I 1970 var stævneperioden forlænget, så den nu strakte sig fra tirsdag den 28. juli til søndag den 9. august. Stævnet oplevede også en udvidelse i antal besøgende og ikke-tilmeldte, bl.a. i form af en betydelig tilvækst af antallet af telte i udkanterne af højskolens store græsplæne.
Samtidig fornemmede man, at nye ting var i støbeskeen, som var kommet til siden sidste stævne. Jens Jørn Gjedsted, stævneveteran siden 1966, skrev i Berlingske Tidende:
Man kunne med rette i år spørge: ”Hvilket jazzstævne” i forbindelse med Musik & Ungdoms og Jazzkredsens femte jazzstævne. Allerede fra første dag var alle lokaler besat af unge energiske guitarister, basguitarister og trommeslagere og deres forstærkere. At beatmusikken holdt sit indtog på Vallekilde Højskole i år var slået fast med ca. 100 watt i løbet af en eftermiddag. En og anden sindig jazzmand gik hjemløs rundt og søgte efter en stille krog, hvor han kunne spille lidt stille trompet eller saxofon.
Ungdomsoprøret var i fuld gang. Projekt Hus i Magstræde var åbnet nogle måneder før. Foreningen for Musik og Lys var startet, der havde været HCØ-fester samt et stort arrangement i Skovlundehallen. Særtoget i forbindelse med åbningen af Det ny Samfunds Thy-lejr havde kørt fra København tidligere på måneden, og årets Vallekildestævne blev en slags transit mellem det københavnske musikmiljø og Thy. Musikalsk blev der det år skruet kraftigt op for sanganlæg, guitar- og basforstærkere. Stemningen på stævnet var nysgerrig, åbent overfor alt det nye, til tider noget udflippet, og ikke altid lige struktureret, tilføjet en mild aroma af sjov tobak.
Men der blev ikke tale om en omvæltende kulturrevolution, men snarere om integration på stævnet. Jens Jørn Gjedsted:
Når man var kommet sig over overraskelsen ved at erfare, at de helt unge så helt og fuldt har taget ”Jazzstævnet” til sig uden tilsyneladende at gå særlig højt op i navnet, måtte man også erkende, at der er tale om en flok særdeles talentfulde og progressive musikere for hvem jazz var en helt naturlig ting – helt integreret i deres musikalske udtryksmåde. Man hørte forbavsende lidt snak om Jimi Hendrix, Beatles eller Stones – snarere om Tony Williams, Miles Davis etc.
Integreringen viste sig også i åbenheden over for de regulære jazzfolk og efter de første dages ”spillen med musklerne”, hvor alle skulle overgå hinanden, begyndte spændende konstellationer at vise sig. Problemerne for blæserne var selvfølgelig manglende volumen, men diverse tilstedeværende sanganlæg hjalp lidt på situationen.
En sammenligning med den igangværende Thy-lejr var uundgåelig. Erik Wiedemann skrev i Information:
Alene den omstændighed, at flere stævnedeltagere allerede havde været i Thy, og en del skulle derop igen, siger en del om overlapningen.
Begge steder har man f.eks. kunnet konstatere, hvilken udbredelse den spontane samværsmusik er ved at få, en enkel og uprætentiøs fællesmusiceren, som opstår på stedet uden aftaler eller arrangementer, og som alle kan være med i, hvis de bare tør. På Vallekilde opstod den slags grupper hele tiden og alle steder, uden forudgående organisation, men simpelthen fordi nogle mennesker tilfældigvis var samlet og havde lyst til at lave musik sammen, om ikke andet så bare ved at klappe rytmisk med hænderne eller slå et par flasker mod hinanden.
Der synes at være tale om en genoplivning af den gammeldags Hausmusik i en langt friere og mere åben form, hvor det mere kommer an på at få den musik frem som selv de såkaldt umusikalske har i sig, end på at frembringe musik, der lyder af noget for udenforstående. At vurdere den udefra, som visse konservative stævnedeltagere gjorde, har selvsagt ingen mening. Vi vil gerne fortsat have musik, som er beregnet på at have tilhørere, men samtidig betyder det en kolossalt værdifuld musikalisering og udvidelse af mulighederne for menneskeligt samvær, at der opstår en tradition for, at også tilhørerne kan finde sammen og lave deres egen musik.
Stævneleder var Jazzkredsens John Jørgensen, kendt fra Danmarks Radios udsendelser om bluesmusik, og lærerstaben var en blanding af gammelt og nyt: Blues med den engelske pioner Alexis Korner og danske Peter Thorup, verdensmusik med Terry Riley, Don Cherry, Poul Ehlers og Dollar Brand, jazzrock og funk med Holger Laumann, medens den ældre akustiske musik og det etablerede musikmiljø var repræsenteret ved Palle Mikkelborg, Niels Jørgen Steen, Jesper Thilo, Svend Baaring, Arnvid Meyer, Adrian Bentzon og Red Mitchell. Desuden havde Erik Wiedemann en studiekreds om indisk musik. Niels Jørgen Steen medbragte sine to børn Nikolaj og Paprika, og de gik under navnet “Niels Jørgen and The Family Stone”.
Blandt stævnedeltagerne var der fortsat mange gengangere fra tidligere stævner, hvoraf flere var i gang med at etablere sig professionelt i et musikalsk landskab, der var under forvandling med nye spillesteder rundt omkring i landet, etablering af flere musikfestivaler og mindre af 1960ernes jazzhusrytmegrupper akkompagnerende amerikanske solister. En ny generation af musikere var også på vej, og der blev eksperimenteret på kryds og tværs med timelange beat-jams og ny fusionsmusik i støbeskeen bestående af Miles Davis-agtige grooves i kølvandet på det sidste års trendsættende udgivelser siden afholdelsen af det forrige stævne, “In a Silent Way” og “Bitches Brew”.
Der var en løssluppen intens stemning, hvor forstærkerne blev udnyttet til det yderste, mens Thorup og Korner samtidig forsøgte at gennemføre et stille akustisk baseret blueshold i højskolens pejsestue.
På et tidpunkt blev det for meget for Niels Jørgen Steen og Jesper Thilo, som iførte sig nyindkøbte gummibåde og spillende på hver sin sopransax, gik rundt og torpederede beat sessions, hvor man havde tonset løs over en akkord i flere timer. Undervejs opfandt de to sopranluren, som var sammenstykket af mund- og schallstykket fra en kontrabasklarinet.
Men der var også andre akustisk indstillede jazzfolk, som havde problemer med det høje lydniveau. Saxofonisten, musikbibliotekaren og forfatteren Frank Büchmann-Møller:
Den sidste aften gav beatfolkene den hele armen nede i puderummet. En af de lokale helte troppede op med hele sit enorme udstyr og prøvede at komme med. Da han så havde fået skudt sig rigtig ind, gav han den hele armen med alle 1000 watt på engang. Han fik dog kun lejlighed til at nyde det et kort øjeblik, da den gode Gud forbarmede sig over os andre, og lod en kraftig røgsky stige op fra hans anlæg, hvorefter der var lukket for hans videre deltagelse på stævnet.
Da der indkom flere naboklager over den høje musik om natten, indførte stævneledelsen et stop for al musikalsk aktivitet efter kl. 3, men da beatfolkene ikke overholdt denne regel, fandt Frank Büchmann-Møller og en kammerat simpelthen højskolens hovedafbryder og slukkede for den for at få nattero.
Nogle deltagere var skuffede over, at Terry Riley ikke indgik i et egentligt sammenspilsforløb omkring hans egen musik, men det havde ikke været muligt at skaffe det rette elektroniske apparatur til ham, da han ankom direkte fra en fransk avantgardefestival, der også havde præsenteret John Cage, David Tudor, LaMonte Young, Sun Ra og Albert Ayler.
I stedet stod han for stævnets mere meditative afdeling, præget af hans interesse for indisk musik, bl.a. tabla spil, en 4 timers natlig aum-session i gynmastiksalen en af de sidste dage, startende med en times meditation, inden en grundtone på det elektriske orgel blev fikseret med en ispind. Det blev efterfulgt af 3 timer med fælles gennemsyngning af skalaen til morgenragaen Todi. Undervejs var mange af tilhørerne, udmattede af det lange intense stævneforløb, faldet i søvn på gymnastiksalens gulv. Terry Riley ledte også et par dage før et tre timers midnats-aum ved højskolens flagstang for alle deltagerne.
Niels Jørgen Steen var ikke begejstret: Så var der Terry Riley. Jeg ved ikke, hvad de lavede på hans hold!? Men jeg syntes, at hans musik var åndssvag og kedelig. Han havde det der nummer ”In C”, som varede i 40 minutter, og hvor tonerne forskød sig. Jeg synes, det var uendeligt kedeligt.
Efter stævnet blev der indspillet en farve tv-produktion i TV-Byen med Riley, som spillede en udgave af sin senest udgivne komposition “A Rainbow in curved Air”, som blev overværet af ca. ¼ af stævnedeltagerne. Riley var ligeledes senere, efter et besøg i Stockholm, deltager i Radiohuset ved en session med Don Cherry, Knud Bjørnø, Jesper Zeuthen samt Poul Ehlers, som tidligere i 1970 var valgt til årets danske jazzmusiker.
Fra stævnet huskes også en koncert med Baga-kvartetten, et fransktalende vestafrikansk trommeensemble. Som de foregående år blev der udgivet en daglig stævneavis kaldet “Jazzkilden”, som udkom i 11 numre.
Det skuffede, at annoncerede lærerkræfter som Phil Woods og George Russell alligevel ikke deltog.
Sidste års beundrede lærerkraft og guru, bl.a. i forbindelse med starten på gruppen Blue Sun. Dollar Brand havde svært ved at finde sig tilrette i det ændrede klima med sin attitude som den store mester, som man skylder respekt, noget der skabte afstand mellem ham og anderledes indstillede stævnedeltagere. Hans karateøvelser udendørs bidrog heller ikke i tidens nye ånd til at skabe gode vibrationer. Læs Boris Rabinowitsch’ artikel “Skærmydsler på Vallekilde” i galleriet nederst på siden.
Radioen var til stede og optog flere af afslutningskoncerterne. Efter optagelserne kontaktede Erik Moseholm på stævnet Ole Matthiessen og Arnvid Meyer og ansatte dem som musikproducere for Radioens Big Band med start et par uger senere.
Musikere fra flere faste orkesterkonstellationer deltog i stævnet og gav koncert undervejs, flere med tilknytning til det nu ikke længere eksisterende Jazz i Reprisen, bl.a. Tordenskjolds Soldater, Coronarias Dans og Engine.
Bassisten Red Mitchell opsummerede stævnet således:
Der sker altid noget, når man får en koncentration af mennesker, der alle kun tænker på én ting – musik. Det her på Vallekilde minder mig om gamle dage på 52. gade i New York…
Det hele er imidlertid ikke så meget et spørgsmål om at lære som om ”accelereret kommunikation”. Man vågner om morgenen og ånder musik, man møder en fyr på gangen og snakker musik med ham en hel time, denne koncentration af musikere på samme sted med mulighed for at spille er det vidunderlige ved disse stævner.
De, der har tilrettelagt dette stævne, er i høj grad ansvarlige for den frugtbare atmosfære, de har kun skabt nogle løse rammer, og lader så musikerne udfolde sig inden for disse. Der er lignende stævner i andre lande, men de er mere skoleprægede, og de kunne alle sammen lære af Vallekilde. Jeg har ikke mødt et tilsvarende godt arrangement.
Galleri
