På grund af den store interesse for stævnet året før, hvor man havde måttet afvise mange interesserede, begyndte man at se sig om efter et sted med plads til flere deltagere og flere lokaler til sammenspil. Og efter to år på Magleås rykkede jazzstævnerne i perioden fra den 28. juli til den 4. august 1968 til Vallekilde Højskole, der lå i lige så naturskønne omgivelser som Magleås. Vallekilde Højskole ligger i den lille idylliske landsby Vallekilde to km fra Hørve i Nordvestsjælland, på kanten af den del af den inddæmmede Lammefjord, som kaldes Svinninge Vejle. De ca. 70 stævnedeltagere, hvoraf de fleste næppe havde været på stedet før, var fra starten begejstrede for den store parklignende have og for udsigten.
Det var en gammel højskole med knirkende døre og historiske interiører – ikke mindst gymnastiksalen, Øvelseshuset, i vikingestil. Det var den 29-årige teolog Ernst Trier, der stod bag de første kurser i et nærliggende hus i 1865, før den nuværende skole blev indviet året efter. Højskolen blev kraftigt udvidet i de efterfølgende år med Martin Nyrop som arkitekt. Da jazzen rykkede ind i 1968, var forstanderen for højskolen, Georg Veit, lige tiltrådt og han fungerede indtil sin død i 1979. Han var i begyndelsen noget forbeholden overfor denne invasion af anderledes eksistenser, som spillede, larmede og festede til langt ud på natten.
Deltagelse i stævnet kostede 300 kr. (som svarer til omkring 2100 kr. i dag). Programmet var stort set det samme som i 1967, med forskellige former for sammenspil, studiekredse, koncerter og jamsessions, pladebar og forevisning af jazzfilm. Lokalerne var bedre og flere end på Magleås. De oprindelige fem dage var nu udvidet til en uge, og programmet var, med undtagelse af en enkelt studiekreds, koncentreret omkring sammenspil, teori og musikundervisning, hvilket medførte at antallet af kvindelige deltagere faldt markant de næste mange år. Jazzstævnet var igen arrangeret af Den Danske Jazzkreds og Musik & Ungdom. Stævneleder var blueseksperten John Jørgensen, stævnesekretær var Musik og Ungdoms Jette Kjeldsen, og der var sammensat et program med Jazzen efter 1955 (Finn Slumstrup, der senere skulle blive forstander på Vallekilde), Harmoni- og hørelære (Steen Nielsen og Svend Båring), Free Jazz (Poul Ehlers), Moderat moderne jazz, Udvidet teori, Big band & bluesgruppe (Niels Jørgen Steen), Studiekreds om Louis Armstrong, Jazzens elementer samt Swing & mainstream (Arnvid Meyer). Birger Jørgensens studiekreds Jazzreportage stod for det daglige trykte organ “Jazzkilden”, ligesom man producerede ugens jazz-magasin “Week End Jazz” for Danmarks Radio, Big Bandet blev ledet af Niels Jørgen Steen, Svend Båring og Anders Barfoed, Carsten Meinert tog sig af saxofonisterne, og som altmuligmand ugen igennem havde man selveste Dexter Gordon, som dukkede op og spillede med sammenspilsgrupperne, bestyrede en rytmegruppeworkhop, og deltog i adskillige mindeværdige natlige jams.
Stævnerne var nu for alvor blevet samlingssted for tidens unge jazzmusikere. Blandt de 70 deltagere det år var trompetisterne Ole Vedfeldt, Ib Bodenhoff og Jens Jørn Gjedsted, basunisterne Erling Kroner, Niels Neergaard og Knud Aage Sørensen, altsaxofonisten Michael Hove, tenorsaxofonisterne Carsten Meinert, Jesper Zeuthen, Knud Bjørnø, Jesper Nehammer og Ole Kühl, pianisterne Thomas Clausen, Ole Matthiessen og Anders Barfod, mundharpespilleren Kim Sagild, bassisterne Henrik Hove, Jens Jefsen og Jens Christensen, trommeslagerne Bent Clausen, Carsten Brinck og Ole Streenberg samt udenfor kategori stævnets Jesper Fårekylling gennem mange år, Jørn Salskov.
Der var også solide koncerttilbud. Den første aften lagde Radiojazzgruppen, under ledelse af Palle Mikkelborg, vejen forbi. Anders Barfoed havde skrevet “Something New From Africa”, der havde undertitlen “Captain J.J. and his Dinner and Supper Band” og han havde arrangeret numre af Quincy Jones og Oliver Nelson. Andre arrangører og komponister var Steen Nielsen og Peter Larsen fra Fredensborg Big Band. Blandt solisterne var trompetisten Allan Botschinsky og altsaxofonisten Per Carsten. I anden del af koncerten var Dexter Gordon hovedperson i et par Ray Pitts-arrangementer af Duke Ellington- og George Gershwin-kompositioner, Niels Jørgen Steens “It’s Bat Man” og endelig Ole Matthiessens “Requiem For Martin Luther King”. Både denne koncert og mandagens koncert med altsaxofonisten Phil Woods, Kenny Drew, bassisten Red Mitchell og trommeslageren Albert Tootie Heath blev optaget og udsendt af Danmarks Radio. Phil Woods, som et par måneder før var flyttet til Paris for at komme væk fra den intense stemning i USA med valgår, protester mod krigen i Vietnam og raceuroligheder efter mordet på Martin Luther King, ankom til gengæld til byernes by midt under gadekampene i forbindelse med det franske studenteroprør. Woods blev så begejstret for stævnet, at han blev hængende det meste af natten, hvor han fortalte om sit musikerliv og deltog i en natlig jamsession med folk som Erling Kroner, Jesper Nehammer, Jens Jørn Gjedsted, Knud Bjørnø, Jesper Zeuthen, Michael Hove og Svend Baaring, I bogen “Jazz i Reprisen” fortæller Niels Jørgen Steen:
Phil Woods spillede, og så vidt jeg husker, var det Ole Matthiessen, som spillede klaver, og jeg stillede mig op i køen for at komme til at jamme med, Så skete der det, at Thomas Clausen, som var tilmeldt som bassist, satte sig ved klaveret og spillede “Blackbird”. Phil Woods blev meget begejstret, og jeg skulle ikke have noget af at spille efter det. Jeg anede ikke, at Thomas også spillede klaver.
Thomas Clausen husker også denne nat. Han havde spillet bas med Gordon ved en prøve på Maglås i 1967 men…
…havde droppet bassen og fik nu prøvet at spille klaver med Dexter – og imponerede Niels Jørgen Steen ved at kunne spille Bill Evans’ harmonier til “If You Could See Me Now” med harmonierne fra albummet “Trio 65”, som jeg dyrkede intenst i denne periode.
Tirsdag aften skulle forfatteren Leif Panduro have causeret om sit forhold til jazz, men han aflyste. Der var ingen koncert, men til gengæld bustur til Count Basies koncert i Falkonercentret. Om onsdagen var der koncert med Carsten Meinerts kvartet, som var ankommet til stævnet med en dags forsinkelse. Den havde et par dage før deltaget i jazzfestivalen i San Sebastian, hvor man havde vundet festivalens publikumspris. Gruppen gav koncert i Foredragssalen, hvor man spillede egne nye numre og præsenterede gruppens arrangement af Otto Franckers “Dansevise”. Torsdag var der koncert med en af tidens mest populære jazz/beatgrupper, Burnin Red Ivanhoe, og den var i øvrigt speciel fordi basunisten og mundharpespilleren Kim Menzer her havde sin debut i orkestret.
Ved koncerten fredag præsenterede John Tchicais Cadentia Nova Danica hans og Stuart Fox’ værk “Skumgummi Pindsvin”. Fox stod for et overdådigt lysshow, der trak på ca.1200 billeder taget i København, Amsterdam og på Bornholm. Det var den tidlige mindre version af Cadentia med Tchicai og Karsten Vogel (as), Hugh Steinmetz (tp), Kim Menzer (tb), Max Brüel (p, brs), Steffen Andersen (b) og Ivan Krill (dr). Også i tidens ånd var den anden John Jørgensen (Birgers søn) og hans lysshow, som flere aftener badede musikerne i mange farver og mønstre. De unge deltagere i stævnet var ret interesseret i beatmusik og f.eks. Burnin Red Ivanhoes koncert blev drøftet blandt musikerne og anmeldt i Jazzkilden. Var det jazz? Var det inspireret af jazz – eller hvad var det? Interessen for beat var stor og den varslede store ændringer på de kommende stævner.
Jens Jefsen var på mange måder den århusianske pendant til Niels-Henning Ørsted Pedersen i 70erne. Ud over talløse lokale musikere, akkompagnerede han fra slutningen af 70’erne alle de store amerikanere, når de kom for at spille på Tagskægget. Han var med på Vallekilde i 1968, og fortæller, at dette første stævne blev et vigtigt ”call” for ham, hvor han blev bekræftet i, at han havde musikerfærdigheder til at spille jazz.
Trompetisten Arnvid Meyer stod for den indledende audition på skolen. Der blev lavet en rytmesektion. Vi skulle spille blues, og Arnvid skiftede musikere ud og ind midt i musikken. Derved fandt han ud af, hvem der spillede godt sammen. Jeg kom på et hold og blev undervist af Niels Jørgen Steen og Svend Båring. Jeg lærte om 8 tone skalaen og begrebet ”forudhold”, en slags 2-5-1 øvelse. Jeg mødte mange af de musikere, som senere har fået stor anerkendelse, og som har betydet noget for min udvikling. En event, jeg husker, var fra gymnastiksalen, hvor der blev projiceret lysbilleder med farveeksperimenter udført mellem to glasplader, og et hold musikere, der improviserede frit, medens de betragtede lærredet. Det var helt nyt for mig, og jeg labbede indtrykkene i mig, fordi jeg havde en fornemmelse af ,at det ville komme til at ændre mit liv. En nat, hvor der var fuldmåne, gik stævnedeltagerne i en lang line ud på græsplænen, spillende på alle slags instrumenter op mod månen. En dag i spisesalen startede der en rytmejam, hvor vi spillede med knive og gafler på tallerkenerne. Jeg var kommet ind ”med 4-toget” og havde ikke forestillet mig en sådan grad af kreativ udfoldelse.
Læs mere om Jens Jefsens erindringer i afsnittet “Med egne ord”.
Lørdag var det deltagernes egen tur ved den traditionsrige afslutningskoncert. Her kunne man både høre de regulære sammenspilsgrupper samt flere grupper, som var dannet på stævnet, i alt 12, som tilsammen spillede 4½ time. Her kunne man bl.a. høre den århusianske bassist Poul Ehlers’ avantgardehold med Jesper Zeuthen på tenorsax, i et forstudie til næste års store succes Blue Sun. Man kunne også høre et hold fra Jazz i Reprisen, Harmony Stompers, som ved denne lejlighed var omdøbt til Vallekilde Stompers. Dexter Gordon spillede med bl.a. pianisten Thomas Clausen, basunisten Erling Kroner spillede Charles Mingus og sin egen musik med sin kvintet. Der var dannet et big band i løbet af ugen og her var kulminationen “Børves Blues” med Dexter Gordon som solist og til sidst Ellingtons “Cotton Tail” med en af stævnets flittigste deltagere, tenorsaxofonisten Knud Bjørnø, som solist. Der deltog i alt 12 grupper ved afslutningskoncerten lørdag den 3. August og finalen var flot – med trompetisten Arnvid Meyers Vallebasser og “Flying Home”, hvor Dexter Gordon, Carsten Meinert, Knud Bjørnø og Jesper Nehammer genskabte Illinois Jacquet’s klassiske solo på originalindspilningen fra 1942.
De deltagende orkestre i afslutningskoncerten var:
ANDERS BARFOED KVARTET: Knud Bjørnø (ts), Anders Barfoed (p), Henrik Hove (b), Ole Streenberg (dr).
VALLEKILDE BLUES BAND: Kim Sagild (harp), Leif Olsen (as), Ole Kühl (ts), Erik Marcussen, Allan Hjorth (g), Jørgen Blomquist (b), Jan Lövdahl (dr).
POUL EHLERS GROUP: Jens Jørn Gjedsted (tp), Mogens Hansen, Jesper Zeuthen (ts), Ole Matthiessen (p), Poul Ehlers (b), Bent Clausen (dr).
SEPTET SURPRISE: Ole Vedfeldt (tp), Niels Neergaard (tb), Bengt Stensson (ts), Willy Bengtsson (bs), Anders Barfoed (p, fl), Jens Christensen (b), Carsten Brinck (dr).
THOMAS CLAUSENS BOSSA NOVA TRIO: Thomas Clausen (p), Jens Christensen (b), Carsten Brinck (dr).
KNUD BJØRNØ KVARTET: Knud Bjørnø (ts), Thomas Clausen (p), Hans Jacobsen (b), Ole Streenberg (dr).
ERLING KRONER QUINTET: Erling Kroner (tb), Michael Hove (as), Ole Matthiessen (p), Henrik Hove (b), Bent Clausen (dr).
VALLEKILDE BIG BAND: Ole Vedfeldt, Ib Bodenhoff, Niels Buur Hansen (tp), Erling Kroner, Niels Neergaard, Knud Aage Sørensen (tb), Michael Hove, Jacob Munck, Niels Arthur Hansen (as), Bo Nørgaard, Bengt Stensson (ts), Willy Bengtsson (bs), Anders Barfoed, Thomas Clausen, Rolf Matthiessen, Ole Matthiessen (p), Henrik Hove (b), H.P. Nielsen, Jan Lövdahl (dr).
DEXTER GORDON: Dexter Gordon (ts), Thomas Clausen (p), Jens Christensen (b), Carsten Brinck (dr).
SAXKVARTETTEN: Niels Arthur Hansen (as), Ole Kühl, Jes Jørgensen (ts), Ejlif Petersen (bf), Jens Christensen (g),? (p), Hans Jacobsen (b), Bjarne Göttke (dr).
VALLEKILDE STOMPERS: Jens Jørn Gjedsted (tp), Erling Kroner (tb), Michael Hove (as), Carsten Meinert (ts), Ole Matthiessen (p), Henrik Hove (b), Ole Streenberg (dr).
ARNVIDS VALLEBASSER: Ib Bodenhoff (tp), Jens Mannicke (as), Jesper Nehammer (ts), Børge Riis (tb), Jes Jacobsen (p), Kim Esbensen (b), Hans Simonsen (dr).
Udover teorihold om formiddagen og sammenspil om eftermiddagen var der også den mest hippe pladebar på denne side af Atlanten bestyret af John Jørgensen, hvor et scoop var den nye Miles Davis-udgivelse, “Miles in the Sky”, ankommet med luftpost, og først udsendt i USA dagen efter stævnet sluttede. Den fik formentlig sin allerførste anmeldelse af Miles Davis-eksperten Steen Nielsen i Jazzkilden. En anden gang sang man med på Lester Youngs soloer på de gamle indspilninger med Billie Holiday eller lyttede til Charles Lloyd, Ravi Shankar eller Ornette Colemans “Chapaqqua Suite”. Om aftenen var der film fra Muddy Waters og John Lee Hooker til en Karel Appel-dokumentar med Dizzy Gillespie på lydsiden.
En spontan begivenhed var en Flower Power happening, hvor Arnvid Meyer blev overdænget med blomster, så han lignede en indisk guru, og hvor en gruppe blomsterbørn bar Carsten Meinert siddende spillende på et bord op til flagstangen i den anden ende af Vallekildes langstrakte plæne, og bagefter oplevede ham gående alene tilbage til højskolen i det tidlige morgengry, kommunikerende med fuglene med flageoletter på sin sax, mens ekkoer blev kastet tilbage fra højskolebygningen. En bjergtagende oplevelse i den stille morgenstund. Bagefter komponerede han “Before Sunrise”, som blev uropført et par dage senere, og indspillet både på kvartetalbummet “To You”, og i 1969 den efterfølgende “C.M. Music Train”.
Blomsterrevolutionen blev suppleret i “Jazzkilden” med en højreekstremistrevolution inspireret af et læserbrev i bladet “Superlove”. “Jazzkilden” udkom dagligt og bestod af en redaktion med Peter W. Foersom, Ole Henningsen, Niels Lyksted og Vibeke Nygaard samt Birger Jørgensen som ansvarshavende redaktør. Højreekstremisterne protesterede bl.a. mod de mange modernistisk inspirerede digte i Jazzkilden, og formulerede en del af gruppens manifest i et eksempel på, hvordan digte efter gruppens mening skal skrives, i en god gammel stram form:
mel.: “Jeg er havren….”
Vallekilde er et dejligt sted, som vandaler nu vil trampe ned. Djass man spiller hele døgnet rundt, det kan virk’lig ikke være sundt.
Spiritus og hårvand tylles ned, så man ødelægger Herrens fred. Svenskere og jyder lukkes ind, hvilket sønderslår det danske sind.
Nu skal det minsandten være slut. Lad os give dem moralsk salut. Kolde bade og et kyskhedsbånd. skal oprette skolens gamle ånd
En nat var der igen nachspiel omkring Meinerts kvartet, som spillede “Augustaften i Tivoli”, inden gruppen blev udvidet med yderligere fire bassister, tre trommeslagere og et brummekor på ca. 20 personer under ledelse af Niels Jørgen Steen for at spille Meinerts “Before Sunrise”, inspireret af happeningen et par dage før. Som der stod i “Jazzkilden”:
Af lydene i haven tilbagestod en ganske lille, meget følsom tonerække. Fra spisesalen var der brummekor og et kaos af sammenbidte eksplosioner. Helheden var fantastisk, næsten grotesk. Carsten Meinert bevægede sig ud på den tyndeste is, men kom helskindet ned igen, landede og hvilede i den lille forskræmte tonerække, som ekkoet havde sunget i haven.
Jazzkilden dækkede flittigt stævneaktiviteterne, og udsendte i alt 9 numre af den spritduplikerede stævneavis, som hver aften blev læst med interesse ved aftensmaden, nogle gange afbrudt af polyrytmiske trommeorgier med bestik, hænder og fødder, på glas, tallerkner og borde, en overvældende lyd i spisesalens dengang våde akustik.
I Jazzkilden sammenfattede Jørn Salskov sin oplevelse af stævnet således:
