig saxofonisten Svend Baaring, som i flere år havde ledet et big band og nu blev Dr. Sax. Endelig ville den aarhusianske bassist Jens Jefsen være på stævnet i sin egenskab af klaverstemmer. Men at man havde fundet en klaverstemmer, som også var bassist, var helt bevidst. Med to baseksperter blev der kræset for de bassister, som havde meldt sig til stævnet. Det var normalt et instrument, som der altid var mangel på.
Jeppe Mørch Sørensen:
Mit første jazzstævne må have været i 1973. Jeg gik i 8. klasse på Bernadotteskolen og var meget optaget af musikværkstedet, og startede med guitaren, inspireret af bla Aske Bentzon, der gik nogle klasser over mig. Det var fingerspillet, Arlo Guthrie og latinmusikken…letheden… Jeg ville gerne lære det, men det var mest op til os selv: lytte af… Det var på den tid hvor Adrian Bentzon stoppede i musikværkstedet (for at starte Det Frie Gymnasium?) og hvor Peter “Musik” startede, og så stod kontrabassen dér i hjørnet og passede godt til mit temperament. Jeg kunne stå lidt i baggrunden. Det var sammenspillet det gjaldt, i forskellige grupperinger, blues, jazz, soul osv… Mercy, Mercy, Mercy…og bossa novaen havde vi også på repertoiret. Vi var bl.a. inde og høre Buki-Yamaz i Montmartre, måske lige da de startede, og dem så vi op til. Og Entrance med Palle Mikkelborg og en meget ung Kasper Winding på “Polyjoint” i Lyngby.
Så var det, at jeg fik en dejlig kæreste, som spillede saxofon. Hun var vist et år ældre end mig, og hun foreslog i 1973 at vi skulle på jazzstævnet på Vallekilde, og den var jeg med på. Vi havde hørt om Vallekilde, og at det virkelig var stedet, hvis man ville noget med musik. Den sommer fyldte jeg 15 år, og da vi kom derop, fik jeg vist lov til at låne skolens bas, og opdagede hurtigt, at jeg ikke kunne ret meget. Som jeg husker det, blev det arrangeret, at jeg rykkede fra det hold, jeg var sat på, over til Svend Bårings begynderhold. Han tog sig af mig, og gav en stille og rolig indføring i jazzens væsen, akkorder, melodi, rytme, og så fik jeg desuden nogle enetimer i kontrabas hos Ib Lund Nielsen. Det var en gave, for han fortalte mig om, hvad man kunne gøre, når der f.eks. stod a-moll. Det havde jeg aldrig rigtig forstået. Og jeg blev klar over, hvor stort et arbejde det var. Jeg tror min bas var udstyret med tape på gribebrættet, og jeg kendte vist kun til grundtoner. Således blev mit første stævne i en vis grad præget af at være tilskuer, og jeg husker det som en vældig øjenåbner. Et af holdene hed “Communication Through Music” med Anthony Braxton, og det snakkede alle om. Det var en ny verden for mig…kunne man det? Jeg tror, det var det år, hvor jeg hørte Red Mitchell, og den lyd og al den musik, der var i ham, gjorde indtryk.
Et sted på stævnet, der kom til at betyde meget for mig, var Pejsestuen hvor der var pladespiller og anlæg, og hvor der blev der udvekslet de fedeste skiver. Jeg husker Chick Coreas Light as a Feather og Stevie Wonders Talking Book og Smackwater Jack med Quincy Jones. Vi skiftedes til at flytte pickuppen forfra, og det var euforisk, for jeg havde aldrig hørt sådan noget før. Musik, der stadig betyder meget for mig.
Ligesom de foregående år på Vallekilde udkom stævneavisen Jazzkilden ligesom den lokale radio-station ZZAJ ville sende under aftensmaden. Redaktør dette år var pianisten Aage Hagen Jensen. Altmuligmanden Arnvid Meyer flyttede alle sine aktiviteter fra Jazzcentret i Svennerup Skov til Vallekilde. Her arbejdede han og hans militærnægtere for organisationer som DAJAHU, Jazzkredsen og for Jazzhus Montmartre, som stadig lå i sin gamle version i St. Regnegade. Stævneledelsen opfordrede alle ikke-spillende til at melde sig til dette + avis- og radioarbejdet. Som det hed i programmet: Vi garanterer for stakåndet aktivitet.
Dagen efter stævnet sluttede, blev der afholdt en særlig Vallekilde-aften i Montmartre Jazzhus, hvor flere af deltagerne spillede. Optagelser fra denne koncert og afslutningskoncerterne blev senere samme år udgivet af Instant Sound Production og tidskriftet MM på et kassettebånd, som siden da er blevet et eftertragtet samlerobjekt. Her findes bl.a. et fint duo nummer med Anthony Braxton og Marietta Nathan, som spiller Stevie Wonders “You are the Sunshine of my Life”.
Rygterne om de danske jazzstævner havde bredt sig hastigt uden for landets grænser. I begyndelsen af 1973 kom der en forespørgsel fra en ganske ukendt 19-årig saxofonist, Robert Mintzer, som præsenterede sig som student hos Jackie McLean i Hartford, Connecticut. Han havde en anbefaling fra McLean, som havde undervist på stævnet i 1972, og skrev, at det at spille uafbrudt i en to uger, lød som en drøm, når man sammenlignede med the irregularity of sessions in New York. Han skrev flere gange, men var tilsyneladende for sent ude, for der var ikke plads. I det sidste brev skrev han, at han nu spillede med Sam Rivers og at han gerne ville tage noget af Rivers’ musik med til Vallekilde. Det havde måske været interessant, hvis man havde fundet en plads til ham. Robert – bedre kendt som Bob Mintzer – blev to år efter medlem af Buddy Rich Big Band og senere i 70’erne af Thad Jones-Mel Lewis Orchestra før han dannede sine egne big bands. Han har udsendt op mod 40 albums i eget navn. Mest kendt er han nok, fra 1977, som medlem af gruppen Yellowjackets med 26 albums på bagen.
Jazzstævnet på Vallekilde 1973 blev en succes og iøvrigt indeholdt deltagerprisen 615 kr. bl.a. følgende poster: et hovedmåltid fra økonoma Dagnys køkken 14 kr. (ca. 88 kr. i nutidspenge), morgenmad 8 kr., kaffe 6 kr., sengetøj 15 kr. og overnatning 8 kr.
