Bag det musikalske faglige forløb på et jazzstævne er der flere lag, som har dybe rødder i den menneskelige psyke.
At samle ca. 100 mennesker i en uge eller mere giver en fælles samhørighed, en stammefølelse, som formentlig er urgammel.
Et samlingssted for kreative nysgerrige mennesker med sans for improvisation med antennerne ude i en tid, hvor alt var i forandring.
En uge, måske 10 dage, hvor alt var anderledes, hvor man kunne eksperimentere, tænke ud af boksen, afprøve ting, komme ud af den daglige trummerums begrænsende tankebaner, samle ny energi, få ny inspiration, møde ligesindede. For nogle et første møde med en ukendt verden.
Dette er ikke kun en nøgtern musikhistorisk dokumentation, men også en kærlighedserklæring til enestående øjeblikke i dansk musikhistorie, som fortsat sætter sig spor i det musikalske landskab.
Set udefra ligner musikstævner i dag et hvilket som helst andet kortere sommerophold på en dansk højskole, men da jazzstævnerne blev etableret i 1960erne, var situationen helt anderledes.
Dengang fandtes der kun få muligheder for at blive undervist i jazz eller anden rytmisk musik, så stævnerne dækkede et vigtigt behov og er fortsat, helt op til vor tid, en på overfladen næsten usynlig, men vital og kraftig understrøm i dansk musikliv.
Her mødtes og mødes musikfolk fra hele landet, skabende netværk, udvekslende ideer, både musikalsk og pædagogisk, og tager hjem efter intens kreativ musikalsk aktivitet, med bagagen fuld af inspiration, oplevelser og nye kontakter. Utallige musikalske konstellationer er opstået på stævnerne, hvor garvede professionelle har headhuntet unge talenter, eller man har fundet sammen med ligesindede. Næsten alle betydende danske, såvel som mange udenlandske kapaciteter, har gennem årene lagt vejen forbi, enten som deltagere eller instruktører.
Stævnerne har gennem årene været udbudt i flere forskellige former og til forskellige målgrupper – fra musikpædagoger og journalister til udøvende kunstnere. Kulturudveksling, som har betydet ny inspiration, nye udfordringer og start på internationale samarbejder, herunder også som inspiration for lignende projekter i vore nabolande Sverige og Norge.
Overordnet set en af de vigtigste kulturelle aktiviteter overhovedet på den danske musikscene i slutningen af 1900-tallet. Ikke en kortlivet event glemt dagen efter, men en aktivitet med stor gennemslagskraft, som har trukket dybe og varige spor i dansk musikliv. Stævnerne har sat deres aftryk på mange generationer af rytmiske musikere i Danmark, og har haft stor betydning for udviklingen af den rytmiske musik og musikpædagogik i Danmark.
Det er over et halvt århundrede siden, det første stævne fandt sted på Magleås Højskole, dengang arrangeret af Den danske Jazzkreds og Musik & Ungdom. I dag er stævnerne videreført af organisationen Jazz Danmark. De blev i mange år afholdt på henholdsvis Vallekilde og Brandbjerg Højskoler, hvor der, gennem learning by doing og udveksling af ideer, efterhånden blev udviklet en særlig dansk rytmisk musikpædagogik. Inspiration udefra skete via international deltagelse på højt niveau, både på det musikalske og pædagogiske område. De udviklede stævnemetodikker blev fundamentet for en særlig dansk musikpædagogik, først på den Rytmiske Aftenskole (nu Rytmisk Center), senere på Rytmisk Musikkonservatorium og de øvrige rytmiske konservatorieuddannelser, hvis lærere i mange år ofte var rekrutteret blandt stævnernes instruktører.
I slutningen af 1970erne begyndte musikstævneaktiviteten at knopskyde, hvor de oprindelige stævner blev rollemodel for lignende aktiviteter på højskoler over hele landet, medens undervisningsmetoder gennem en årrække blev videreformidlet og udviklet på de særlige musiklærerstævner på Vallekilde Højskole.
På den baggrund besluttede Den danske Jazzkreds i 1980erne at målrette musikstævner mod den danske elite, som fik mulighed for at modtage undervisning af internationale kapaciteter.
Den nye struktur blev fra 1991 kaldt Summer Session, og har medført øget internationalt samarbejde og eksponering af danske musikere i internationale sammenhænge.