Det syvende stævne fandt sted onsdag den 26. juli til søndag den 6. august 1972. Deltagerprisen var 590 kr. Der var knap 100 deltagere, selv om programmet havde annonceret med, at der var plads til 80. Man kunne ikke længere ligge i telt, og nogle valgte derfor i stedet at indkvartere sig på Lammefjordskroen i Hørve. For at sikre en fornuftig sammensætning af sammenspilsgrupperne kom de første 60 tilmeldte automatisk med, mens der blandt resten af tilmeldingerne ville blive valgt deltagere, som kunne udfylde eventuelle huller i sammenspilsgrupperne.
Trommeslageren Claus Bøje havde tidligere på året i MM opfordret til, at stævnestrukturen skulle vendes på hovedet, at der ikke skulle være tale om et struktureret stævne, men om en slags 10 dages frit universitet, hvor skellet mellem elever og lærere blev ophævet. Stævnedeltagerne skulle kollektivt afgøre, hvilke emner, de ville dyrke, og hvilke metoder, de vil anvende. Det skulle mere handle om samvær, samspil, diskussioner og studiekredse. Bag forslaget, som var påvirket af bl.a. tidens diskussioner om styringen af undervisningen på universiteter (professorvældet), var der også en konstatering af, at mange frugtbare og spændende aktiviteter på stævnerne var opstået spontant udenfor de i forvejen planlagte sammenspilsgrupper. Forslaget, som ville have været yderst kompliceret at administrere og gennemføre, kom ikke til at præge årets planlægning, der i stedet udbyggede den linje, som var lagt året før.
Stævneleder var pianisten Ole Matthiessen, som selv havde været flittig deltager siden 1967. Der var et ret stort forarbejde med at skaffe flere prominente amerikanske musikere til Vallekilde, men det var nemt at få kontakt til og accept fra pianisten Chick Corea.
Kontakten med den amerikanske pianist og komponist blev knyttet i en korrespondance – pr. brev – mellem Corea og årets stævneleder, Ole Matthiessen. Corea var endnu ikke blevet det store navn på den spirende jazzfusionsscene – vi kendte ham bedst fra de første elektriske albums med Miles Davis og hans første trioindspilning “Now he sings, now he Sobs”.
I februar 1972 sendte Ole Matthiessen et brev til Chick Corea i New York med et tilbud om at være instruktør på Vallekilde i perioden 26. juli til 6. august. Hello, thank you for your nice letter, lød svaret, dateret den 4. marts. Corea boede på 90th Street på hjørnet af Broadway på Upper West Side. Et ret barsk kvarter, men med rimelige huslejer, som tiltrak mange kunstnertyper af enhver art. Miles Davis boede f.eks. på Upper West Side i 25 år. Chick Corea var en flittig brevskriver og sendte alle oplysninger om sin gøren og laden i Europa til Ole Matthiessen. Han var blevet tilknyttet et nyt tysk pladeselskab, ECM, og selskabets leder Manfred Eicher var involveret i at booke ham rundt omkring.
Corea planlagde en Europaturne med sin nye gruppe, Return To Forever, som han havde dannet i efteråret 1971, og en måned før brevet til Ole Matthiessen havde han været i studiet for at indspille gruppens første album. Lidt senere medvirkede Corea, Stanley Clarke og Airto Moreira på Stan Getz’ album “Captain Marvel”. Alt sammen nogenlunde samtidig med korrespondancen med Ole Matthiessen. Her i Danmark kendte vi ikke Return To Forever, og da pladen først blev udsendt i Europa i september (i USA så sent som i 1975), var musikken ikke kendt før sommerstævnet. Corea var meget interesseret i at komme og håbede, at han også ville få flyrejsen frem og tilbage betalt. Så vidt så godt – men så blev det mere kompliceret.
I et brev i begyndelsen af april accepterede han honoraret – 300 Dollars + 200 til transport, men han ville gerne forlade stævnet to dage hen mod slutningen hvis han fik et job med Return To Forever på Jazzfestivalen i Molde i Norge! Et andet ønske var at samle deltagerne på hans hold specielt til et Basic Music Course that I have put together – dealing with communication/the artist handling his environment/and group relations concerning music. Han mente, at man kunne opnå meget mere i forholdet mellem lærer og elev, når man fulgte en klar ide i stedet for en masse lærere i forskellige sammenhænge med forskellige ideer, men uden noget specifikt program.
Det var godt 25 år før Internettet, så al kommunikation foregik pr. brev (oversøiske telefonsamtaler var meget dyre). 14 dage efter modtog Ole Matthiessen endnu et brev fra Corea med en bekræftelse af, at de havde en aftale plus en beskrivelse af det, han kaldte: The Functions of An Artist – A Basic Music Course. Derudover spurgte han, om han kunne få et værelse med plads til to. Han havde mødt pianisten, sangeren og komponisten, Gayle Moran, som blev hans hustru helt frem til hans død i 2021.
Der var næppe mange, som på det tidspunkt kendte til Coreas engagement i Scientology (siden 1968), og han nævnte det heller ikke i korrespondancen forud for stævnet. Det vender vi tilbage til.
Have a beautiful springtime – Love – Chick. Alt var godt, men der lurede forhindringer!
Corea fik i løbet af sommeren nogle jobs – både som solist og med Return To Forever – i England, Tyskland og Japan. Der var også tale om et job den 5.-6- august på jazzfestivalen i Molde i Norge, og det ville jo kollidere med Vallekilde. Hello! I hope everything is well with you – sådan indledte Chick Corea et håndskrevet brev, udateret, men sendt fra New York i juni 1972. As you probably know, I’m going to be touring with my new group July and August in Europe.
Corea skrev videre, at gruppen endnu ikke havde mange jobs i Europa, men at der i hvert fald var et engagement i Portugal 29.-30 juli – lige midt i stævnet på Vallekilde (26/7 – 6/8)!
Han kunne ikke sige nej til det job og meddelte derfor at han var nødt til at forlade Vallekilde i to dage!
Men så kom Corea med den salomoniske løsning at blive på Vallekilde, sammen med de studerende, to dage – ud over d.6.august! Men nej – det gik slet ikke. Stævnet sluttede jo den 6. og i sit svar foreslog Ole Matthiessen, at Corea kunne arrangere ekstratimer om aftenen de dage han VAR på stævnet plus at tage fridagen (en søndag) i brug – mens resten af stævnet tog til stranden!
Koncerten i Molde kan ses på You Tube:
https://www.youtube.com/watch?v=5Y4dNtZ-hbA&t=93s&ab_channel=ebjazz93
Men hvordan gik det så? Kom Chick Corea på jazzstævnet i Vallekilde? Ja, det gjorde han.
I det officielle program fra Musik og Ungdom stod det ikke helt klart hvad han og hans landsmand, altsaxofonisten Jackie McLean, egentlig havde at byde på:
Indenfor den nyere jazz vil der i år blive to sammenspilsgrupper, begge ledet af kendte amerikanere. På forhånd vil det være meget svært at sige noget om, hvad der skal ske i disse to grupper, da det bl.a. vil afhænge af, hvem der melder sig som deltager. Men alene JACKIE MCLEAN’S og CHICK COREA’s navne vil orientere mere end vaklende sætninger i et program kan gøre det.
Og på næsten 50 års afstand er det svært 100% og helt korrekt at sammenfatte, hvad der egentlig foregik. Der blev efter stævnet omdelt spørgeskemaer til alle stævnedeltagere, og der kom også nogen retur, om end ikke så mange, som man kunne have ønsket. Blandt de besvarelser (ellers hovedsageligt anonyme) som nævnte Chick Coreas undervisning, var den fra den senere så navnkundige percussionist og trommeslager, Marilyn Mazur (i 1972 17 år og tilmeldt som pianist og danser under navnet Marilyn Douglas), der kort før nytår 1972 bl.a. skrev:
Det typiske for Vallekilde 72 var, da Chick Corea spurgte: ”What is music?” Der er så mange jazzmusikere og der er så få, der ved, hvad (og hvorfor) de overhovedet spiller for og mod. Jeg synes, det er vigtigt at have en bedre forståelse af ens forhold til, og formål med musik. Det er svært at finde en konkret måde at få dette med i arrangementerne på Vallekilde, men personligt synes jeg, at det var meget skønt med Chick Coreas kursus. Jeg ved, at mange ikke brød sig om det af den grund, at CC gik stærkt i en retning, som mange vanskeligt kunne forene deres ideer med. Men det var en udfordring for mange at beskæftige sig med det plan inden for musik. Og det er sikkert en god ide, hvis det er muligt at skaffe musikere (lærere), som kan give andet end det rent musiktekniske. Forskellige niveauer at arbejde med musik på.
Når en svensk deltager skrev, at ”foredragene” med Chick Corea var givende og nødvendige, siger det os noget om hans form, og det bliver bekræftet af Jens Jørn Gjedsteds betragtninger i Henrik Iversens jazzspalte i Berlingske Tidende på stævnets sidste dag, den 6. august:
Chick Corea’s undervisning var baseret på hans egne teorier om, hvordan man som musiker tilegner sig viden. Han går ind for imitation – altså at lytte til dygtigere musikere og sætte sig ind i deres måde at gribe tingene an på, og gennem sit eget spil at fornemme denne arbejdsgang. Tilsyneladende fandt mange stævnedeltagere Corea’s teorier ret kontroversielle, og ikke mindst hans uvilje mod diskussion var forbavsende. ”Ask me, if you have any questions – please don’t discuss with the other people in the class!”
Om det indgår i Scientologys lære, at man ikke skal diskutere, er svært at sige, men der er meget, der tyder på at denne ”religion” indgik i undervisningen. Banjospilleren Jonas Winding, som ellers var tilmeldt basunisten Erling Kroners hold, skriver i 2018:
En af de få store skuffelser var Chick Corea. Han var hyret som den største stjerne blandt de udenlandske gæster, og da han skulle holde sin store forelæsning, var der fyldt til sidste plads af forventningsfulde musikere. Og hvad talte han om? Udelukkende Scientology! En ting var at han var fuldstændig besat af denne underlige religion – klart en privatsag – men det var saftsusemig ikke det, han var hentet til Vallekilde for at fortælle om. Vi var alle sammen virkelig knotne.
Niels Jørgen Steen var heller ikke vil med Coreas indsats: Jeg var på Vallekilde det år, hvor Chick Corea også var der, og jeg kan huske, at jeg var sur på ham, fordi han snakkede så meget om Scientology i sine timer. Jeg sagde til ham, at det skulle han ikke gøre – og det kunne han ikke forstå.
Christian Wohlert, der efter udsagn var en 17-årig hippie, som skulle forestille at spille guitar, men hurtigt kom til kort blandt mange andre gode guitarister. Han kom i kredsen omkring Kasper Winding, Mikkel Nordsø og Aske Bentzon, som havde været på stævnet før.
Nå, jeg skulle være ligesom de uimponerede, ret skråsikre og irriterende musikalske Bernadotte-børn, og investerede følgelig i en dyr Gibson ES175 jazzguitar, for sådan en spillede Mikkel på, foruden stratocasteren som jeg også anskaffede. Og jeg købte hans Fender Deluxe Reverb, men da jeg skulle hente den i Montmartre, hvor Mikkel skulle spille samme aften, annullerede Bo Stief handlen uden så mange dikkedarer, og overtog den selv. Mikkel var for presset til at turde at sige nej til Stief, han risikerede jo repressalier fra den ældre og erfarne bassist, så desværre. Ned i SuperSound hvor flinke Arne bag disken talte mig ind i at købe en alt for stor og kraftig Ampeg forstærker, som han mente i hvert fald var ligeså god, hvis ikke bedre. My foot!
Således ankommet til Vallekilde med mit imponerende udstyr, transporteret af min dejlige kærestes mor. Hun bemærkede, at jeg var underlig tavs, og jeg måtte indrømme, at jeg nok var en anelse nervøs over at skulle præstere iblandt en masse garanteret meget dygtigere og erfarne musikere. Hun var som børnehavepædagog dybt rystet over, at det for mig ikke bare var en vidunderlig leg, hvor alle kunne være med, og især var hun chokeret over, hvor tynget jeg reelt var.
Husker tydeligt spisesalen hvor stævnet samledes, alle glade og entusiastiske, imens jeg selv mærkede angstens sure sved sile ned fra armhulerne i panik over, hvad der skulle ske, og at det ville blive afsløret, at jeg ikke kunne en skid på min fine Gibson. Smilede mig jovialt igennem seancen.
Mener jeg fik spillet et par akkorder og nogle ydmyge strofer dagen efter på samspilsholdet under Svend Båring, og dermed holdt skansen. Det eneste jeg husker fra det var, at vi skulle spille “How High the Moon” og så historien om, at Svend Båring engang havde fået gulsot af at have stukket sig på en guitarstreng. Jeg fakede mig igennem de fleste dage på stævnet, og undlod så vidt muligt at tænde for min alt for højtspillende forstærker af frygt for at blive afsløret og forkastet.
Christian Wohlert følte sig reddet på stregen af Corea, fordi han ikke følte sig på højde med de øvrige deltagere:
Jeg havde helt sikkert også skudt for højt ved at tilmelde mig undervisningen hos navnkundige Chick Corea, som ankom et par dage efter kursusstart. Ventede det værste da vi, der havde tilmeldt os, sad og ventede på mesteren.
Til alt held, i hvert fald mit, stod hans hu ikke så meget til at undervise os klamp huggende amatører i musik, men derimod ville han gerne indføre de, som måtte have lyst til det, i Scientology og dens mageløse principper. Så på den måde undgik jeg helt at afsløre min musikalske uformåenhed, og kunne i stedet fuldt ud dvæle ved mesterens docerende foredrag om, hvordan man skulle regne ud på hvilket stade et andet menneske psykologisk befandt sig i et skalaniveau fra 1 til 10. Formålet var, at når man havde regnet det ud, så kunne man ramme præcis det psykiske niveau det andet menneske var på og dermed opnå den mest givtige kommunikation og de mål, man måtte have med den. Enkel psykologi, bevares, og meget amerikansk. Chick Corea må have fået meget ud af det, siden han ligefrem rejste med det.
Imens min martrede sjæl var taknemmelig over, at det ophøjede jazzvæsen overhovedet gad spilde sin tid på, blandt andre, mig, vandrede jeg igennem det smukke haveanlæg sammen med Marilyn Mazur og tænkte, at jazz godt nok var en kompliceret størrelse. Hjælp!
Den førnævnte svenske deltager kunne have ønsket, at læreren – altså Corea – havde spillet med gruppen. Men han holdt undervejs en pianoworkshop. Pianisten Aage Hagen skrev, at Coreas klaverøvelser var meget sjove. Det er klart, at han ikke kan give 30 pianister enkeltundervisning. En anden deltager nævnte kort, at han havde fået en masse at vide om klaver i Coreas gruppe, mens en anden i spørgeskemaet nævner, at han forlod Coreas studiekreds, dog uden at nævne årsagen. En anden skrev: Jeg var MEGET skuffet over Chick Corea, da jeg havde ventet mig meget af en spille-workshop ledet af ham, men det lavede han jo slet ikke. Bassisten Peter Danstrup, der var en ret uøvet og grøn musiker i 1972, fortalte i 2018 om sin oplevelse:
Jeg husker også Chick Corea, som havde et hold japanske proselytter med. Han underviste mest i Scientology, og lærte os om de forskellige sindstilstande, som man oplevede trin for trin. Den sidste tilstand var død, som en af japanerne ganske livagtigt viste os ved at knalde hovedet ned i bordet og spille død. Heldigvis spillede Corea også klaver og spillede nogle af de numre, som senere udkom på Light As A Feather.
Guitaristen og bassisten Kim Vilstrup fortæller:
Der var Chick Coreas aftengudtjenester, der ikke havde en skid med musik at gøre. Til gengæld husker jeg ham i en heftig trommeduel med en eller anden – og at han have en tændt cigaret i den ene hånd mens han spiste dessert! Jeg kan prale med at have spillet med ham i en uorganiseret jam, ha ha!
Altsaxofonisten Jackie McLean fik allerede i slutningen 1971 et lignende tilbud, $ 300 plus muligheder for andre jobs i Europa, hvor han havde tænkt sig et ophold på en måneds tid. Han spillede således med Dexter Gordon og Kenny Drews Trio i Montmartre næsten hver aften i stævneperioden. Stævneleder Ole Matthiessen var også i kontakt med orkesterlederen og arrangøren Gil Evans, som i første omgang sagde ja, men da han ikke kunne få flere jobs denne sommer, kunne det ikke hænge sammen, og han måtte melde afbud allerede i februar. Derudover fik Matthiessen hyret den gamle kending fra Jazz i Reprisen, vibrafonisten Lee Schipper, og endelig en kapacitet som bassisten Red Mitchell, som dengang var bosat i Stockholm.
Kim Vilstrup: Så var der Red Mitchell i havestuen, der var meget hyggelig og fortalte om sig selv og hans kvintstemte bas, og at han havde optrænet sit øre til at kunne kammertonen ved at bruge en stemmegaffel når han kunne komme til det – og viste at den var der endnu. Han satte også folk til at spille det, de lige følte i øjeblikket. En (svensk?) pianist spillede så noget ret voldsomt free-agtigt – hvortil RM spurgte “why?”.
I de tidlige stævner kunne man også melde sig til hold med mere traditionel jazz, f.eks. i 1970-1972, hvor banjospilleren Jonas Winding havde fantastiske oplevelser. Instruktører var hhv. Adrian Bentzon, Arnvid Meyer og i 1972 Erling Kroner:
Grunden til at Kroner blev valgt, på trods af at han ikke stilmæssigt hørte til i den genre var, at han kom og sad ind hos Arnvid og os andre hver dag året før (vi manglede en basun), og syntes at det var pragtfuldt at få mulighed til at spille den type jazz, han startede med i sine helt unge dage.
Den 21-årige Kim Vilstrup, som egentlig var guitarist, havde også en trompet med, og han fik undervisning af Kroner i blæseteknik og fik embouchure-øvelser. Men året efter koncentrerede Vilstrup sig om guitaren:
Jeg tror nok mere, at udbyttet var af ”åndelig” art og ikke direkte musikalsk videreuddannelse. Jeg blev klogere på, hvad man kan, og hvad man ikke kan og fik inspirationer, men man kan ikke sige, at jeg tog noget konkret med hjem. Jeg brugte Erling Kroners øveteknik, indtil jeg droppede trompeten et stykke tid efter.
Inspiration af ”åndelig” art fik mange andre stævnedeltagere i de år, hvor jazz var et vidt begreb, og hvor påvirkningerne begyndte at komme fra hele verden. En af de deltagere, som bl.a. havde meldt sig til den traditionelle jazz, men som også fulgte hold ledet af f.eks. Chick Corea og Dollar Brand, var den 21-årige trompetist Lotte Bering, kaldet ”Flotte Lotte”. Hun fik stort udbytte af Vallekilde:
Helt umådelig meget. Det var dybt inspirerende. Både fordi det var højt kvalificerede lærere, som vidste, hvad de snakkede om og ikke kun som teori, men fra deres eget personlige liv og virke som professionelle musikere. Det var genialt at vælge lærere, der var professionelle musikere, og som havde dét at spille som deres livsindhold og livsstil. Det var lige så meget deres personligheder som deres musik, vi sugede til os. Og også fordi det var folk, der var ældre end deltagerne, og som delte ud af deres erfaringer – folk fra andre lande og kulturer. Det virkede, som om mange af dem var virkelig glade for at være sammen med unge og øse ud af deres livserfaringer, deres oplevelse af musik, og hvad musik kan betyde i livet. Som om de virkelig ønskede at give det videre, og var glade for at få denne lejlighed til det.
Ole Matthiessen:
Corea ankom om mandagen direkte fra Japan nogle dage før stævnet, og boede hjemme hos mig på Nørrebrogade. På den tid havde jeg mandagsjobbet i Montmartre med gruppen Tordenskjolds Soldater. Med jetlag tog han med ind til Montmartre og spillede med et sæt på trommer. Det var stort. Bagefter fortsatte han til La Fontaine, hvor han bl.a. jammede med Per Goldschmidt.
Vi fik nogle gevaldige diskussioner omkring middagsbordet om scientology, som han mente, havde frelst hans liv og givet ham metoder til at strukturere sin tilværelse og karriere. Tiden med Miles kunne han ikke huske så meget fra, fordi han på det tidspunkt havde et stofproblem. Efter introduktionen til scientology satte han sig ned og skrev en række nye numre, og samlede en gruppe til Stan Getz, som dog ikke udgav musikken på det tidspunkt. Den udkom først meget senere, så han tog konsekvensen og startede gruppen Return to Forever, der genindspillede musikken på ECM.
Personligt fik jeg på længere sigt en del ud af hans seancer på Vallekilde, bl.a. tanker omkring karriereplanlægning og øvning samt nogle enkle klavertekniske øvelser, som jeg endnu den dag i dag, et halvt århundrede senere, fortsat bakser med. Han spillede en triokoncert i Havestuen, vistnok med Conny Sjökvist på trommer. En dag på lærerværelset sad vi nogle stykker sammen med ham, da vi fra det tilstødende rum hørte ”Matrix” fra triopladen ”Now he sings, now he Sobs”, men med en underlig skarp klaverlyd. Vi kiggede på hinanden, rejste os og tjekkede ud, hvad der foregik. Det var en af hans japanske proselytter, som sad og spillede fejlfrit med på hele hans solo, men stemningsmæssigt med næsten kvart tones afstand mellem plade og klaver. Jeg husker også en sen aftentime, hvor han sad alene ved klaveret og spillede i Puderummet, hvor stævnedeltagere sneg sig ind, satte sig på gulvet og lyttede, og han overrasket, efter at have fordybet sig i musikken gennem længere tid, vendte sig om og så det fyldte rum.
Manfred Eicher lagde også vejen forbi Vallekilde, formentlig på vej hjem fra en pladeindspilning i Oslo. Under armen havde han masterbåndet fra en duo session med Keith Jarrett og Jack DeJohnette “Ruta and Daitya”, som han spillede for os i Havestuen.
Om efteråret var der en gevaldig klaveruge i Montmartre: to dage med Paul Bley/NHØP, en solokoncert med Keith Jarrett og tre dage med Return to Forever. Hele gruppen kom forbi min lejlighed, hvor vi bl.a. sad og hørte Sketches of Spain, som Corea nogle dage senere brugte et uddrag af på pladeindspilningen af ”Light as a Feather” i London.
En længere periode var jeg åbenbart på Scientologys telefonliste, for jeg fik altid besked, når han kom forbi København. Under et besøg nogle år senere spillede jeg nogle videoer for ham med Bud Powell fra Montmartre med NHØP og Jørn Elniff, som efterlod et stort indtryk og senere blev til et pladeprojekt.
Jackie McLean, som jeg fik forbindelse med via fotografen Kirsten Weinoldt i New York, havde gennem nogle år været i gang med et etablere et større musikundervisningsprojekt i Hartford, Connecticut, og jeg måtte tale med hans kone på telefon, før han fik grønt lys til at deltage. Hun ville lige sikre sig, at vi var OK, og at han, som gammel stofmisbruger efter at være blevet stoffri gennem en eksperimentel metadonbehandling, ikke kom i uføre igen.
På længere sigt fik hans ophold på Vallekilde stor betydning. Han kom i kontakt med et nyt dansk pladeselskab Steeplechase, der som sin første udgivelse udsendte en lp med ham optaget af Nils Winther i Montmartre under stævnet. En udgivelse, som både gav McLean et comeback efter flere års inaktivitet, og samtidig var med til at gøre Steeplechase internationalt kendt. Selv havde jeg den oplevelse at spille et kvartetjob med ham i Smøgen i Holbæk under stævnet, hvor han også var solist med Vallekilde big bandet under ledelse af Niels Jørgen Steen, og publikum var domineret af stævnedeltagere.
Efter de foregående års aktiviteter med forstærket musik vendte man i 1972 tilbage til det mere akustisk baserede. Udover Chick Coreas sessions var studiekredsene Twentieth Century Music (Lee Schipper), Hørelære og becifring (Svend Baaring), Rasle, Rasle – kombineret studiekreds og sammenspilsgruppe, latinamerikansk rytmik (Bjarne Rostvold) og Rytmegruppeinstruktion (Red Mitchell). Om eftermiddagen var der Traditionel Jazz (Erling Kroner), Sammenspil (Svend Baaring), Swing og big band (Niels Jørgen Steen) samt Moderne jazz (Jackie McLean). Havde man håndværksmæssige problemer undervejs, kunne man henvende sig til Kroner (Brass), Baaring (saxofon) eller Ole Streenberg (trommer). Engelske Robert Cornford, som skulle have undervist i arrangement og klaver, dukkede aldrig op. Jens Jørn Gjedsted stod igen for årets stævneavis og en nyskabelse Radio ZZAJ, som producerede en daglig radioudsendelse fra stævnet, som blev afspillet til aftensmaden. Efter diskussionerne omkring studieoptagelserne det forrige år var Danmarks Radio ikke på stævnet. I stedet kunne man kontakte Ole Streenberg, som havde indrettet et mindre lydstudie. Pladebaren blev bestyret af Arnvid Meyer. En relevant bemærkning i Bjarne Rostvolds første undervisningstime kom fra stævnets Jesper Fårekylling, Jørn Salskov: Hv-v-v-o-rdan k-k-kan du undervise i latinamerikansk musik, når du ikke selv har været der?
Holger Laumann var ikke blandt lærerkræfterne i 1972 og 73, hvor han på sanglærerstævnet på Rødding Højskole var i færd med at tage de første indledende skridt hen imod de kommende pædagogstævner. Han sammenlignede i 1974 de to stævner:
På Vallekilde kan man tage for givet, at alle møder op med den fornødne stilsans. Man skal ikke sige ret meget til dem, de er på sporet i forvejen. De har umiddelbart lettere ved at udtrykke sig. Og dog er det de færreste der, der kan bruge noder til noget. De sidste to år har jeg ikke undervist på Vallekilde, fordi jeg i samme periode har undervist på Rødding Højskole. De tre år, der gik forud, har jeg været på Vallekilde. Jeg opfatter ikke mig selv som missionær, men jeg føler, at jeg gør mere gavn ved at undervise i Rødding.
Dem, der kommer til Vallekilde, skal sgu nok klare sig uden mig. Der er så mange, der kan give dem lidt individuel undervisning hist og her, og de er også gode til at lukke ørerne op og høre, hvad der foregår i det pulserende musikliv og på plade. Som pædagog er det en større udfordring at undervise på Rødding Højskole. Desuden spreder materialet sig mere der. Det materiale, man gennemgår på et kursus, tager lærerne med hjem, så begynder de at lege med alle ungerne, og derigennem når det ud til en masse mennesker.
Blandt stævnedeltagerne oplevede man at en ny musikergeneration var på vej. Tidligere tiders mere skarpe opdeling var på vej til at blive udvisket af flere unge musikere, som naturligt hentede deres inspiration i både jazz, beat og den nye fusionsmusik. Nordiske musikere begyndte også at dukke op, bl.a. trompetisten norske Odd Rogne, som blev fast stævnedeltager gennem mange år. En anden var den svenske fløjtenist Katharina Fritzen, som året efter startede en af de første kvindegrupper Zirenes sammen med Mazur.