Birger “Krølle” Sulsbrück
Birger “Krølle” Sulsbrück er percussionist, sanger, komponist og forfatter. Han startede Danmarks første salsaband, Salsa Na’ Ma’ i 1979. Bandet optræder også som kvartetterne Coco Son og Krølle & Cocodrilo. Spiller også med Latin Jazz kvartetten Latin Vibes. Birger underviser og spiller i bl.a. Afrika, USA, England, Island, Tyskland, Skandinavien og Italien. Han har forfattet 4 instruktionsbøger samt videoer og instruktions-cd’er, der er udgivet over hele verden.
Krølle var med som underviser på 19 ud af 22 musiklærerstævner, og er dermed den underviser, der har været med på flest af disse stævner. Han startede som gæstelærer på det første efterårsstævne på Vallekilde i 1977, dengang det stadig hed Pædagogstævnet. Her var Krølle inviteret til at lave en workshop for alle stævnedeltagerne, hvor han demonstrerede latinamerikanske rytmer og percussioninstrumenter. Efter Krølles workshop bemærkede Anne Linnet: Krølle, du kan godt købe et hus på bakketoppen, for du kommer til at få mange jobs på det her. Og det kom til at holde stik, der kom efter Krølles erindring mere end tyve jobs ud af den ene workshop.
Men Krølles karriere som underviser startede et par år forinden. Efter at have spillet dansemusik i Norge et par år i starten af 70’erne vendte Krølle tilbage til Danmark og begyndte at arbejde inde hos Marno Sørensen i Skoubogade og senere hos Ole Randbøll og Simon Koppel i Drum Stick: Jeg gad ikke leve af at spille dansemusik mere, jeg var blevet fed af at spise bøf bearnaise.
I 1975 var Krølle deltager på sommerstævnet på Vallekilde. Her mødte han Karsten Simonsen og Holger Laumann og de tre startede sammen med bassisten Peter Danstrup, trommeslageren Ethan Weisgard, guitaristen Flemming Ostermann og flere andre det senere meget populære band Cox Orange. Karsten underviste på seminariet i Teglgårdsstræde, hvor Krølle fik nogle timer som gæsteunderviser. Han var i samme periode med til at indspille de demonstrationsbånd, der fulgte med Holger Laumanns meget populære bog Rytmetodik. Gennem Asta Land Olesen fik Krølle timer på Det Kongelig Danske Musikkonservatorium, hvor han bl.a. mødte folk som Holger Tvestmann, Marilyn Mazur og Hanne Boel, der alle studerede på AM-uddannelsen.
Så det var gennem den gruppe af mennesker, at jeg begyndte at undervise. Allerede den gang brugte vi dans som led i undervisningen. Det, at jeg kunne lide at danse, brugte jeg med det samme i min undervisning. Og det virkede! Det første jeg lavede inde på Teglgårdsstræde var noget dans. Jeg havde nogle trin, som jeg sagde: “det er det og det og det”, og så gik vi i gang. Det var en blanding af samba og salsa. Det var bare nogle grundtrin, som jeg havde lært. Jeg anede intet om det, jeg var jo i gang med at studere det selv. Altså, det var dengang man var en side foran det man underviste i. Så jeg lavede en halv times dans, og så lavede Karsten og Flemming Madsen en halv time, hvor de spillede harmonika og violin, og lavede folkedans. Der flygtede jeg. Jeg hadede folkedans! Jeg blev altid hånet for det – Kom nu Krølle for helvede – men nej, jeg skyndte mig ned og ryge smøger i stedet for.
Det første år på Pædagogstævnet lavede Krølle kun en enkeltstående workshop om eftermiddagen:
Men så blev jeg jo hængende om aftenen og jammede og underviste bl.a. John Tchicai i at spille congas. Og jeg kan huske det, fordi hans hænder var så lange, at de gik ud på den anden side af congatrommen, så jeg var nødt til at finde en tromme, der var større. Så allerede der kom der nogle praktiske ting ind. Man var nødt til at tænke på, hvor store hænder har folk? Hvad trommer skal de købe og sådan nogle ting. Så der kom jo noget business ind, fordi hver gang jeg havde haft et kursus, så solgte Ole og Simon fra Drumstick jo congatrommer. Og de solgte mange!
Foruden Pædagogstævnet i 1977 var Krølle lærer på Brandbjergstævnet i 78-79:
Så jeg røg som elev på Vallekilde i 75 til at være instruktør to år efter. Uden at være uddannet musikpædagog – det var som musiker jeg underviste. Jeg havde min pædagogiske tilgang fra Ed Thigpen – at man tæller, man laver noder og man forklarer grundigt, hvad der skal foregå.
Birger Sulsbrück var og er kendt som en stringent underviser, der kræver absolut engagement og disciplin af sine elever. Han har ved flere lejligheder smidt deltagere, der forstyrrede undervisningen, ud af lokalet, og på Rytmisk Musikkonservatorium havde han en fast praksis med at låse døren, når undervisningen gik i gang. Så måtte de, der kom for sent, gå igen. Men Krølle var også en meget velforberedt underviser og en dygtig formidler, som inspirerede og løftede sine elever. Men han krævede respekt for sig selv som underviser – og for musikken.
Jeg har sikkert været for grov i munden, det ville ikke gå i dag. Jeg sagde hold kæft til folk, når de snakkede, fordi det irriterede mig og jeg kan ikke undervise under de der forhold. Og det har jeg selvfølgelig fået tæsk for, og det accepterer jeg også, men til gengæld har jeg fået forklaret folk, at når jeg underviser, vil jeg have respekt. Det var en kamp for respekt – at spille percussion var jo mange folks øjne bare noget bummelum – men jeg havde jo lært af Ed Thigpen, af Kasper Winding og senere af Papi Arosemena, at det skal tages alvorligt det her! Det er jo ens stolthed, det er ens liv, der ligger her.
Jeg var jo musiker, jeg spillede jazz og rock og dansemusik, og havde dermed den situationsfornemmelse, at når man kommer ind i et lokale og skal spille for folk – hvordan får man dem ud at danse? Og det var det, jeg overførte til konservatoriet, når jeg underviste, så kørte jeg på den stemning. Du får hurtigt et overblik over, hvem du kan få med og hvem du ikke kan.
Når du starter en rytme, skal du sørge for at folk rejser sig op og danser. Du skal sørge for at sætte noget i gang i stedet for at du hænger på. Det er ikke et krydderi vi er i gang med at lægge på, det er det, som faktisk bærer musikken. Og det var jo det jeg lærte på Cuba, at det første i en rumba, det er trommen, der starter. Så det der med at sætte tingene på hovedet: “jamen, kan vi ikke sætte noget musik på og spille til” – NEJ – det er det her, der er musikken! I skal vænne jer til at høre trommerne som musikken, og så kan vi begynde at synge. I må ikke savne noget, så længe I savner noget, når vi spiller trommer, så er det fordi der er noget galt. Så er det fordi det ikke er godt nok.
Krølle anfører selv, at hans krav om respekt og disciplin i timerne måske skyldes, at han ikke har en formel musikpædagogisk uddannelse, så han følte, at han skulle kæmpe for anerkendelse. Han kunne ganske vist ikke henvise til en videregående uddannelse, men til gengæld havde han været i en art mesterlære, både i Danmark og på Cuba, og lært af de bedste.
Det var jeg enormt stolt af. Jeg er her som musiker, ikke som pædagog eller den forstående lærer “det skal nok gå alt sammen”, men jeg kunne jo sætte mig ned om natten på Vallekilde med en, som ikke kunne finde ud af at få det mest basale til at fungere, og så sidde og øve i flere timer indtil det fungerede. Så balancen (til det disciplinære) var min tålmodighed. Og når folk accepterer min stil, så accepterer jeg alle problemer, der kan være. Uanset om du ikke kan tælle, ikke kan synge eller har problemer med din koordination.
Ed Thigpens tilgang til det at undervise, som jo er meget traditionel, har reddet min røv som underviser. Fordi jeg sagde, jeg vil have det så’n og så’n, noget som Leif Falk og jeg senere diskuterede vildt, fordi Leif havde en anden tilgang end jeg havde. Og dengang kendte jeg ikke Leif.
Krølle husker tydeligt sit første møde med Leif Falk på Musiklærerstævnet i 1882: Der kommer en mand ind, som jeg ikke ved, hvem er. Krølle efterligner Leif Falks karakteristiske, drævende stemmeføring: “Jeg hedder Leif – og jeg kender godt dig, og jeg kan ikke lide den måde dit materiale er på. Alt hvad du laver skal være rigtigt. Og hver gang du har skrevet en maracasrytme, som skal spilles på den der måde, så synes jeg, der er 400 variationer, som du går glip af”.
Vi satte os ned i spisesalen, og så skændtes vi i en time, altså på fuld knald! Så gav vi hinanden et knus, og gik op og underviste sammen – den første session på stævnet, der hvor alle mødtes i salen. Vi stillede os op inde på gulvet med ryggen til hinanden, og så gik vi i gang med at undervise sammen. Og folk sagde: ” hvad sker der lige her? Begynder de at vende sig rundt og skyde?”. Vi begyndte stille og roligt at danse begge to, dansede sammen og begyndte at få folk på, og i løbet af 10 minutter kogte hele salen – så var vi i gang!
Ind imellem havde vi vores (med vrængende stemme) mee-mee-mee-ting kørende, og ind i mellem havde vi det bare så fedt! Og vi spillede sammen konstant, fordi vi swingede sammen, vi fungerede sammen, vi havde det rigtig godt sammen. Det var der bare ikke mange, der vidste.
Da Leif kommer med på Vallekilde, der sker der jo en udvikling, som er enorm. Han har det rum, der lå lige til højre for indgangen, og når man kiggede ind, så sad de bare og snakkede og drak kaffe, men når de så spillede deres afslutningskoncert, så swingede det jo som ind i helvede. De spillede måske een tone og sang til – alt swingede! Han fik jo sin måde at arbejde med musik på ind på de stævner.
Astrid Elbek
I 1985 underviste Astrid Elbek for første gang på musiklærerstævnet på et hold med titlen Aflytning, arrangement og sammenspil. Holdet havde et klart pædagogisk sigte, som der står i programmet: Her arbejdes med aflytning af musik m. henblik på tilvejebringelse af for holdet sammenspilsegnede arrangementer. Det var et fint eksempel på et kursus, der var målrettet musikunderviseres behov i deres pædagogiske virke.
I årene 1988-95 ledede Astrid sammen med først Ivalo Falk og senere Åse Haugaard et hold med titlen Komposition i musik og bevægelse. Som det hed i holdbeskrivelsen: Målet er at skabe sammenhæng indenfor musik og bevægelse. Instruktørerne kommer med nogle arbejdsmodeller, som holdet kan tage afsæt i, og som man også kan bruge i sit pædagogiske arbejde. Gennem oplæg til improvisation udvikler vi sammen en komposition, hvor sang musik og bevægelse nødvendigt hænger sammen og giver gensidig inspiration og udtryk.
Her er det pædagogiske sigte endnu tydeligere. Nu handler det ikke længere om at lytte andres numre af, men om at skabe sin egen musik, og – ikke mindst – lære at lede processer, hvor andre skaber deres egen musik.
Jeg havde et hold sammen med Ivalo, og det var som fløde med fløde på. Det fede ved det var, at der kom en utrolig divers forsamling af folk, der kunne alt muligt – og også nogle der egentlig ikke kunne så meget – men alle kom med nysgerrigheden forrest, og med interesse for hinanden og der der: “Hvad kan vi få ud af denne her gruppe mennesker?”. Det var det pædagogiske projekt, og her var det så, at man skulle lave sin egen musik. Ivalos og min måde at gøre det på var faktisk startet på Herning Højskole under Kucheza stævnerne, som vi så importerede til Vallekilde. Vi startede ud med at lave et trin og en rytme, og så prøvede man ud fra det at arbejde sig videre til: Hvad kan vi sætte det her sammen til? Hvad kan det blive til for nogle numre og dans? Så det var dans og musik skabt i ét med egne tekster, egen musik, egen alting. Der skulle virkelig arbejdes hårdt for at nå noget på så kort tid med 15-16 mennesker, hvor alle skulle have noget af deres eget med. Når vi kunne se, der var et problem lagde vi et lille kursus ind, som der var brug for at komme videre, og Ivalo – verdenklasse-pædagog, som hun jo var – var enormt god til at se: “Nu tager vi lige et timeout og laver noget omkring det her”. Og jeg kunne så det tekniske, der skulle til.
Lars Storck og Ole Kibsgaard
Lars og Ole var lærere på Musiklærerstævnet i årene 1991-1995.
Lars Storck spiller med Zididada, trommegruppen Drums Across, Wonderbrass, Ida Nielsen og Nikolaj Hess. Har spillet 10 år i Sydafrika og vundet en Grammy der sammen med jazzpianisten Carsten Dahl. Lars har de sidste 20 år afholdt kurser i den offentlige sektor og erhvervslivet.
Da Lars begyndte som underviser på Vallekildestævnet, var han allerede en rutineret underviser, der havde udviklet sin helt egen pædagogik inden for faget Sang, spil og bevægelse, dels som underviser på Rytmisk Musikkonservatorium, dels gennem et hav af egne kurser i ind- og udland.
Lars beskriver selv konceptet på sin hjemmeside Slap Beat: Den intelligente krop…den glade krop. Kroppen som kommunikationsmiddel… humor og begejstring….Trin, klap, stamp, stemme og humor er udgangspunktet, men mulighederne er ubegrænsede….Denne metode har ikke instrumentets tekniske barrierer og herved udfolder musikaliteten sig mere spontant, helt uden besvær…..
Mine overvejelser om den form for undervisning var, at kroppen skulle lære før hovedet, at vores motoriske hukommelse er den stærkeste hukommelse vi har. Så hvis man blandede det motoriske med koordination, at kunne overskue rigtig mange ting på samme tid, dels i sin krop, men også i sine ører. Jeg havde sådan en vision om at skabe et helhedsbillede. Jeg tror jeg var lidt modstander af kassetænkning, hvor alting blev proppet ind i små kasser, og så måtte man ligesom selv få det til at hænge sammen. Ikke fordi det ikke virker, men jeg var mere optaget af, at der var en lige vej. Og så på grund af min barndom i Afrika, og mine rejser overalt i Afrika, så tog jeg den afrikanske connection og lavede det om til en måde at være i musikken på.
Jeg var meget optaget af, at musiklærere tit står over for større grupper af personer og det kaos, der nogle gange kan opstå, og så give dem noget inspiration til at arbejde med elevernes kompetencer ude på gulvet. Det der med at inspirere til glæden i kroppen, at blive strukket ud, man bliver glad i låget, man bliver tung nede i fødderne samtidig med, at man lærer noget. Jeg var meget optaget af, at det skulle være sjovt at lære noget. Det skulle ikke være hårdt, så jeg tænkte man kunne jo lige så godt more sig samtidig med at man lærer noget i en social, musikalsk, kropslig kontekst i stil med “Åh Boogie Boogie Woogie”, den energi, der er i sådan nogle ting og så proppe dem ind i en mere faglig kontekst, hvor du så samtidig også lærer noget omkring den afrikanske forbindelse i den rytmiske musik, men også polyrytmik, polymetrik og alle de ting der.
Ole Kibsgaard er musiker, sangskriver, arrangør og underviser. Han er især kendt for sin medvirken i Shu-bi-dua i årene 1997-2009 og som hyggeonkel i børneprogrammet Kaj og Andrea. Ole har spillet med en lang række af danske bands og solister, og har som studiemusiker medvirket på mere end 300 indspilninger. Han har desuden været arrangør og kapelmester i forbindelse med diverse shows på bl.a. Det Kongelige Teater, Operaen og DR’s koncertsal.
Da Ole startede med at undervise på Musiklærerstævnet i 1991 var han helt nyuddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium:
Jeg var blank som et lagen, og havde ingen idé om, hvad det var jeg skulle, men jeg har altid elsket at undervise, og jeg har altid bedre kunne ide at undervise grupper end 1-til-1 undervisning. Jeg vidste bare, at jeg skulle op og undervise nogle mennesker, der havde valgt at bruge deres efterårsferie på sådan et kursus, så de måtte jo mene noget med det.
Jeg har altid være forberedt, så jeg havde noget med, der kunne fungere, og så i øvrigt lade tingene stå åbne, indtil jeg vidste hvad det var for nogle personer, hvor initiativrige de var og hvor dygtige de var.
Stævnedeltagerne var på meget forskellige niveauer, så hvordan håndterer man så det som underviser? Ole var klar over, at det ikke handlede om at opfylde hans egne personlige ambitioner med hvordan musikken skulle lyde:
Jeg har altid været meget god til at “snyde” folk, så dem, der måske ikke var så gode, fik mulighed for at udfylde en lille, men vigtig rolle, og musikken blev til en helhed.
Lars og Ole klikkede lige fra første gang de mødte hinanden, og de blev efter eget udsagn en slags partners-in-crime på Vallekildestævnerne. De to stod bag alle mulige mere eller mindre skøre påfund, bl.a. natmadsselvtægten:
Lars: Vi var jo på hele dagen og aftenen, og efter aftenholdet – jeg siger ikke det skete så tit – men man kunne jo godt finde på at ryge en lille joint. Og det gjorde Ole og jeg en aften. Og så siger Ole pludseligt: “Ej, jeg har totalt ædeflip”, så Ole var ude i noget med at få kørt nogle pizzaer fra København i en taxa. Men så prøvede vi at regne ud, hvad det ville koste, og det ville koste halvdelen af vores honorar og kold pizza. Så vi blev så enige om at bryde ind i køkkenet, og på vej derned blev det et helt togt, hvor vi sang: “Vi lister os afsted på tå, for vi skal ud at røve… “
Ole: Jeg havde lavet lidt forberedelser. Jeg havde løsnet hasperne på et vindue ude fra gården, og sat dem på, så det så ud, som om de sad rigtigt, men vi kunne lige løfte dem af med en lineal.
Lars: Og så gik vi ellers ind i fadeburet og fyldte et fad med brød og pålæg og bar det op på lærerværelset, hvor det vakte stor lykke.
Næste morgen måtte stævneleder, Åse Haugaard, gå ned i køkkenet og undskylde mange gange for det passerede, men forinden havde højskolens forstander, Lasse Rathnow, stillet sig op til morgenmaden og fortalt, at der var nogle elever, der havde stjålet mad om natten, og hvem mon det kunne være? Han blev noget overrasket, da Ole og Lars, to af lærerne, rejste sig op og tilstod, at det var dem, der var tyvene. Men hele den historie bevirkede, at der fremover var sat natmad frem til lærerne, så noget positivt kom der ud af det. Ole:
Vallekildestævnet var noget af det første, jeg blev inviteret til at undervise på, efter jeg var uddannet, og det gjorde en kæmpe forskel for mig, for jeg har altid undervist, men det der med at være der – man sover det samme sted, man vågner op og spiser morgenmad sammen, og er i gang hele dagen sammen – det skaber en helt speciel dynamik. Og jeg blev i hvert fald bekræftet i det jeg vidste, at jeg virkelig godt kunne lide at undervise. Der skete noget helt specielt, når man er så tæt sammen i en uge. Der er også noget med længden af kurset, der gør, at tingene ikke når at blive rutine. Det er hele tiden nyt og spændende.
Lars fortæller afslutningsvis, at han fik mange jobs via stævnerne: Det har betydet rigtig meget for min karriere, både fagligt og økonomisk, at jeg fx kom rigtig meget til Norge efter Vallekilde, og har undervist der lige siden.