I 1971 var man tilbage på Vallekilde Højskole fra onsdag den 28. juli til søndag den 8. august. Deltagerantallet var sat til 80 og deltagerprisen på kr. 550. Stævneleder var Finn Slumstrup, mens Ole Matthiessen fungerede i praktik, som kommende stævneleder året efter, og fungerede desuden som troubleshooter, bestyrede midnatspladebar og stod for en række studieoptagelser af sammenspilsgrupper undervejs på stævnet.
Med erfaringerne fra sidste års stævne prøvede man denne gang at trække lidt i håndbremsen omkring overnatningsmuligheder, stævnegæster og balancen mellem jazz og beat. I MM skrev Finn Slumstrup i starten af 1971 omkring forberedelserne til årets stævne:
I forhold til 1970 vil der blive et par praktiske småændringer. Vi vil således ikke kunne disponere over skolens bibliotek. De sidste to stævner har kostet skolen 250 bind, og på den baggrund er der ikke noget at sige til, at man aflåser biblioteket, når vi rykker ind. Der indføres også bestemmelser om, at man ikke må overnatte i telt på skolens grund, og man ikke må sove i skolens fælleslokaler. Måltiderne skal afvikles inden for en ramme af 60 minutter.
Alt sammen småændringer som jeg finder rimelige – og som i øvrigt mange deltagere i 1970 stævnet også vil finde rimelige, hvis man kan tage besvarelserne af de spørgeskemaer jeg sendte ud i september som målestok for den almindelige indstilling til den fortsatte kurs på stævnerne.
I tilrettelægningen mener jeg, at man nu kan tage konsekvensen helt ud og sige, at Vallekilde er et stævne for udøvende.
Der blæste også nye vinde ude i samfundet, som satte sig spor. Endnu kørte det videre f.eks. i Danmark med Thylejr, Foreningen for Musik og Lys bl.a. med stort arrangement i Hvidovre Skøjtehal i maj og fristaden Christiania, som startede måneden efter at stævnet sluttede. Og kort før stævnet var der kommet to nye musikfestivaler til. Multi-Musik-Festival i Horsens og den første Roskilde Festival. Jazz m.m. skiftede i marts navn til MM, og udviklede sig i løbet af de næste par år hen imod at blive musiktidsskriftet for 1970ernes danske musikscene. Men man oplevede også tilbageslag. Projekthuset i Magstræde var blevet lukket tidligere på året, Thylejrens ikoniske Provo Knud havde begået mord, og Blue Sun var opløst i februar.
Der var desuden flere tegn på, at alt ikke mere var rosenrødt ude i resten af verden. Kollektivtanken på rockscenen blev erstattet af nye supergrupper, hvor flere af de bedste musikere fandt sammen. Janis Joplin, Jim Morrison og Jimi Hendrix var alle døde, og Beatles var opløst. Efter Altamont i 1969 var de store rockfestivaler ikke mere manifestationer af en alternativ kultur, men mere forretningsorienterede. Samtidig begyndte modreaktionen at sætte ind. I november 1969 havde præsident Nixon introduceret begrebet Det tavse flertal, og i december 1970 udgav John Lennon singlen “God”, et opgør med 1960erne, afsluttende med ordene The dream is Over.
1971 stævnet fandt sted i en tid, som var en slags overgangsperiode mellem 1960ernes ungdomsoprør og de nye strømninger i 1970erne, hvor ungdomsoprøret var i gang med at etablere sig i mere organiserede former, men også med kommende venstreorienteret terrorvirksomhed, oliekrise, ungdomsarbejdsløshed og samtidig en delvis tilbagevenden til borgerlige dyder. Et spændingsfelt som handlede om de løse rammer overfor det mere strukturerede.
Med fokus rettet mod de udøvende var der en del ændringer i lærerstaben. Mens formiddagens studiekredse primært var rimeligt faktuelle: Big Band Jazz (Bjarne Rostvold), The History of Rock’n Roll (Lee Schipper), Hørelære og becifring (Bjørn Veierskov), var sammenspilsholdene et mix af gammelt og nyt: Gang i den – kombineret studiekreds og sammenspilsgruppe (Christian Kyhl, Poul Ehlers, Tømrerclaus & Bo Jacobsen), Swing & Traditionel Jazz (Arnvid Meyer), Moderne Jazz (Albert Mair), Big Band (Peder Pedersen), The Ethernal Ethnic Sound (Don Cherry). Instrumentlærere var Erling Kroner (Dr. Brass), Ole Streenberg (Dr. Drum) og Holger Laumann (Dr. Sax). Blandt nye tiltag var også indførelsen af en meditationspause fra kl. 13.00 -14.00, hvor der ikke måtte spilles, foreslået året før af Palle Mikkelborg. Studiekredsen i Jazzreportage blev nedlagt. I stedet blev Jens Jørn Gjedsted ansvarshavende redaktør for den daglige tryksag Jazzkilden i samarbejde med diverse stævnedeltagere.
Noget nyt var også, at Slumstrup det år ikke prioriterede tilstedeværelsen af udenlandske kapaciteter. Man oplevede til gengæld en invasion af musikere og undervisere fra Århus på både lærer- og deltagerside. Holger Laumann havde undervist i sammenspil med stor succes de to foregående år, og var i fuld gang med at strukturere en pædagogik for undervisning i rytmisk musik. Med i kølvandet havde han denne gang en af de store musikpædagogiske veteraner, Leif Falk, fra Århus Friskole, samt Bjørn Veierskov, Jens Jefsen, Peder Pedersen, Anne Linnet og Allan Mortensen. Hans undervisning i rock, funk og soul, som i vid udstrækning byggede på mere fast strukturerede forløb især henvendt til begyndere, startede en debat, om det var målet at skulle spille kopimusik eller om det i stedet handlede om frie kreative udtryk, repræsenteret ved stævnets anden modpol af undervisere.
Det vakte også debat og uro – går der nu præstation i det? – at Danmarks Radio efter gennem flere år at have transmitteret fra stævnernes afslutningskoncerter på baggrund af de indvundne erfaringer forsøgsvis besluttede i 3 dage at etablere et optagestudie på stævnet, eventuelt med henblik på senere radioudsendelser, hvor deltagerne havde mulighed for at skulle fungere i en studiesituation.
Ole Matthiessen producerede, og flere grupper, specielt stævnets mere skrappe musikere, henvendte sig: Holger Laumann bl.a. sammen med Leif Falk. Albert Mair og Lee Schipper samlede en gruppe med nogle af stævnets bedste jazzmusikere, og Anne Linnet indspillede for første gang nogle af sine kompositioner. Desværre er kun optagelsen med Albert Mair så vidt vides bevaret.
Udover at stå for instrumentundervisning som Dr. Brass samlede Erling Kroner, tilbage på stævnet efter et års studier på Berklee College of Music, sin første større gruppe, en tentet, som debuterede ved afslutningskoncerterne. Flere af musikerne var op igennem årtiet faste medlemmer af gruppen.
Der var heller ikke det år koncertbesøg af store jazzsolister, men i stedet af steel pan orkestret Les Flambeaux fra Trinidad, som havde vundet den årlige steelband konkurrence i Port of Spain i 1965 og den sommer var på turne i Europa. Det var formentlig første gang, at vi kunne høre et steelband i Danmark. Repertoiret var en blanding af kaiso og diverse pophits, nok mest beregnet på et hvidt turistpublikum i Caribien, men alligevel var det et første eksotisk møde med en helt anden slags musik. Måske var det her, at kimen blev lagt til Holger Laumanns senere interesse for at dyrke musikken fra Trinidad.
En anden mindeværdig koncert det år var med fusionsgruppen V8, der var dannet året før af Palle Mikkelborg og Alex Riel. Gruppen eksperimenterede, ligesom Weather Report, der blev dannet samme år, med den elektriske musik i slipstrømmen af Miles Davis’ album Bitches Brew, og var således en tidlig eksponent for den fusionsbølge, der kom til at præge det meste 70erne.
Koncerten blev afholdt i gymnastiksalen, og ud over en generel begejstring over gruppens banebrydende udtryk, var stævnedeltagerne tydeligt imponerede af to af gruppens helt unge medlemmer, Mikkel Nordsø og Kasper Winding, der som små drenge havde deltaget i de foregående års stævner, og nu, bare 15 år gamle, havde fundet en plads i toppen af dansk musik.
Det er interessant, at flere af gruppens medlemmer havde været med på tidligere Vallekildestævner, enten som deltagere eller lærere. Endnu et godt eksempel på stævnernes betydning for den unge musikergenerations udvikling og netværksmuligheder.
