I midten af 90’erne oplevede arrangørerne en nedgang i antallet af tilmeldinger. Ikke noget truende, men dog alvorlig nok til, at man måtte overveje stævnets fremtid.
Efter stævnet på Ubberup Højskole i 1995 (Vallekilde højskole gennemgik en større renovering det år) gik de to stævneledere, Åse Haugaard og Aage Hagen i gang med at analysere udfordringen: Hvad skyldtes tilbagegangen, og hvad skulle der til for at vende denne tilbagegang?
Det var i virkeligheden nok mange årsager til den svigtende interesse for stævnet. Der var rigtig mange af den oprindelige målgruppe, der allerede havde været deltagere. De nye rytmiske konservatorieuddannelser betød, at der var flere veluddannede lærere i rytmisk musik generelt. De nyuddannede musiklærere så måske derfor ikke behovet for netop denne type efteruddannelse, som jo i udgangspunktet var rettet mod undervisere, der havde et udtalt behov for musikfaglige og pædagogiske værktøjer inden for rytmisk musik. Og måske var tiden simpelthen løbet fra konceptet?
En ting var dog sikker: Der havde i de senere år været den samme gruppe af både lærere og deltagere, hvilket havde skabt en tryg faglig ramme for deltagerne, ja, en næsten familiær stemning, men som også kunne virke noget sammenspist for nye deltagere. Det var simpelthen blevet for hyggeligt. Der var behov for noget nyt.
Det hører med i billedet, at der gennem de sidste mange år havde været en større gruppe norske deltagere med på stævnet. Rædselsscenariet var, at hvis alle disse nordmænd pludselig en dag blev væk, ville man ikke nødvendigvis kunne samle nok tilmeldinger til at gennemføre stævnet.
Det endte med, at Aage Hagen som stævneleder skulle videreføre stævnet og prøve at sætte en ny kurs. Hagen valgte at sætte alt på et bræt og udskifte hele lærergruppen i forventningen om, at nye lærernavne ville tiltrække nye deltagere. Den nye lærergruppe var: Aage Hagen (stævneleder), Jakob Olsne, Frank Overgaard, Thomas Olorenshaw, Jesper Sveidahl, Maj-Britt Kramer, Benita Haastrup, Marie Bergman, Lena Gregersen, Finn Poulsen og stævneveteranen Leif Falk.
Satsningen lykkedes, og i 1996 løb det 20. musiklærerstævne af stabelen, nu igen tilbage i de kendte rammer på Vallekilde, som i mellemtiden havde gennemført en tiltrængt renovering. Selv om mange af de “gamle” deltagere valgte at blive væk, herunder en del af de norske deltagere, blev de erstattet af flere nye deltagere. Det lykkedes faktisk at vende den nedadgående kurve, ikke at der meldte sig voldsomt mange flere deltagere, men dog nok til, at det gav håb for fremtiden.
Men der var truende skyer i horisonten.
I midten af 90’erne stod det klart, at RMU, som siden 1981 formelt stod med det faglige ansvar for stævnet, var havnet i en situation, hvor det var vanskeligt at videreføre foreningen. Baggrunden var sådan set positiv, det var jo RMU’s opgave at etablere og styrke undervisning i rytmisk musik på alle niveauer i Danmark, og det var lykkedes på mange områder: Der var etableret rytmiske uddannelser på 5 ud af de 6 “gamle” konservatorier, og der var etableret en helt ny uddannelse på konservatorieniveau i rytmisk musik og bevægelse i Silkeborg. Der var vedtaget en ny musikskolelov, hvor det var et krav, at en musikskole, for at få refusion fra staten, skulle udbyde både klassisk og rytmisk musik. Der skød rytmiske aftenskoler op i flere af de større byer og højskolerne udbød både korte og lange kurser i rytmisk musik. Til gengæld gik det stadig trægt på det område, som oprindeligt var begrundelsen for at skabe Musiklærerstævnet: Folkeskolen og seminarierne. Og det gør det desværre fortsat.
På det organisatoriske plan var det et problem, at alle de, der havde været med i arbejdet omkring RMU, selv havde fået gode stillinger på det arbejdsmarked, som de havde kæmpet så hårdt for. Det var jo i grunden en meget positiv historie, men det gjorde det i stigende grad svært at rekruttere nye medlemmer til foreningen og dens bestyrelse. De nye generationer, der nu kunne nyde frugterne af RMU’s og de øvrige rytmiske musikorganisationers mangeårige indsats, havde i sagens natur ikke noget stærkt behov for at arbejde fagpolitisk og de så ikke nogen tvingende nødvendighed til at organisere sig i en interesseorganisation som RMU.
Aage Hagen, der havde været RMU’s sekretær siden 1991 og formand siden 1995, og selv blev fastansat på Rytmisk Musikkonservatorium i 1996, var bevidst om udfordringen og stillede det radikale forslag, at man simpelthen nedlagde RMU. Bestyrelsen, der bestod af bl.a. Gerda Hempel, afdelingsleder på Rytmisk Center og Anders Thomasen, leder af aftenskolen Skibhus 1748 i Odense, var enig, og i slutningen af 1996 gik processen i gang. På generalforsamlingen samme år blev Astrid Elbek og Ib Buchholtz Hansen, der begge havde mange års musikpolitisk erfaring, bl.a. som medlemmer af Statens Musikråd, valgt ind i bestyrelsen med henblik på at få belyst konsekvenserne af en eventuel opløsning så grundigt som overhovedet muligt. Alle muligheder kom på bordet, men i sidste ende blev man enige om, at en opløsning var det rigtige. Og i det tidlige forår 1997 blev RMU formelt lukket ned.
Men på det tidspunkt havde Musikrådet allerede bevilget penge til musiklærerstævnet på Vallekilde samme efterår, og det blev besluttet at gennemføre stævnet, nu med Statens Musikråd som formelt ansvarlig for stævnet og med Aage Hagen som stævneleder.
Men der var flere problemer.
Efter stævnet i 1996 meddelte Den Danske Jazzkreds, der havde været den praktiske organisator af musiklærerstævnerne siden starten i 1977, at man ikke længere ønskede at fortsætte samarbejdet omkring musiklærerstævnet. Jazzkredsen mente, at musiklærerstævnerne efterhånden havde så lidt med jazz at gøre, at man ikke mente, at denne type stævner hørte hjemme i Jazzkredsens opgaveportefølje.
Det var jo sådan set en rimelig betragtning, men det medførte selvfølgelig en øget arbejdsbyrde for stævnelederen, som nu var alene om at stable stævnet på benene. Tilmeldingerne gik også lidt trægt, og 17. september 1997 skriver Hagen til Statens Musikråd:
Kurset er budgetteret til 60 kursister. På nuværende tidspunkt er der kun 48 tilmeldte, hvilket giver mig et underskud på ca. 20.000 kr. Der kan selvfølgelig nå at komme flere tilmeldinger, men det er nok realistisk at regne med et mindre underskud i det endelige regnskab. Jeg vil derfor anmode SM om at friholde nogle af de midler, som blev tilbagebetalt fra RMU (i forbindelse med foreningens opløsning), til dækning af et evt. underskud.
Da det kom til stykket, blev der ikke brug for at tilføre stævnet ekstra midler. Der meldte sig flere deltagere, og som Hagen skriver 31. marts 1998 i afrapporteringen af stævnet:
Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at det lykkedes at vende dette underskud til et overskud, dels ved besparelser på selve stævneprogrammet, dels ved at jeg kunne udføre alle administrative funktioner fra Rytmisk Musikkonservatorium, der således i praksis har afholdt alle udgifter til telefon, kopier, porto m.v.
At Rytmisk Musikkonservatorium valgte at gå ind og støtte stævnet så direkte, skyldes nok primært at konservatoriet var skabt af den samme gruppe ildsjæle, som i sin tid havde været med til at skabe jazzstævnerne, men også at den daværende rektor, Peter Danstrup, der selv havde en lang fortid på jazzstævnerne, generøst gav plads til flere spændende initiativer, også uden for konservatoriets egentlige opgaveportefølje.
Med RMU’s opløsning stod det klart, at stævnet skulle forankres i en ny organisation for at overleve. Det lå lige for at kontakte Rytmisk Center i København, der i de år, med Torben Schipper som en driftig og innovativ leder, var inde i en ekspansiv periode, hvor man foruden Den Rytmiske Aftenskole havde udvidet aktiviteterne med en lang række undervisningstilbud, der fik tilskud fra flere forskellige offentlige kasser.
Rytmisk Center sagde ja til at tage Musiklærerstævnet med som en del af deres nye efteruddannelsestilbud, og det lykkedes at gennemføre et stævne i 1998. Konceptet var det samme som i de senere år, mens lærergruppen var overvejende ny: Mette Ott (stævneleder), Benedicte Steen Andersen (selv tidligere deltager på stævnet), Ole Rømer, Simon Thorsen, Etta Cameron og med Leif Falk som eneste genganger.
Men så var det også slut. Der blev annonceret et stævne i 1999, men det blev aflyst på grund af for få tilmeldinger. Der var sikkert flere grunde til, at deltagerne blev væk, men set i bakspejlet må man nok konstatere, at tiden var løbet fra denne type kurser. Som Hagen skrev i sit brev til Musikrådet 17. september 1996: Endelig kan det jo også tænkes at stævnets form og indhold trænger til en fornyelse. Dette bør man overveje, inden SM bevilger tilskud til potentielle nye arrangører efter RMU.
Efter 22 år var Musiklærerstævnet en afsluttet epoke, men det havde haft en helt uvurderlig betydning for mange musikundervisere i den musikpædagogiske verden.