Det første stævne sted fandt på Magleås Højskole ved Høsterkøb i Nordsjælland fra den 6. til 11. august 1966. Da stævnet ikke blev afviklet under højskoleloven, havde man frie rammer med hensyn til undervisning uden særlige krav om alment oplysende kurser. Moseholm prioriterede dog interesseflader til andre kunstarter som malerkunst, poesi og film, som indgik i programmet på forskellig vis. Der var ingen instrumentale krav, men begyndere kunne dog undervises af Frands Holm, som var fortrolig med Bernhard Christensens rytmiske pædagogik.
Programmet fik følgende udformning, hvor flere af studiekredslederne var medlemmer af Den danske Jazzkreds:
Studiekredse fra kl. 10-12:
Erik Wiedemann: Nyeste strømninger i jazzen
Erik Moseholm: Jazz og film
John Jørgensen: Blues
Steen Nielsen: Miles Davis
Sammenspil og teori fra 14-16:
Arnvid Meyer: Swingmusik
Ray Pitts: Moderne jazz/Big Band
Steen Nielsen: Teori m.m.
Frands Holm: Rytmik
Kl. 16-18, happenings med Jens Jørn Thorsen,
Om aftenen var der et varieret program med tur til Radiohuset til den igangværende Radiojazzgruppefestival med orkestre fra Danmark, Polen og Sverige, filmforevisning, fluksusforedrag med Erik Andersen, Erik Knudsen “Om at læse tekster”, koncerter med Ray Pitts kvintet og Contemporary Jazz Quartet. Og så var der selvfølgelig jamsessions og egne aktiviteter efter det officielle program var slut.
Det første stævne blev en stor succes, og alle 60 pladser var hurtigt solgt. Stævnet var åbent for alle, og der var ingen krav om, at man skulle kunne spille på et instrument. De fleste stævnedeltagere var mellem 14 og 26 år gamle. Kurset kostede 230 kr. pr. deltager, som dækkede forplejning, logi og undervisning. Økonomien var tredelt: Deltagerne betalte for forplejning og logi, Den Danske Jazzkreds betalte instruktørerne, og Musik og Ungdom stod for administrationen. Blandt deltagerne var senere kendte jazzfolk som trompetisterne Søren Damving og Jens Jørn Gjedsted, saxofonisterne Michael Hove og Morten Carlsen, pianisten Peder Kragerup samt bassisten Henrik Hove.
Søren Damving: Hjemme på ferie så jeg en notits i avisen om, at man søgte musikere til Magleås. Det slog mig som et kølleslag, og jeg besluttede, at det dér, det skulle jeg bare! Så blev jeg meldt til, og det var noget, som ændrede mit liv.
Allerede på det første stævne var kvinderne repræsenteret. Her en lille øjebliksberetning fra den da 20 årige Bente Clod, som deltog på Arnvid Meyers swinghold:
Det var Else, der ville af sted. Hun mente, at et jazzstævne på Magleås Højskole lige var noget for mig og min jazzsang. Selv trængte hun til luftforandring. Den uge, stævnet varede i juli 1966, ville helt sikkert gavne min sangstemme og løfte hende ud af noget bøvl med en fyr ude på Nørrebro, hvor hun boede. Jeg meldte mig til som sanger. Det skulle nok blive godt.
Else og jeg installerede os i et udmærket dobbeltværelse. På det tidspunkt var jeg tyve år og aldrig set af nogen uden kraftig øjen makeup, ægte Max Factor Extra Waterproof, men det gik vel an, at Else så mit ansigt uden de farver, der berettigede mig til et nogenlunde normalt liv. Jeg viste mig ikke for nogen uden Max Factor før langt senere.
Under velkomstmiddagen den første aften mødte vi en fyr, der fortalte mange tyrefægterhistorier. Han og kæresten havde lige været i Spanien og studeret den blodige underholdning ud fra et kunstnerisk perspektiv, og han kunne rigtig mange detaljer om tyrefægtning. Vi mødte også Søren, Claus, Kåre Staunsholm, Jens Jørn Gjedsted, saxofonisten Lars Peter Pendrup, Arnvid Meyer, Øystein (Østesen) fra Oslo, pianisten Peder Kragerup, Niels trommeslager, og Ray Pitts, som jeg kendte fra min deltagelse i DRs indspilning af ”Melodien der blev væk” i 1962. Else blev lidt lun på Claus. Vi gik opløftede i seng, jeg fik sminket af, uden at Else bemærkede det, og skyndte mig at vende ryggen og mit usminkede ansigt til verden.
Næste dag sprang Jens Jørgen Thorsen rundt i græsset med en rulle wcpapir af den ældgamle slags, lysegult glat nr. 00. Han kastede rundt med strimlen på kunstnerisk vis og åbnede nogle malerbøtter fulde af farver. Så rullede han en bred rulle hvidt papir ud og bad os hælde maling på og danse på papir og maling med bare fødder, for malingen var vandbaseret og kunne vaskes af, lovede han. Et af de tre samspilshold spillede op til dans, og der måtte ikke snakkes, kun grines. Det gik strygende, den lange papirrulle blev overtværet af mange farver, musikerne spillede sig ind på hinanden og nød underholdningen.
Om eftermiddagen gik vi på hver sit hold, jeg som sanger, og Else på et guitarhold for begyndere. Efter en heftig middagsmad og en del bajere tørnede vi ind i vores dobbeltværelse. Jeg lod alle forbehold fare og sminkede af i fuld offentlighed, siddende på sengekanten med rensecreme og Kleenex, uden at Else opdagede det. Hun var ved at inspicere sin hud ude i badeværelset.
Det bankede på døren. Ind væltede en horde af vores nye venner med et kamera forrest. Jeg blev foreviget med udslået hår i min absolut mest private situation, i færd med at tvære Max Factor ud i ansigtet og ned i servietten. Og så skulle jeg giftes, erklærede de. Søren meldte sig frivilligt. Der var ikke et sekund at spilde. Søren friede på behørig vis, før han satte sig ved siden af mig på sengekanten. Tyren skulle forestå vielsen. Han greb et håndklæde og beordrede os ned på knæ, viftede kraftigt med klædet og indledte vielses-ritualet:
“Hvem er den største, prægtigste og eneste?”
”Det er du,” fnes Søren og jeg.
”Godt. Opfyld så jeres pligter mod hinanden, og stang mig en øl.”
Jeg tror ikke vi opfyldte disse pligter, for festen varede temmelig længe. Vores værelse blev dér, hvor man holdt fest, og det blev til mange tyrefægterhistorier og bajere i ugens løb. Musikere fandt sammen på holdene, og der blev skrevet melodier og arrangementer. Kåre Staunsholm øvede med tolv kursister, to unge fyre sad og skrev et nyt arrangement af “Satin Doll” til Big Bandets koncert den sidste aften. Jeg øvede ”My Funny Valentine”, ”I Can’t Give You Anything But Love” og mange andre numre.
Stævnet blev en stor succes, og alle involverede parter, fra deltagere over instruktører til Jazzkredsen og Musik & Ungdom var enige om at gentage kurset året efter. Efter Moseholm havde sikret sig, at projektet var sat på skinner, forlod han det, sin vane tro, for at kaste sig over nye udfordringer. Fremover blev det i lang tid hovedreglen, at der hvert år blev udpeget en ny stævneleder, som kunne sætte sit præg på stævnets indhold.
Allerede under det første stævne havde learning by doing givet nogle klare signaler om, i hvilken retning man skulle satse. Der havde vist sig et umådeligt stort behov blandt udøvende for at kunne mødes, udveksle erfaringer, modtage undervisning, networke og spille sammen i både mere og mindre kontrollerede former, og det kom fremover til at præge stævnerne, bl.a. omkring forholdet mellem udøvende og ikke-udøvende deltagere samt styring i sammensætningen af sammenspilsholdene, både hvad angik niveau og instrumentering. Ray Pitts havde f.eks. skullet lede et big band med 4 pianister, 2 trommeslagere og ingen basuner.