Pædagogisk set er der både forskelle og ligheder i musikundervisningen indenfor såkaldt klassisk og rytmisk musik. Man skal begge steder kunne beherske sit instrument, kunne sin musikteori, styrke sit gehør, og fungere optimalt i en sammenspilssituation. Men derefter begynder forskellene at vise sig.
Med vestafrikanske rødder i sammenspil, improvisation og klang adskiller undervisning i rytmisk musik sig fra den traditionelt klassiske, som primært er en opførelses- og fortolkningspraksis af allerede eksisterende musik. For at kunne spille et klassisk stykke musik kan man derfor nøje lægge en øvelsesstrategi frem mod en endelig fortolkning af værket.
I rytmisk musik tilstræber man et individuelt udtryk i melodik, rytmik og klang, i jazzen overvejende af improvisatorisk karakter, baseret på en sammenspilsmodel, som i sin oprindelige form har rod i et vestafrikansk trommeensembles polyrytmiske sammenspil. Det var derfor nødvendigt at udvikle en ny form for pædagogik i forbindelse med de rytmiske musikgenrer, som både har aner til Vesteuropa med nedskreven, fastlagt musik, og til en vestafrikansk tradition, der prioriterer en aural improviserende sammenspilstradition.
Sopransaxofonisten Steve Lacy udtrykte en væsentlig forskel således:
Hvis jeg skal skabe et musikalsk forløb på 15 sekunder, har jeg flere måneder til at komponere og fortolke det. Når jeg improviserer, har jeg 15 sekunder.
Debatten omkring undervisning i jazz var ikke et nyt fænomen. Allerede tilbage i 1930erne diskuterede man, om den skulle indføres på musikkonservatorierne, men forslaget blev blankt afvist i en atmosfære, som var gennemsyret af racisme, snæversyn, snobberi, kommunistskræk og ungdomsfjendskhed. F.eks. havde komponisten og pædagogen Bernhard Christensen fået lagt jazzundervisning ind i aftenskoleregi, men en københavnsk borgmester fik gennemført, at annonceringen af kurset blev fjernet.
Småbørnspædagogen Astrid Gøssel blev interesseret i jazzen og skrev flere artikler i jazztidsskriftet “H.O.T”, som i 1930erne blev inspiration for en privat studiekreds, der skulle arbejde med tonens og rytmens sammenhæng med krop og bevægelse, af forholdet mellem sprog og sang i jazzmusikken. I studiekredsen deltog blandt andre Bernhard Christensen, Sven Møller Kristensen, Aksel Schiøtz og Herman D. Koppel. Studiekredsen var en del af baggrunden for, at der i 1935 blev oprettet to jazzskoler hvor Bernhard Christensen, Sven Møller Kristensen og Astrid Gøssel underviste. I 1938 udgav hun under megen opsigt sangbogen “Børnehaven synger”, et hæfte indeholdende børns egne kompositioner
Bernhard Christensen begyndte i 1925 at studere musikvidenskab ved Københavns Universitet. Sideløbende studerede han på egen hånd ikke-europæisk musikteori og historie, specielt musik som benyttede sig af improvisation. Sideløbende uddannede Christensen sig som organist, og fik ved sin adgangseksamen i 1929 rosende ord med på vejen for sine evner som improvisator fra censor Carl Nielsen.
Han begyndte at komponere året efter, hvor jazzen blev en vigtig del af hans virke. På grund af mere etablerede musikeres manglende evne (eller vilje) til at fremføre hans musik tilfredsstillende, udgav han i 1932 det banebrydende jazzoratorium “De 24 timer” med tekst af Svend Møller Kristensen. Musikken blev skrevet, så den kunne indstuderes på gehør, og de medvirkende havde mulighed for at stifte bekendtskab med improvisation.
Ligesom Gøssel interesserede Christensen sig for børns musikalitet og skabende evner, og de studerede desuden begge sorte og hvide musikeres forhold til kropslighed, bl.a. i forbindelse med begrebet at swinge.
Studiekredsen hos Gøssel blev inspiration for hans musikundervisning af børn. Hans grundlæggende ide var først at inddrage børnene ved at give dem nogle musikoplevelser, og ad den vej motivere dem til at beskæftige sig med musik. Noget, som mildest talt var et opgør med tidens etablerede musikundervisning, og derfor skabte en del modstand.
Forskellige typer af musikundervisning blev nogle år senere iværksat på initiativ af Christensen og Gøssel, bl.a. på Københavns Børneseminarium og flere private alternativt oprettede skoler. Men ellers var man overladt til at søge privatundervisning hos diverse udøvende musikere. Allerede tidligt udkom flere bøger og tidsskrifter, som beskæftigede sig med jazzhistorie og diskografiske oplysninger
Man skal helt op til slutningen af 1950erne, før den musikpædagogiske debat igen bliver genoptaget. En foregangsmand var bassisten Erik Moseholm, og en anden pioner var pianisten og radiomanden Børge Roger Henrichsen, som udgav den musikteoretiske “Noget om Jazz” (Danmarks Radios Grundbøger i 1961), der udkom i forbindelse med en pædagogisk tv-serie om jazzens stilarter og sammenspil. En anden vigtig tidlig udgivelse var kritikeren Erik Wiedemanns “Jazz og Jazzfolk” (1958), som var af mere filosofisk og musikhistorisk karakter. Wiedemanns udgivelse blev senere fulgt af tilsvarende bøger skrevet af Finn Slumstrup og Steen Nielsen, som begge blev involveret i de tidlige jazzstævner