Stævnet faldt som vanligt sted i sidste del af sommerferien. Stævneleder var Hans Jürgen Stehr. Instruktørerne talte Ed Thigpen, Jens Jefsen, Niels-Henning Ørsted Pedersen, Ole Kock Hansen, Rob Franken, Jørn Elniff, Bent Ronak, Holger Tvestman, Per Tværgaard, John Tchicai, Karsten Simonsen og Finn Gustavsson. Dette år var der, sammenlignet med 1975, kun en enkelt instruktør hentet fra det århusianske musikmiljø.
Nye generationer, som i årene fremover skulle præge det danske musikliv begyndte at dukke op og dominere stævnerne, som dog fortsat også havde plads til de ældre jazzstilarter. Blandt deltagerne var både mere garvede stævnedeltagere og nytilkomne f.eks. Karen Mortensen, Søren Eriksen, Peter Danstrup, Ole Rømer, Jørgen Emborg, Morten Højring, Simon Spang-Hansen, Lotte Rømer, Henrik Simonsen, Katharine Fritzen, Mikkel Uhrenholt, Tina Nørløv, Odd Rogne, Jørgen Jangmark, Haik, Juri Raracheck, Otto Sidenius, Peter Mikkelsen, Christian Kyhl, Jesper Naur, Pierre Dørge og Hanne Boel. Læs mere om aktiviteterne i Jens Jørn Gjedsteds indtryk fra stævnet som kunne læses i tidsskriftet MM til sidst i dette afsnit.
En nyskabelse, som skulle blive en fast tradition i årene fremover, var en stævnerevy, hvor man præsenterede andre sider af sine kreative evner. En revy, som lå midtvejs i stævnet og blev afsluttet med fest og tequila bom bom. Løjerne blev styret af Jens Jørn Gjedsted og Lotte Rømer med saxofonisten Peter Mikkelsen på cigar og Christian Kyhl som dommer. Blandt de mange indslag var, CHRIS LEE, DONNA BARBER & THE HOT BABY SINGERS, D.E.K.O. (Det eneste kvindelige orkester), KNUD HOWALDT I VENEDIG, Mandeorkestret HOS BØRGE, digtoplæsning ved SØREN JONNE og HOW HIGH CAN YOU GET trompetisternes højdefræserkonkurrence.
Et par nedslag fra stævnet, som bl.a. medførte et internationalt gennembrud for Pierre Dørge, der blev headhuntet til en pladeindspilning for Nils Winthers Steeplechase. Pierre Dørge: Nils brugte tit Niels-Henning, (NHØP) som bassist, som jeg havde mødt på Vallekilde Højskole i sommeren 1976, hvor der var jazzstævne. Jeg spillede i Johns workshop og havde komponeret ’Bambla Jolifanti’, hvor alle stævnets musikere spillede med og blandt dem 5 bassister. Det gjorde et stort indtryk på Niels-Henning, som efterfølgende foreslog, at jeg kom med på Tchicais trio session. Tchicai indspillede desuden LPen Darktown Highlights sammen med Strange Brothers for Storyville i foråret 1977.
På stævnet i 1976 opstod der en ikke-programsat sammenspilsgruppe/kvartet med Jesper Naur på klaver og hertil guitar/bas/trommer, ledet af Ole Matthiessen. Ved afslutningskoncerten spillede de et kvartetsæt, med Ole Matthiessen som dirigent! Jesper husker ikke hvilke andre aktiviteter, han var med i – måske fordi der blev jammet igennem om natten.
Jamsessions om natten, i stor stil, fortæller Jesper Naur, det var det absolut sjoveste! I starten foregik det ved, at de garvede jazz-blæsere, som var lykkelige over at have fundet en rytmegruppe, der gad spille, besluttede et nummer og spurgte så de andre tilstedeværende: Kender I den? Standardsvaret var som regel nej. Men så fik de harmonierne og 1-2-1234 så gik det over stok og sten. Når de tilstedeværende blæsere havde spillet soloer, var der totalt spillet så mange kor, at også jeg var i stand til at frembringe en eller anden form for solo, og efterhånden som årene gik, fik jeg et betydeligt større overskud, kendte mange af numrene, og blev bedre til at undgå at fare vild i koret.
Stævnet fik også betydning for Hanne Boel, som på den tid spillede i et mandolinorkester og var godt i gang med at lære at spille tværfløjte, men på stævnet blev sporet ind på i stedet at kaste sig over sangen.
Jens Jørn Gjedsted (MM):
Det er adskillige år siden, at Jazzstævnet på Vallekilde Højskole blev elektrificeret. De vilde guitar-flipperes tid er forbi, men dette års stævne, som fandt sted 27/7 – 7/8, tappede unægtelig godt af det lokale lysnet.
I år holdt synthesizerne deres indtog — og naturligvis en sværm af el-klaverer. Imidlertid må man nok sige, at alle disse moogs, rolands, arps etc. kan betydeligt mere end deres udøvere — eller rettere sagt; deres udøvere tvinger forbavsende lidt ud af dem. Det betyder ikke, at der ikke var mange gode keyboardspillere, men at de i for høj grad havde ladet sig forblænde af de lette (men dyrtkøbte!) muligheder for at farve musikken med mere eller mindre tilfældige boble- og gurgle-lyde.
Er der et skel mellem »de elektriske« og »de akustiske« på Vallekilde? Tilsyneladende ikke. De første er i overtal og i de fleste sammenspils-situationer kommer de sidste til kort, simpelthen fordi de ikke kan hamle op med lydstyrken, og fordi de færreste blæsere, f.eks. har investeret i et lydanlæg. Viljen til at spille sammen er god nok, men det er svært at realisere.
Evt. modsætninger ligger snarere og ulmer under overfladen, hvad jeg fik et par beviser på, idet et par JAZZ-musikere belærte mig om det latterlige i, at MM og DR beretter, at man også spiller og synger Beatles-melodier på Vallekilde. Naturligvis kan jeg kun rapportere de faktiske begivenheder og har ingen lyst til at undertrykke udfoldelser, som jeg finder positive. Disse folk kommer nok til at leve med den stilistiske blanding, som finder sted — selv om de tilsyneladende er flove over den. Jeg opfatter den nye musik, som opstår i dette brændpunkt, som starten til noget virkeligt nyt og varigt.
Stævnet var i år et »arbejdsstævne« — der var ikke så meget flip — og jeg tror, at ikke mindst de nye deltagere fik meget ud af det.
Trommeslageren Ed Thigpen og bassisten Jens Jefsen var meget effektive i deres arbejde med rytmefolkene, og man kunne i sammenspilsgrupperne høre, at folk virkelig havde lært noget, de kunne tage og føle på. Begge instruktører var konstant nærværende og sad ind, hvor man havde brug for dem. Også vort flagskib i det fremmede — NHØP — var en kyndig hjælp og et rart menneske at have på stævnet i de sidste 2-3 dage.
Pianisten Ole Kock Hansen, der under sit selvudslettende væsen ved et arrangement af humoristisk karakter afslørede sig som en meget morsom mand, ledede igen i år et arrangerings-hold om formiddagen og et sammenspils-hold om eftermiddagen. I det sidste kunne de rytmefolk, som havde deltaget i Thigpen/Jefsen’s hold om formiddagen, afprøve nye ting i praksis.
Men disse instruktører indgik alle i miljøet helt i stævnets ånd — også uden for timerne. Det gjorde sig ikke gældende for den hollandske keyboard-specialist Rob Franken, som iflg. programmet skulle demonstrere elektroniske instrumenter i et »lydlaboratorium«. Tilsyneladende grundet en misforståelse mellem arrangørerne og Franken, havde han den opfattelse, at han var på ferie. Han opholdt sig således kun på skolen i få timer om dagen, og mange fandt aldrig ud af, hvem han egentlig var. Hans hold, som var ret stort, var stort set overladt til sig selv. En synthesizer-demonstration bestod i en opstilling af apparaturerne, og en opfordring til folk om at »spille« på dem, mens Franken stod passivt i et hjørne.
Da det ikke er muligt at »spille« på en synthesizer uden blot et mindstemål af viden om dens funktion, siger det sig selv, hvad deltagerne fik ud af det. Man må nok opfordre Jazzkredsen til fremtidig — evt. kontraktligt — at forpligte lærerkræfterne til at opholde sig på højskolen og stadig være til rådighed for eleverne — i det mindste i undervisningstiden.
Jørn Elniff og John Tchicai — jordnær og kosmisk energi.
Bent Ronak var for mig at se ikke en effektiv erstatning for Ole Kurt Jensen eller for den sags skyld nogen af de tidligere big band-instruktører på Vallekilde. Jeg fandt hans direktion temmelig sløv, brød mig ikke om den kadaverdisciplin, han ind imellem udøvede — og fandt hans medbragte arrangementer små-corny. Ikke mindst Bill Moore‘s, som i stedet for at blive uropført her, burde være blevet i mølposen. Jeg savnede en større udnyttelse af rytmegruppen som f.eks. i rock/latin-arrangementerne tidligere år. Ronak kunne tilsyneladende ikke lide de nye strømninger i big band-musik og derved blev det.
Jørn Elniff, der var fast trommeslager i dette orkester — og det var det godt tjent med — var syg ved koncerten, men Ed Thigpen var selvfølgelig den kyndige redningsmand. Elniff var i øvrigt på mærkerne på stævnet. Han var »Dr. Drum«, men udover denne funktion jammede han med rundt omkring, og jeg har svært ved at komme i tanke om noget mere tilfredsstillende jazztrommespil i lange tider. I en natte-jam, den sidste nat, med pianisten Torben Kjær og Jens Jefsen, spillede han opfindsomt og intuitivt på en måde, som gjorde udtrykkeligt opmærksomt på hans format. Mange kom meget sent — eller tidligt — i seng den nat. I kraft af hans hjertelige og begejstrede væsen, faldt også han ind i stævne-miljøet på bedste måde.
Fra Leonardo Pedersens Jazzkapel kom trompetisten Holger Tvestman og pianisten Per Tværgård med en stak gode arrangementer, og deres hold formede sig som et lille big band, der med energi spillede swingmusik fra 30′er og 40′er-repertoiret. Det var noget, der fik tilhørerne på gulvet. Tvestman udtalte i øvrigt, at han savnede en debat på stævnet om de menneskelige problemer ved at være musiker — personlige og familiære. Nyt punkt på næste stævnes program?
Bortset fra en fremragende koncert med trioen Strange Bros. og John Tchicai, var Tchicai’s hold et af stævnets stærke kort. Især guitaristen Pierre Dørge‘s kompositioner var grundlag for en alternativ form for sammenspil. Et af hans numre inddrog bl.a. fem kontrabassister, en stor blæsergruppe og ditto slagtøjsgruppe. Hans musik vakte stor opsigt. Både Tchicai og Dørge arbejder med struktur — Tchicai med repetition og Dørge med det melodisk/klanglige — i en free-form som stadig er en udfordring til udøverens fantasi — men på sin vis også disciplin. Kosmisk/magisk musik. Tchicai’s altsax-spil, som jo ikke har ladet sig høre for ofte på det sidste, var en af stævnets helt store oplevelser og hans sammenspil med saxofonisten Simon Spang Hansen i Strange Bros. var usædvanligt. Det er heldigvis et samarbejde, som fortsætter.
Sidste års succes »Vin, kvinder og sang« blev fulgt op af pianisten Karsten Simonsen og guitaristen Finn Gustafsson — begge medlemmer af gruppen Cox Orange, som blev dannet på Vallekilde sidste sommer. Holdet samlede hovedsageligt de mindre rutinerede — ironisk nok en del musikstuderende, som trods bedre teoretisk ballast end de fleste andre stævnedeltagere, havde et ret jomfrueligt forhold til rytmisk musik. Med den enkle soul/jazz-baserede musik på dette hold (hentet fra f.eks. King Curtis, Stevie Wonder‘s og Cox Orange’s repertoire) fik mange kastet deres hæmninger væk og kastede sig endog ud i de første spæde improvisationer.
Ca. 20 pct. af stævnedeltagerne er nu piger — en fordobling i forhold til sidste år. Det var karakteristisk, at de kvindelige deltagere sidste år nu mødte op med stor selvsikkerhed og bevidsthed om, hvad de ville opnå med stævnet.
Af de mange gode musikere, jeg hørte i år, vil jeg f.eks. nævne guitaristen Morten Højring. En forbavsende virtuos jazzguitarist (ikke noget med rock her) i Charlie Christian-skolen — og hans medspiller, også uden for Vallekilde, bassisten Henrik Simonsen, som viste mere end almindeligt håndelag for kontrabassen. Simon Spang Hansen — en musiker, som lever med sit instrument — er en saxofonist af format (alt- og tenor-) og han mestrer tone og teknik i den svære og problematiske free-form-stil. Karen Mortensen spillede overraskende godt i latin-sammenhæng ved afslutningskoncerten — og ved andre lejligheder viste hun sig som en trommeslager på vej — både i jazz og rock. Kollegaen fra Hos Anna — bassisten, violinisten, pianisten, sangeren mm. Lotte Rømer var en af de drivende kræfter på et af de Rob Franken-hold, der blev overladt til sig selv.
Sluttelig bør det nævnes, at stævneleder Hans Jürgen Stehr og »nægterne« fra Jazzcentret fik det hele til at klappe forbilledligt.
Atter en succes — og så lader det jo til, at der allerede sker noget igen i efterårsferien!?