I 1978 afholdt man for første gang to kurser samme sommer nemlig fra den 16. til den 29. juli samt den 6. – 19. august begge på Brandbjerg Højskole.
Da de 140 stævnedeltagere lidt efter lidt dukkede op på Brandbjerg i løbet af eftermiddagen, søndag den 16. Juli, havde fleste næppe gennemskuet hvad der ventede af forandringer i forhold til de tidligere stævner. Det hed ganske vist i programmet under overskriften “Hvorfor almene højskolefag på et jazzkursus?” blandt andet:
Optagelse af de alment dannende emner har været en forudsætning for, at vi har kunnet fastholde sidste års muligheder for undervisningsministerielle tilskud til ellers alt for lave instruktørlønninger og for opnåelse af indkomstafhængige statslige og kommunale tilskud direkte til den enkelte deltager ifølge højskoleloven.
Guitaristen Jacob Olsne (dengang Olsen) var militærnægter i Arnvid Meyers’ Jazzcentret og dermed udstationeret på stævnet og han erindrer tydeligt forhistorien:
Ja, det var fordi Arnvid og Svend Slipsager (som var forstander på Brandbjerg) havde fået den smarte ide, at hvis man kunne få skolens lærere til at lave noget almendannende undervisning, kunne man søge midler fra folkeoplysningen.
En af lærerne var Ingrid Slipsager:
Ja det kan jeg huske. Jeg blev bedt om at undervise i et højskolefag som skulle have relevans til jazzmusik. Jeg underviste i klassisk musik og europæisk kulturhistorie og var fremmed overfor jazz som min mand var besat af. Jeg kom på den ide at digt og musik skulle inspirere hinanden, men deltagerne ville jo bare spille. Det var frustrerende for begge parter. Jeg brugte f.eks. tekster fra Højskolesangbogen, som jo meget senere blev en inspiration for enkelte jazzmusiker.
Det var andre tider. Arbejdsløse kunne oppebære arbejdsløshedsunderstøttelse under opholdet, og deltagere under 17 ½ år kunne opnå stipendier i et begrænset antal. Men teksten videre i programmet antydede, at det måske ikke helt var med alle arrangørernes gode vilje:
Men de almene fag er ikke bare en kamel, vi har måttet sluge for at opnå ganske vist absolut rimelige økonomiske fordele for de implicerede hovedparter. Ved at give disse fag relation til kursernes hovedemne mener vi, de kan blive et meget værdifuldt supplement rækkende ud over snævre musikerinteresser, samtidigt med at den anvendte rotationsform vil gøre forløbet så varieret, at alle i det mindste skulle kunne acceptere dette i sammenhængen nye kursusindslag.
Lidt længere nede i teksten blev situationens alvor mere end antydet, men i første omgang næppe i en grad, så det kunne skræmme nogen:
Faktisk skal alle deltagere forpligte sig til at følge flere af de i det følgende opgivne obligatoriske forløb, nemlig en musikteoretisk/-praktisk studiekreds og et sammenspilshold plus rotation mellem fire almene fag. Det kræver de bevilgende myndigheder – og vel med en vis rimelighed. For hvorfor optage en plads for andre, hvis man ikke selv ønsker at udnytte tilbuddet?
Så vidt, så godt, og der blev så lagt op til en evaluering efter stævnet.
Sommerstævnet 1978 strakte sig over 12 dage (16.-29. Juli), når man trækker ankomst- og rejsedagene fra. Da interessen var enorm, var der arrangeret endnu et stævne en uge senere (6.-19. August) med det samme program. Men hvad var så disse Alment kulturelle højskoleklasser?
Det var højskolens egne lærere, der ledede de fire forskellige to-timers kurser:
“Musik og samfund” v/Arne Vesterheim
“Samvær, samspil – psykologisk set” v/Svend Slipsager
“Ord til musik og omvendt” v/Ingrid Slipsager
“Film, billede, rytme, musik” v/Mogens Pagh Vestergård
Keyboardspilleren Jesper Naur, der deltog i gruppen “Film, billede, rytme, musik” erindrer:
Det var lykkedes stævnearrangørerne at opnå et økonomisk tilskud til stævnet, hvilket kom stævnedeltagerne til gode i form af reduceret pris. Til gengæld var der obligatorisk deltagelse i undervisning varetaget af Brandbjergs fastansatte højskolelærere og et sindrigt rotationssystem skulle sikre, at alle deltagere kom hele rækken af timer rundt. Denne undervisning fandt sted om formiddagen og var af samme grund ikke specielt populær, måske også fordi emnerne ikke lige var det, folk var kommet efter. Jeg husker detaljer om en af lektionerne som foregik i Brandbjergs såkaldte Høresal, hvor der er mulighed for filmforevisning. Det handlede om musikledsagelse af film, og vi fik blandt andet forevist den berømte film om en politibetjents trafikdirigering på Sankt Hans Torv, med meget fornem klipning af filmen i forhold til den ledsagende musik (https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/capriccio). Senere blev vi aktivt inddraget, idet vi fik forevist en kort film uden lyd. Den handlede om noget jagt, hvor man blandt andet så en fugl blive ramt og styrte til jorden. Filmen blev derefter gentaget og som deltagere skulle vi improvisere en form for ledsagelse. Det var meget sjovt men nok mere tvivlsomt, hvor godt resultatet lød.
Klasserne var lagt kl. 9.30-11.30 og 15.45-17.45, så man kunne vælge det tidspunkt, som ikke kolliderede med de teoretisk-praktiske studiekredse. Man kunne f.eks. møde frem til Holger Laumanns Arrangørworkshop kl. 9.30 og så kl. 15.45 til et af de almene fag – og fremmøde til begge dele var obligatorisk. Men her gik det galt. Jacob Olsne fortæller:
Det endte i det rene kaos. Folk kom jo på stævnerne for at spille og ikke for at deltage i de meget søgte konstruktioner som holdene var. Jeg kan ikke huske helt, hvad det gik ud på, bare at jeg selv rystede på hovedet og havde en fornemmelse af at højskolens lærere ikke helt var gearet til det. Ud over formiddagshold (teori og lignende), sammenspilshold, eftermiddagshold (instrumentalworkshops) og aftenhold var der så tilføjet hold X, Y, Z, Æ, som folk ikke mødte op til efter et par dage. Der kom en konsulent fra Undervisningsministeriet på et uanmeldt besøg, hvilket fik os til at fise rundt og genne folk ind på holdene – med vekslende held.
Da det rygtedes at der kom inspektion gik det stærkt med at få folk jaget ud af sengene og ind i de uønskede højskoleklasser. Jesper Naur:
Det fik stævneledelsen til om morgenen at sende en trommeslager rundt på gangene og baldre højlydt med et bækken for at vække folk. Det virkede, men førte til mangel på rundstykker ved morgenmaden – køkkenet havde ikke regnet med så stort fremmøde. Senere i løbet af stævnet afholdtes et stormøde med samtlige deltagere, hvor det blev besluttet, at denne ret upopulære aktivitet ikke længere var nødvendig.
På et plenummøde tre dage efter stævnets start kom frustrationerne på bordet. Der var indført spilleforbud efter kl. 02.00, for at gøre det lettere for deltagerne at møde op til de tidlige hold. Men forbuddet blev selvfølgelig ikke overholdt. Deltagerne var utilfredse med de almene fag og der var allerede frafald om formiddagen. Bølgerne gik højt på mødet, hvor utilfredsheden var stor:
Birte Skou: Kurset er det eneste i sin art. Når det ikke fungerer, må vi manifestere, at vi er utilfredse. I stedet for at putte os i kassen, må det laves om.
Peter Danstrup: Næste år må hele stævnet planlægges inden pengene søges. Vi skal ikke finde os i, at vi ikke ved om vi er købt eller solgt.
Bente Dichmann: Vi skal finde ud af, hvad vi gør næste år. Alle parter er i en dårlig situation.
Stemningen på mødet var for at stævnedeltagerne i højere grad selv skulle styre forløbet. Eleverne skal køre kurserne mere end lærerne. Emnerne kan bruges men eleverne skal styre hed det. Det viste sig, at højskolelærerne havde haft fire ugers forberedelsestid, og en af dem havde endda været bortrejst indtil kort tid før stævnet og havde derfor ikke haft mulighed for at forberede sig ordentligt. Hun blev kraftigt kritiseret af en af lærerne i dette plenum, og det vakte en del opstandelse. Hun truede med at trække sig fra timerne, mens andre opfordrede til, at hun skulle have en undskyldning. Bølgerne gik højt.
Men det overordnede problem var og blev de almene højskolefag. Folk blev væk fra timerne, og på et ekstraordinært lærermøde den 21. juli var krisen dominerende. I referatet hed det blandt andet:
Forsøget er mislykket! Støtten kan blive trukket tilbage, hvis vi ikke vil acceptere de alment/kulturelle fag. Vi risikerer at få de politiske højrekræfter på nakken, hvis vi ikke gennemfører dem resten af stævnet. Alle må møde op til teori og alment/kulturelle fag, så ministeren ikke får det indtryk, at vi har snydt dem. De to stævner blev overtegnet på kun en uge, og vi kan kun være tilfredse med, at folk vil spille og ikke har brug for de fag, men vi er under officielt opsyn.
Det var samtidig klart, at deltagerne slet ikke tænkte på konsekvenserne af det, der var ved at ske.
Fremmødet til de alment/kulturelle fag var minimalt. Arnvid Meyer sagde, at man skulle appellere til, at folk mødte frem, men at man jo ikke kunne piske dem. Bent Haastrup udtrykte frustrationen helt klart: Vi laver aldrig mere et stævne på denne måde! På et møde med elevrepræsentanter den 24.juli var konklusionen, at de alment/kulturelle hold havde været en hindring, som havde gjort det samlede program presset. Som det hed: Der har været alt for lidt tid til socialt samvær og til at spille sammen (jam). Arnvid Meyers kommentar var:
Det er ikke rimeligt at tvinge de alment/kulturelle hold ned over folk som har DET sammenspils-behov, når man kun har 14 dage. Det byder man ikke andre musikkurser. Vi skal ikke bare acceptere det og slet ikke, hvis deltagerne skal kunne gå på to sammenspilshold.
I tidsskriftet MM (7/1978) skrev saxofonisten Thorsten Høeg blandt andet:
Og at højskolefagenes ”indblanding” ikke kom til at fungere tilfredsstillende, blev nærmest gjort til elevernes ansvar – som en mere eller mindre samvittighedsfuld anklage fra ledelsens side. Jeg tror nok, at selve problemet bunder i stoffet og lærerkræfternes fremstilling af stoffet. Ofte var timerne for firkantede og meget af stoffet var irrelevant – og som oftest med disse ting, kommer det til at bide sig selv i halen (emner – interesse – dårlige rapporter – for til sidst at ende med støtten næste år).
Men måske var det ikke det store problem for alle stævnedeltagere, for ikke at tale om dem, som dårligt nok registrerede det. Fløjtenisten Charlotte Halberg var på Vallekilde for første gang:
Jeg kan godt huske at det var lidt irriterende med de højskolefag. Måske var jeg på Hold Z: Film, billede, rytme, musik. Jeg har nok taget en lur.
Det vigtigste for de fleste stævnedeltagere var givet sammenspilsholdene. I sommeren 1978 var der annonceret 12 hold under overskriften: Sammenspilsholdene er jazzkursernes rygrad. I rytmisk-improviseret musik har den løbende udvikling af en ”opførelsespraksis” jo langt større betydning end i kompositionsmusikken. For at forøge effekten tilbydes i år flere hold dækkende et bredere spektrum af udtryksformer end nogensinde før, samtidigt med at deltagerantallet er begrænset til 140 i alt mod ca. 160 sidste år. De enkelte hold sammensættes ved planlægningen ud fra bl.a. hensyntagen til genre, instrumentfordeling og sværhedsgrad, men med størst mulig hensyntagen til de på indtegningsblanketterne anførte ønsker. Bemærk, at der mellem visse formiddags- og eftermiddagshold er en direkte sammenhæng, som dog på ingen måde begrænser deltagernes valgfrihed. Så var det om at vælge rigtigt.
Charlotte Halberg:
Mit første stævne var Brandbjerg juli 1978. Det var Pierre Dørge der fik sendt mig afsted. Han mente at det lige var noget for mig. Jeg var på Bjarne Roupe’s Jazzrock, trin 2. Mindst et trin for højt! Jeg måtte virkelig kridte fløjten, men heldigvis var jeg god til at læse noder. Men soloen i Chick Coreas “500 Miles High” i højt tempo, var en kende for udfordrende! Bjarne var helt vildt sød, inspirerende og tålmodig. Peter Fuglsang på 17 år var også med på holdet. Allerede dengang spillede han fantastisk.
Ud over disse dagsaktiviteter var der programsat en række ”tilvalgsaktiviteter” om aftenen. Det havde hidtil været sådan at lærerne mere eller mindre frivilligt også var til rådighed om aftenen. Der havde været drevet lidt rovdrift på visse navne, men det blev nu ændret, så 11 udvalgte lærere kom til at stå for en aflønnet ”doktor”-virksomhed. F.eks. var Niels Harrit og Svend Båring ”Dr. Sax”, Ole Koch Hansen og Anders Mūller var ”Dr. Piano”, Peter Danstrup ”Dr. Bas” og Birger ”Krølle” Sulsbrūck var ”Dr. Percussion”. Det gav Charlotte Halberg visse udfordringer:
Om aftenen var jeg på Latin Percussion hos Krølle. Det var en helt ny oplevelse at spille sammen i et kæmpe latinorkester. Os der valgte ikke at spille på melodi/harmoni instrumenter blev bedt om at vælge et percussioninstrument. Vi fik at vide at det skulle vi holde fast i resten af aftenen. Jeg valgte maracas og det var virkelig hårdt at skulle spille maracas i flere timer. Armene var på et tidspunkt ved at falde af. Men oplevelsen af efterhånden at slappe af i rytmerne har fulgt mig lige siden. Jeg har senere med stor glæde spillet mange skolekoncerter sammen med Krølle i orkestret Berimbau (med Peter Danstrup og Bent Clausen).
Det ville dog være en illusion at tro, at regulær, individuel instrumentundervisning kunne gennemføres på de 13 dage kurset varede. Som det hed i oplægget: Men det vil bestemt være muligt at bidrage til løsningen af konkrete musikalske problemer måske i forbindelse med orkesterarbejdet på selve kurserne, at sætte dette arbejde i relation til den ofte meget individuelle praksis inden for det rytmiske område modsat såkaldt legitim, traditionel instrumentbehandling og i det hele at bidrage til et bedre overblik vedrørende, hvordan en håndværksmæssig udvikling planlægges på længere sigt.
Stævneledere var, som året før, Ole Matthiessen og Arnvid Meyer. Stævnerne var nu udvidet til to på grund af det store behov. Instruktørerne var trompetisten Bent Haastrup, saxofonisterne Hanne Rømer, Holger Laumann, Niels Harrit og Svend Båring, pianisterne Karsten Simonsen og Anders Müller, guitaristerne Morten Højring, Pierre Dørge, Bjarne Roupé og Coste Apetrea, bassisten Peter Danstrup, trommeslagerne Doug Hammond, Marilyn Mazur og Karen Mortensen, orkesterlederen og arrangøren Billy Moore, samt perkussionisten og latineksperten Birger Krølle Sulsbrück.
På trods af det stramme program blev der også tid til en smuttur en lørdag under stævnet til spillestedet Stalden i Silkeborg, hvor en nonet med Jens Jørn Gjedsted, Niels Harrit, Holger Laumann, Ole Matthiessen, Bjarne Roupé, Jacob Olsen, Peter Danstrup, Doug Hammond og Birger Krølle Sulsbrück gav koncert i et repertoire bl.a. med brasiliansk musik og et par af ørehængerne fra Stevie Wonders “Songs in the Key of Life”.
Jens Jørn Gjedsted rapporterede, som de foregående år, i tidsskriftet MM. Der er ikke klippet i teksten, selv om der er en del overlapning med det allerede ovenfor stående:
Det 13. og 14. sommerstævne — Jazz på Brandbjerg Højskole — er afviklet i løbet af juli-august. Interessen var som sædvanlig enorm, og man kunne vist snildt have lavet et tredje stævne. Nu bliver der imidlertid arrangeret et pædagog-stævne i efterårsferien ligesom sidste efterår — i øvrigt i nærheden af Vejle.
Brandbjerg er som lokalitet nok det bedste, man kan finde til disse stævner, som nu ikke er »stævner« mere, men regulære højskoleophold. De er kommet under højskoleloven, og deltagerne kan søge både stats- og kommunestøtte. Det betyder en stor økonomisk lettelse for de mange skoleelever og studerende. Men det betød også problemer af en helt ny karakter.
Nyt var den »højskoleundervisning om samfunds- og kulturpolitiske emner af almen karakter, men med særlig relevans i forhold til kursernes formodede klientel«, som programmet bød på. Det var et punkt, som man har måttet »tage med i købet« for at give stævnerne højskolestatus. Det betød nemlig også, at 25 pct. af undervisningen skulle overtages af højskolens egne Instruktører, ligesom Brandbjerg Højskole nu stod som arrangør i samarbejde med Den danske Jazzkreds og Musik og Ungdom.
Disse alment kulturelle klasser fik titlerne »Musik og samfund«, »Samvær, samspil — psykologisk set«, »Ord til musik og omvendt« og »Film, billede, rytme, musik«. Men hvad man ikke kunne forudse var, at et af de andre formål med stævnet: »ved en intensiveret programlægning i øget grad at give deltagerne mulighed for at tilegne sig musikteoretiske kundskaber, instrumentale færdigheder og erfaringer i sammenspil« meget hurtigt kolliderede med de nye alment kulturelle fag. Den intensiverede programlægning betød f.eks., at der ikke blev tid til pauser. Man gik direkte fra morgenmaden til klasserne, og ligesådan kunne man lige tygge af munden efter frokost, før det gik løs igen. Oven i dette hårde program (9.30-17.45 incl. 1 ½ times frokost og pause) var der yderligere tilvalgsaktiviteter om aftenen. Ydermere kunne programmet for første gang præsentere deltagerne for en spillebegrænsning, idet levende musik var planlagt at stoppe kl. 2.00 — ganske i strid med Vallekildetraditionerne, som smukt førtes videre første år på Brandbjerg i 1977.
Den gik heller ikke
Allerede efter tre dage kom det klart frem på et plenum, at programmet var for hårdt — man fik ikke »jammet« nok — eleverne ønskede mere indflydelse på de alment kulturelle hold — man savnede f.eks. information om musikpolitiske forhold, økonomi, pladeindustri, elektronik etc. — man savnede tid til at slappe af og simpelthen mulighed for at bevæge sig. Dans, sang etc. Det var ret klart, at det forstærkede »skolepræg« føltes som et pres på en meget stor del af deltagerne. Man vedtog at sløjfe »spilleforbuddet« efter kl. 2.00 men at bestræbe sig på alligevel at stå op og komme til de teoretiske og alment kulturelle fag om morgenen. Betingelsen for den offentlige støtte til deltagerne lå nemlig i det obligatoriske fremmøde til den sidste kategori.
At fremmødet så blev relativt dårligt resten af stævnet, lå selvfølgelig i den prioritering, deltagerne foretog — nemlig at koncentrere sig mere om at spille. Da det automatisk blev til natteaktiviteter, måtte morgenen skydes til hen under middag.
Disse stævner (dette var det 13. sommerstævne) er en enestående ting. Der er ikke tilsvarende muligheder for undervisning i sammenspil inden for rytmisk musik, og det er en kendsgerning, at de fleste deltagere får enormt meget udbytte af opholdet. Der går vist også en prås op for mange med fordomme over for »jazz«, for på Brandbjerg opdager de, at det er et uendeligt vidt begreb. (Ja, i år var der på det første stævne et orkester, som spillede originale cubanske rhumba- og mamboarrangementer). Derfor er det vigtigt at bevare den atmosfære og de traditioner, som er bygget op siden 1966. Atmosfæren har været den tvangfrie med muligheder for improvisationer — helt i pagt med den musik, det hele drejer sig om. Det kan ikke være i nogens interesse, at der nu skal presses en dyne af institutionelt diktat ned over stævnet. De bevilligende myndigheder må blidt, men bestemt bringes til at forstå, at dette ikke ligner noget andet og derfor må behandles særskilt. Samtidig skulle det ikke være umuligt at indføre nogle »alment kulturelle fag« i form af mere valgfrie hold med netop de ønskede emner på programmet. Det er yderst relevant for unge, måske vordende musikere — og musikpædagoger — at få viden om den verden af business og teknik, som de ikke undgår berøring med.
På mange måder har stævnet skiftet struktur — i hvert fald hvad angår deltagerne. Hvor der for fem år siden deltog en stor gruppe allerede aktive musikere, er der nu overvægt på folk med mindre erfaring både instrumentalt og hvad angår sammenspil — og på pædagoger og pædagogstuderende. Det sidste er en udvikling, som kan spores tilbage til 1975-stævnet på Vallekilde, hvor en flok AM’er fra konservatoriet i København »åbnede ballet«. Man oplever altså i mindre grad »supermusikere« frem for en større udjævning i niveauet. Det betyder ikke, at der ikke var skrappe folk — eller oplagte talenter — og der blev i hvert fald spillet masser af god musik.
En deltager udtrykte dog på et elevmøde ønske om, at der i højere grad skulle være tilbud til skrappere musikere, fordi »man lærer en masse af blot at lytte til dem.« Og det er da også rigtigt, at der, trods alt, ikke var egentlige lærermagneter i form af udenlandske »navne«. Der havde været tale om bl.a. Thad Jones og Eberhard Weber, men det lod sig altså ikke realisere.
Men ser man bort fra det, har den udvikling, at man starter som stævnedeltager og fortsætter som lærer, vist sig at være frugtbar. I år var det folk som Marilyn Mazur, Hanne Rømer, Karsten Simonsen, Karen Mortensen og Peter Danstrup — i dag kendt fra grupper som Zirenes og Orghani, Hos Anna, Cox Orange og Strange Brothers. Endvidere fra den mere regulære jazzlejr, guitaristen Morten Højring og pianisten Anders Müller.
Jeg hæftede mig særligt ved sammenspilsholdet »Brandkorpset«, kørt af Karen Mortensen og guitaristen Pierre Dørge, som ikke tidligere har haft tilknytning til stævnerne. Det var et klart begynderhold, og at få folk, som ikke er vant til sammenspil, og som ikke har spillet længe på deres instrumenter, til at at arbejde sammen og opnå et musikalsk resultat, er lidt af en opgave. Det var interessant at følge udviklingen fra de første dages usikkerhed, hvor nogle hoppede fra og over på andre hold, og hvor det hele ikke rigtig lød af noget — frem til afslutningskoncerten, hvor deltagerne med imponerende selvsikkerhed spillede musik, som de i meget høj grad selv havde lavet undervejs.
Dørges fremgangsmåde var bemærkelsesværdig. Nogle dage lavede man »dagens skala«. Hver deltager bidrog med en tilfældig tone, og over den skala, som blev resultatet, byggede man et stykke musik op. Alt kunne bruges — også »bøfferne«, de forkerte toner, udråb etc. — alt blev skrevet ned og indgik i musikken. Det var ganske klart, at den skepsis, som nogle af deltagerne havde i starten, blev vendt til stor begejstring, fordi denne frie form, hvor de kunne bruge alt — eller for den sags skyld den smule, de kunne, indgød dem selvtillid. Men Dørges sans for det usædvanlige blev resultatet både musik af rytmisk og melodisk karakter og i en mere fri form — mixet med en god portion humor.
Karen Mortensen bidrog med andre aspekter — ikke mindst med afrikansk inspiration. Som musikpædagog og musiker er hun 100 pct. medlevende i musikken, og det er ikke sært, at det virker inspirerende på hendes elever.
»Brandkorpset« blev en værdig arvtager af John Tchicai’ s hold de foregående år, og da Marilyn Mazur’s hold i høj grad også byggede på frie musikformer, kan man altså konstatere, at det, som populært kaldes »avantgardejazz« er her for at blive, og at formen er brugbar rent pædagogisk. Jeg kunne dog godt forestille mig, at nogle risikerer at snyde sig selv, hvis de ikke samtidig modtager noget teoretisk og teknisk undervisning. Disse hold kan lære folk nogle måder at komme til at arbejde sammen på, men giver dem i mindre grad den ballast, som gør det muligt for dem at spille sammen med andre, når de kommer hjem fra Brandbjerg. Men lad os nu se — resultatet her var fremragende!
Karsten Simonsen og Holger Laumann — den sidste, veteran og pioner inden for undervisning i rytmisk musik — delte holdene på jazz/rock-området, og det kom der også megen fin musik ud af.
Spændende var i år Birger »Krølle« Sulsbrück’ s (Cox Orange mm.) tilstedeværelse. Han har specialiseret sig i percussion af enhver art — og ikke mindst i cubansk musik. Vi har indtil videre hovedsageligt hørt brasiliansk musik — samba — på disse breddegrader, men cubansk musik og »salsa« er rytmisk en lidt anden sag — og nok så spændende. Som jeg nævnte i starten, kunne man nu høre rumba- og mamborytmer i originale arrangementer — og der var gang i congas og timbales. Der blev også lavet et rent percussionband. »Krølle« havde check på de ting, og det gik nok op for en del, at disse slagtøjsinstrumenter er svære at betjene rigtigt.
Man kan ikke lære at spille på Brandbjerg!
At så relativt mange deltagere var urutinerede rent instrumentalt, gav også problemer på nogle hold. Paradoksalt nok var mange derimod ret velorienterede i nodelæsning og harmonier, men disse deltagere havde tilsyneladende overdrevet en del på tilmeldingsskemaerne, for det kneb gevaldigt for instruktørerne at etablere et rimeligt sammenspil — simpelthen fordi flere så at sige lige var begyndt at spille på det medbragte instrument. Saxofonen er underligt nok det foretrukne begynderinstrument — som om det skulle være nemt …. Og karakteristisk er det, hvis man må være så direkte, at disse vordende saxofonister koncentrerer sig mest om at finde ud af at flytte fingrene så hurtigt som muligt frem for at forsøge at få en rimelig tone ud af hornet. Og man kan undre sig over, at så at sige ingen vælger at spille f.eks. trompet. Det er ikke til at opdrive messingblæsere til de stævner. Men når der nu kommer gang i den cubanske bølge, sker der måske noget — for der går det slet ikke uden trompeter.
Der var startvanskeligheder i big band’et — ikke mindst pga. messingproblemerne. De blev løst hen ad vejen, og instruktøren, den herboende amerikanske arrangør Billy Moore, klarede opgaven med bravur. Han afløste Sy Oliver som arrangør for Jimmy Lunchefords orkester i 1939, men er nok mest kendt for sit arrangement af »Skyliner« for Charlie Barnets orkester. Det vil nok være en overraskelse for mange stævnedeltagere at høre, at han faktisk er 60 år, for alderen lod ikke til at tynge ham på nogen måde, og han skabte en god atmosfære omkring orkestret, der faktisk lød godt ved afslutningen. Det havde været spændende, hvis man kunne have udnyttet percussion-holdet og sat de to grupper sammen. Var det ikke en idé næste år? Men det bliver måske Thad Jones i 1979??
New Yorker-trommeslageren Doug Hammond præsenterede i øvrigt også et spændende resultat af arbejdet med sit hold. Den afsluttende koncert viste, at der er masser af musik i slagtøj og percussion alene, og det viste en anden facet af disse instrumenter end »Krølle«s latinamerikanske.
Meget sympatiske bekendtskaber var de to svenske instruktører Bjarne Roupé (guitarist i Egba) og Coste Apetrea (guitarist i Jukka Tolonen Band), og koncerten en af de sidste aftener med Apetrea og et lærer/elev band var forrygende. De to svenskere viste således ved forskellige lejligheder deres format som musikere uden i øvrigt at føre sig frem. Apetrea’s hold deltes allerede på et tidligt tidspunkt i to dele, hvoraf den ene fandt sammen i et enestående homogent sammenspil. Med besætningen sangerinde, violin, guitar, bas og keyboards, skabte musikerne ved konstant og intens øvning usædvanlig musik med brændende violinspil og Urszula Dudziak-inspireret sang. Der opstod meget andet forskelligartet musik og alene den sidste dag, var der mellem 15 og 20 grupper på programmet, der startede kl. 15 om eftermiddagen og sluttede kl. 7 næste morgen.
Man kunne nævne masser af andre punkter på Brandbjerg-programmet, men hvad mange var glade for, var aktiviteter uden for programmet — f.eks. »samsang« lige inden frokost. Det indebar langt mere end sang og foregik både ude og inde. Også Marilyn Mazurs dramadans hjalp nogen til den motion, som efterlystes på plenum.
Det er også muligt at få instrument-instruktion og mere teoretisk viden om nodelæsning og harmonilære, men man må nok sige til kommende stævne-deltagere, at de bør møde op med en vis grundviden og -kunnen, for 14 dage er ikke nok til at lære at spille på et instrument eller at lære at læse noder. Men der var pres på »Dr. bas«, »Dr. percussion« osv., så Brandbjerg er et godt bevis på den fatale mangel på kvalificeret undervisning i rytmisk musik i Danmark.
Brandbjerg vil givet fortsat udklække gode pædagoger — noget tyder på, at de kommer der i stort tal — men der mangler noget for musikere — de mere rutinerede. Der går masser af halv- eller helprofessionelle folk rundt med ønsker om at lære mere. Der må gives mere avancerede tilbud — eller laves et stævne for disse forsømte folk. Og alligevel er den sidste løsning måske ikke helt god, fordi blandingen af »skrappe« og »mindre skrappe« netop kunne være frugtbar.
Vigtigt er det nu, at arrangørerne, og i første række Den danske Jazzkreds, finder frem til en acceptabel løsning på problemet omkring stævnernes forhold til de bevillingsgivende myndigheder. Det er vigtigt, at vi ikke sætter alt det, som er opnået siden 1966, til i bureaukrati og krav om undervisningsformer, vi ikke kan bruge til noget.
Rytmisk musik drejer sig primært om organisk puls og improvisation — og det er de elementer, der skal være de væsentlige.
Lørdag den 22. juli fandt den efterhånden traditionsrige Brandbjerg Revy sted med overskriften HALLO HALLO! sted efterfulgt af med den lige så traditionsrige midtvejsfest.
Denne gang havde revyen indslag som The Ronsons (Hanne + kor), Italieren (Krølle), Skyggetromning, Bebop i naturen, Et Kulturelt indslag (Anna & Bent), Blåt op (Jens-Erik (Sørensen?) m.fl.), After Shave F (Holger), Jailbird & The Gang (Ole), Die Meistersinger GmBH, Den lille Vindhætte og Rødulven, The Smirnoffs, Los Torbinos – Europapremiere, Katte – The Cats, Skæve Torben (lige børn leger bedst – skæve børn dernæst) og Østjysk Emhætteforsyning.
Konsulenten fra Undervisningsministeriet, som kom på inspektion på stævnet, var en flink mand, fortæller Jacob Olsne, men han rystede synligt på hovedet med et sygt smil og sagde, at han var villig til at se igennem fingrene med det denne gang, men at vi aldrig skulle gøre det igen.
OPRÅB! Vi mangler seriøst oplysninger om det andet stævne på Brandbjerg fra den 6. – 19- august. Deltog du, og kan du huske noget fra stævnet, eller har billeder, stævneprogram eller lignende liggende, så må du vældig gerne kontakte os på vores email: jazzstaevnerne@gmail.com
mange hilsener
Aage, Ole & Jens jørn
Vi har modtaget nedenstående på vores mail fra den norske saxofonist Morten Halle
“Hei, jeg var på det andre stevnet i 1978 sammen med min norske trommeslagervenn Carl Størmer. Husker mange av lærerne og elevene:
David Murray, Steve Lacey, Lee Konitz meldte avbud, Marilyn Mazur, Bjarne Roupé, Paul Motian. Av elever husker jeg Frans Bak, Hans Fagt, Cecilia Wennerstrøm fra Sverige, TS Høegh, også Kim Kristensen tror jeg.
David Murray kjørte en lett stormannsgal stil med medbragt kjæreste og manager, sistnevnte holdt små taler hver gang David skulle gjøre noe. Jeg var på Davids hold, det var egentlig fint nok men ikke akkurat Lee Konitz som han stilte istedenfor. Husker David stilte på jam og blåste ut en solo på 90 minutter uten pause, stakkars komp….”