Stævnet var nu på 11 dage, i de sidste uger af skolernes sommerferie. Stævnelederstafetten var i hænderne på Holger Laumann, som i de år var i fuld gang med at udvikle sin særlige form for rytmisk pædagogik. Stævnet blev som tidligere præget af de nye vinde i musiklivet, hvor genrerne begyndte at smelte sammen jazz/rock/latin/soul/pop/world. Fusionsmusikken var den nye trend, og man oplevede, at flere piger/kvinder begyndte at spille musik samtidig med, at en ny jazzgeneration begyndte at markere sig.
Der var skåret ned på de udefra kommende lærerkræfter med undtagelse af r&b ikonet Mickey Guitar Baker, som den sommer havde turneret i Danmark med danske musikere på bl.a. Multi-Musik-Festivalerne og undervejs havde indspillet en lp.
Der var til gengæld flere tidligere stævnedeltagere blandt instruktørerne: basunisten Erling Kroner, (Dr. Brass), bassisten Jens Jefsen, og fra forrige stævne Anne Linnet og Astrid Elbek, som stod for en speciel gruppe Vin, kvinder og sang, som bl.a. var et tilbud til de efterhånden flere kvindelige, endnu ikke så øvede, deltagere. Blandt dem var keyboardspilleren Irene Becker, saxofonisten Hanne Rømer og trommeslageren Karen Mortensen, som efter stævnet sammen med bassisten Lotte Rømer startede kvindegruppen Hos Anna. Ed Thigpen var Dr. Drum, Kurt Larsen underviste i improvisation, Jørn Jønne Jensen og Bent Haastrup tog sig af trad og swing, Ole Kurt Jensen af bigbandet, mens Ole Kock Hansen underviste i moderne jazz. Arnvid Meyer stod for administrationen og havde også dette år åbnet en en filial af jazzcentret i Rønnede på Vallekilde med bistand af to militærnægtere fra den danske jazzhær: saxofonisten Søren Eriksen og Søren Friis.
Blandt andre stævnedeltagere kunne man finde kommende fusionsmusikere som keyboardspillerne Karsten Simonsen og Jesper Naur og guitaristen Finn Gustavsson. En jazzveteran, saxofonisten Peter Mikkelsen, startede Det hemmelige Big Band, unge jazzmusikere var Ole Rømer, Peter Danstrup og Jørgen Emborg samt Simonsen og Gustavsson, som lagde starten til gruppen Cox Orange.
Jesper Naur spillede både akustisk og el-klaver. Han var 19, da han deltog første gang i sommerstævnet. Inden da havde han arbejdet med John Mehegans 4-binds værk “Jazz Improvisation Series”, og det havde givet ham et grundlæggende kendskab til harmonier og improvisation. Siden foråret 1974 havde han spillet med gruppen Himmelexpressen, og selv om det ikke var jazz, var der god brug for kendskabet til Mehegans bøger. På Vallekilde i 1975 deltog Jesper i gruppen Vin, kvinder og sang, ledet af Astrid Elbek og Anne Linnet og, så vidt han husker, i en studiekreds om elementær improvisation og harmonilære.
Jesper Naur husker en enkelt episode klart: Der skulle være begravelse i kirken, som ligger lige op ad højskolen, og så kom man over fra kirken, og anmodede os alle om at undlade at spille i de 45-60 minutter, begravelsen ville vare. Det blev selvsagt efterkommet.
Flere af de nye stævnedeltagere kom fra Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Almen Musik linje (AM), og var stilistisk bredere orienteret end musikerne fra jazzmiljøet, hvilket satte sig spor i denne reportage af Jens Jørn Gjedsted i tidsskriftet MM efter stævnet:
Hvad gjorde disse 11 dage til den store oplevelse, det var? Hvordan forklarer man det for folk, som ikke var der?
– og hvordan forklarer man, at den nat, hvor en flok deltagere – til sidst omkring 30 – i tre timer omkring et klaver og en guitarist (der ku’ dem alle sammen – med de rigtige harmonier!) sang en stor del af 60′er-sangbogen, var én af de bedste, gladeste, lykkeligste stunder på Vallekilde nogensinde. De var der allesammen – Beatles-sange, Donovan-sange, sange fra Beach Boys, Box Tops, Bob Dylan, Tommy Steele-repertoiret – og mange, mange flere SANGE (for enkelte tilstedeværende horn blev nedstemt på et tidligt tidspunkt), som alle disse børn af Beatles kunne teksterne til – og kunne lægge stemmer på, så det til tider lød meget, meget flot. Lecia og Lucienne ville ha’ følt sig flove, hvis de havde hørt Vallekilde-versionen af “Rør ved mig” og Teach In ville flux pakke sammen – udraderet af den “Ding-a-Dong”, som rystede Puderummet den nat.
Jazz??
Jamen det er jo det, der er det fantastiske ved Vallekilde, at man her finder et musikmiljø, hvor musikgenrer blander sig, og hvor det er totalt ligegyldigt, om de hedder det ene eller det andet. For samtidig med sangerflippet kunne man 20 skridt væk – i Kirkesalen – drøne med på “I Want To Be Happy” eller “Rosetta”, og i Festsalen var det Miles Davis etc.-musik med alt elektrisk -synthesizer osv. – måske sværere at “hoppe på”, men nok så overbevisende i sin stilsikkerhed. Og man kunne træffe flere af de samme mennesker begge steder. For det er kærligheden til MUSIK, det drejer sig om på Vallekilde.
Skal man se strengt på det, som foregår musikalsk på stævnet i disse år, er det klart, at rock og soul-påvirkningen har overtaget, ligesom elektrificeringen også gør sig gældende overalt – selv i trad./swing-gruppen. Men det er karakteristisk, at musikerne blander sig i de forskellige sammenhænge, fordi man opdager, at man kan lære noget overalt.
Inden stævnet var der kritik fra tidligere deltagere – sendt i en slags resolution til Den danske Jazzkreds og til stævneleder Holger Laumann. Der er ingen grund til at fortie, at der bl.a. var kritik af valget af Anne Linnet og Astrid Elbek som ledere af en sammenspilsgruppe kaldet “Vin, kvinder og sang”. Man mente ikke, at der var tale om helt kvalificerede kræfter til dette job i valget af de to.
Der er derfor nu heller ingen grund til ikke at slå fast, at Anne og Astrid viste sig at være de helt rigtige til at lede dette hold (som i øvrigt havde meget stor tilslutning). “Vin, kvinder og sang” blev et hold, hvor alle kunne spille med – og hvor resultatet blev en blandingsmusik, hvor folk på alle musikalske udviklingstrin – og med vidt forskellig baggrund – kunne finde sig en plads og lære noget om sammenspil. Det var tydeligt, at de to Shit & Chanel medlemmer havde forberedt sig grundigt hjemmefra, og at de ikke var i tvivl om, hvad der skulle ske. Det hold, tror jeg, blev af mange opfattet som stævnets udfarende kraft – og det festlige “haveflip”, hvor en stor del af stævnedeltagerne vandrede spillende og syngende ud i nattemørket i den dejlige park bag ved højskolen, var et af resultaterne. Og netop sangen blev denne gang indført på stævnet – med stor succes – og der må fra MM’s udsendte lyde en opfordring til Anne Linnet og Astrid Elbek om at gentage det hold næste år. Det er der brug for.
Og så må man igen forbavses over, at det på 10 dage er muligt at få et big band af høj kvalitet – og med en forbavsende god lyd – på benene. Det må selvfølgelig krediteres de implicerede musikere, som lægger en enestående entusiasme for dagen – og igen i år basunisten Ole Kurt Jensen, som ikke mangler noget, hvad vitalitet og energi angår, og som altså formår at trække det optimale ud af deltagerne. Ligesådan i den mere traditionelle afdeling – trompetisten Bent Haastrup og pianisten “Jønne” (Jørn Jensen) – som delte deltagerne mellem sig og lavede et par fortræffelige swingbands. Både Haastrup og Jønne var formidable jam session-igangsættere.
Den nye jazz var nok en af de ting, som blev overladt til stævnedeltagerne selv – og denne mangel i det officielle program var også et af de på forhånd kritiserede punkter. Som følge af kritikken havde man inden stævnet engageret pianisten Ole Kock Hansen , der dog – så vidt jeg kunne vurdere – fandt det vigtigere at arbejde med mere moderat, moderne jazz-bop – og som lagde et stort arbejde i denne musik (som jo er kompliceret nok, i virkeligheden). Men de deltagere, som følte sig mere tiltrukket af f.eks. elektrisk musik, fandt hurtigt sammen i et par yderst skrappe grupper, bl.a. én grupperet om medlemmer af en uden for stævnet etableret gruppe – Bohena. Disse folk har i overraskende grad absorberet Davis/Corea -lyden, så det er mere end kopi-musik. Her er virkelig tale om indlevelse i en stil, som ellers nok kræver et og andet af sine udøvere.
Guitaristen Mickey Baker var en tålmodig lærer i elementær guitarspil, akkompagnement osv., og én af hans elever, som til daglig underviser børn i guitarspil (med konservatoriebaggrund) fortalte mig bagefter, at hun havde fået så mange impulser, at hun nøjagtigt vidste, hvordan hun kunne komme videre med sin undervisning: “Det her stævne er den største indsprøjtning, jeg nogensinde har fået!”
Og her er vi nok fremme ved noget, som er ved at gå op for mange af f.eks. de konservatoriefolk, som kæmper med forbenet, til dels ubrugelig undervisning, at på Vallekilde er der noget at hente. Det viser sig, at det største problem disse folk kæmper med, er improvisation. Hvad der er helt naturligt for andre, er for dem en næsten skræmmende, uoverskuelig hurdle. På Vallekilde bliver der løst op for det, og det er skønt at opleve folk tage derfra, næsten afklarede – og afslappede over for det element, som burde være så naturligt, men som er så undertrykt – det spontane udtryk og den musikalske fantasi.
Man bør også nævne trommeslageren Ed Thigpen, som fik fortalt et og andet om akkompagnement, og som fik nogle skæl til at falde fra nogle trommeslagerøjne, så det at lytte til sine medspillere pludselig bliver en vigtig ting. Og Jens Jefsen – den allestedsnærværende bassist (der er altid mangel på bassister på Vallekilde, så han må år efter år trække læsset i mange forskellige situationer). Og multiinstrumentalisten Kurt Larsen, der udover sin studiekreds i elementær improvisation, altid er effektiv i jam session-situationer – og som i en sen nattetime pludselig blæste hovedet rent på nogle af os ved at spille balkanmusik på harmonika. Disse vanvittige taktarter, som virker så naturlige, når de bliver spillet rigtigt. Basunisten Erling Kroner, der ved noget om messing – og om jazz uden elektricitet – var også til stede en del af tiden.
Men den største oplevelse for mig var det sociale – samværet – at der blev danset (har ømme fødder endnu) og sunget som aldrig før – og lyden fra og synet af “Vin, kvinder og sang”, den sidste aften. Visuelt noget i retning af en blanding af ”Mad Dogs & Englishmen”og Les Humphries Singers og musikalsk spændende fra den smukke sang “Smil igen” af Astrid Elbek og et fint arrangement af den gamle folkemelodi “Roselil” for stemmer, fløjte, violin, cello mm. – over Box Tops-klassikeren “The Letter” – til et ældre Ole Matthiessen-nummer “Brother Yusef” med en effektiv ostinatfigur, som er fantastisk at spille over – og Anne og Astrid’s ting.
Jazz eller ikke jazz – al denne musik – rytmiske musik – som gør Vallekilde til den store oplevelse, det er, rummer i hvert fald alt det, som er karakteristisk for jazzen – musikalsk fantasi og frihed til at udtrykke sine følelser.
Det værste ved stævnet er den “Laughing to keep from cryin”‘-stemning den sidste formiddag, hvor der altid er en lille flok tilbage, som ikke kan tage sig sammen til at tage hjem – som siger farvel 1000 gange, men som “lige skal ned i haven og fotograferes – og lige skal…”
Men det går over i løbet af et par dage – og et år går jo hurtigt nu om stunder.
Blandt grupperne til afslutningskoncerterne, som blev optaget af Lennart Fessel, Festival Records, var: Mellemrummet, Maja, East West Band, The Church Hall Swingers, Mickey Baker Guitar Workshop, Odd Rogne Vallekilde Suite, King Arthur Kvintet, Basduo (Jens Jefsen/Søren Hansen), Bob Sextet, Vallekilde Big Band, Hanne-Irene-Tina-Karen-Anne, Vin, Kvinder & Sang, Ole Rømers Kvintet