Der var bred opbakning til at fortsætte stævneaktiviteterne året efter. Helt frem til 1991 var der skiftende stævneledere fra år til år. I 1967 var det trompetisten Jørgen Nissen, formand for Den danske Jazzkreds, som stod for tilrettelæggelsen, og prisen for det hele, inklusive kost og logi var 250 kr. (ca. 2300 kr. i nutidspenge).
Ligesom året før blev stævnet hurtigt overtegnet, flere værelser blev overbemandet, mens andre deltagere fandt alternativ overnatning i nærheden af højskolen.
Administration blev fortsat varetaget af Musik & Ungdom med Kjeld Hansen og sekretæren Jette Kjeldsen, og stævnet blev igen afholdt på Magleås Højskole.
Man har senere kaldt denne sommer “The Summer of Love”, fordi den på mange måder stod i hippiernes og blomsternes tegn. Der var noget i luften. Ny musik fra San Francisco, The Beatles og “Sgt. Pepper”, farvestrålende tøj og psychedelia.
Jazzstævnet var ikke upåvirket, men som fotos vil vise, gav det mest anledning til skæg og ballade og ikke egentlig musik, som var påvirket af den nye rockmusik.
Programmet var sammensat efter lignende mønster som året før. Birger Jørgensen docerede om Jazzen og ordet, som bl.a. producerede en udsendelse til Danmarks Radios “Ugens Jazz”. Erik Moseholm kom desuden og optog afslutningskoncerterne og sendte senere uddrag i radioen. Arnvid Meyer talte om Louis Armstrong, John Jørgensen om Duke Ellington og Steen Nielsen om Miles Davis – og om musikteori. Trompetisten Jørgen Nissen bestyrede pladebaren i de sene aftentimer.
Arnvid Meyer ledte en trad.- og swing-sammenspilsgruppe, og Ray Pitts et big band – en svær opgave, fordi ikke mindre end ni tenorsaxofonister havde meldt sig. Pitts var en myndig orkesterleder – bassisten og pianisten Thomas Clausen erindrer:
Fra stævnet husker jeg, at jeg spillede med et big band ledet af Ray Pitts, som bad mig lade være med at trampe takt så kraftigt, at jeg overdøvede bassen…! Det var jo dengang man endnu spillede helt akustisk.
Fra 1967 og fremover blev stævnerne et vigtigt samlingssted for tidens unge jazzmusikere.
Blandt stævnedeltagerne det år var næsten halvdelen gengangere fra forrige års stævne. Udover Thomas Clausen, finder man i deltagerlisten navne, som senere markerede sig på jazzscenen, f.eks. de to markante Aarhus-saxofonister Niels Barfod og Finn Odderskov og fra det københavnske jazzmiljø saxofonisterne Michael Hove, Jesper Nehammer og Carsten Meinert, pianisterne Kenneth Knudsen, Lennart Flint og Anders Barfod, basunisterne Kim Menzer og Niels Neergaard – og hertil kommer så to af forfatterne af denne publikation – pianisten Ole Matthiessen og trompetisten Jens Jørn Gjedsted. En anden aflægger var Jazz i Reprisen, som startede måneden efter stævnet.
Thomas Clausen, som vi gennem årene har kendt som et af de førende navne i dansk jazz, begyndte sin karriere som bassist, og det var som sådan, at han mødte frem på sit livs første jazzstævne – 17 år gammel. Han havde godt nok spillet klaver i 10 år, men var begyndt at flirte med kontrabassen året før – i 1966 – inspireret af musiklæreren Gunnar Heerup på Aurehøj Gymnasium. Og Thomas fik sin sag for på Magleås:
Netop ankommet til stævnet i 1967 ødelagde jeg min pegefinger i starten af stævnet. En larmende jamsession var i gang – uden bassist, og jeg pakkede bassen ud og spillede med. Da jeg 20 minutter senere så på min finger, opdagede jeg, at den var helt mørkeblå! Så jeg droppede med det samme at spille mere bas på det stævne, puttede en solid gang hæfteplaster på fingeren, og spillede klaver for resten af pengene. Troede jeg. Lige indtil de andre bassister på stævnet en dag shanghajede mig til at spille med Dexter Gordon, fordi de ikke selv turde! De må jo ha tænkt, at jeg som pianist var bedre rustet (f.eks. harmonisk) til opgaven. Eller hvad ved jeg? Dexter stod lige og manglede en basafløser for en vis NHØP til en prøve. Der skulle være TV-optagelse af samme aftens koncert med Dexter, Kenny Drew, NHØP & Albert ”Tootie” Heath. Koncerten kan ses på You Tube:
Jeg puttede mere hæfteplaster på fingeren og spillede med. Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede, men Tootie sad bare og smilede til mig, mens vi spillede ”Soy Califa”, som jeg aldrig havde hørt før. Var også på Steen Nielsens kursus om Miles Davis. Vi gennemgik bl.a. “81” fra albummet “E.S.P”, som på det tidspunkt har været spritnyt.
Miles Davis’ album “E.S.P.” blev udsendt i USA i 1965, men tingene gik ikke så stærkt som i vore dage, hvor meget musik kan høres i samme øjeblik det bliver offentliggjort. I øvrigt findes et uddrag af koncerten (med NHØP på bas) på cd’en “Jazz at The High School” (Storyville Records).
Finn Odderskov var 20 år, da han dukkede op på Magleås i sommeren 1967. Han har senere placeret sig solidt på især den aarhusianske jazzscene, men dengang boede han i Fredericia.
Ja hvad kan jeg egentlig huske, andet end at det var en super oplevelse, som vel egentlig førte mange jazzovervejelser med sig.
Jeg kan huske, at jeg var overvældet over, at der var så mange gode musikere, der kunne så meget. Jeg kom selv sent i gang med at spille saxofon og jazz. Det var der ingen, som jeg kendte i Fredericia, der gjorde på det tidspunkt, så “jeg har været inde i alle blindgyderne”.
Derfor både følte og var jeg på ret bar bund, da jeg kom til Magleås. Det gjorde derfor et stort indtryk at høre saxofonister som Jesper Nehammer, Carsten Meinert og Michael Hove, for slet ikke at tale om koncerten med Dexter Gordon. Jeg kan så også huske, at jeg var på Arnvid Meyers hold. Det var både hyggeligt, sjovt og musikalsk inspirerende for mig.
Finn Odderskov er der endnu, men de tre saxofonister, som han nævner her, er borte. Der manglede ikke saxofonister på stævnet, og til overflod gav Dexter Gordon altså koncert. Arnvid Meyer kom ligesom Ray Pitts på arbejde. Han havde medbragt arrangementer til en enkelt swinggruppe, men det viste sig, at der havde meldt sig dobbelt så mange musikere som forventet, og han havde ikke tid til at skrive flere arrangementer. Flere af deltagerne startede og øvede med egne grupper på stævnet. Ole Matthiessen rekonstruerede gruppen med det ironiske navn Harmony Stompers, som han til daglig øvede med hjemme på Kildegårds Plads i Gentofte: Jens Jørn Gjedsted (tp) Michael Hove (as), Carsten Meinert og Jesper Nehammer (ts), Henrik Hove (b) og Jon Finsen (dr) og med gæstesolisten Erling Kroner (ts). Det var her Kroner første gang hørte den unge Hove, som derefter, sammen med Ole Matthiessen var med i hans gruppe i 13 år.
Der var koncerter med Københavns Fodvarmere og Finn von Eybens gruppe med saxofonisten Carsten Meinert og pianisten Søren Svagin samt Københavns Fodvarmere. Desuden lagde Klaus Rifbjerg vejen forbi med Becketts “Ordet” i samarbejde med trompetisten Martin Dam, altsaxofonisten Hans Wiedemann, pianisten Hans Erik Phillip, Peter Ingemann på bas og Finn Frederiksen på trommer.
The Summer of Love smittede af med et Flower Power Show med stævnedeltagere, som senere i august blev gentaget ved et psychedelisk show på Nærumgaardskolen med Capt. JJ and his Dinner & Supper Band, ikke mindst inspireret af Beatles “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” og den direkte tv-transmission fra London af deres “All You Need Is Love” en måned tidligere.
Jazzstævnet på Magleås Højskole varede kun i fem dage. Der var bred enighed om, at fem dage var alt, alt for lidt. Dog var der fest og løssluppen stemning ved afslutningskoncerten, og Arnvid Meyer talte med jazzkritikeren og pianisten Boris Rabinowitch:
“Tænk, hvis vi havde haft mulighed for noget tilsvarende. Med jazzstævnerne på Magleås er begyndelsen skabt til en ny tradition.”
Galleri
