I 1981 overtog det nyoprettede RMU (Samrådet for Tilrettelæggelse af Rytmisk Musik) det faglige ansvar for stævnet, mens Den Danske Jazzkreds fortsat stod for den praktiske administration. Kredsen bag RMU var flere af de mennesker, der havde været med til at udvikle både sommer- og efterårsstævnerne på Vallekilde højskole og Den Rytmiske Aftenskole, og som senere tog initiativ til at etablere bl.a. Rytmisk Musikkonservatorium.
RMU blev stiftet 13. januar 1980, bl.a.: med henblik på at koordinere undervisningstilbuddene indenfor den rytmiske musik, samt at fremme udviklingen af kvalificerede pædagogiske metoder indenfor rytmisk musik.
Samrådet var en ret lille forening, der rummede både organisationer og privatpersoner med interesse for musikundervisning på alle niveauer. Selv om foreningen ikke talte mange medlemmer, opnåede man alligevel markante resultater i løbet af foreningens kun 18-årige historie.
Med støtte fra det daværende Statens Musikråd igangsatte RMU en række videre- og efteruddannelsestiltag, bl.a. de rytmiske grund- og specialkurser, der blev afholdt i samarbejde med de fleste af landets amtsmusikudvalg og voksenpædagogiske centre. RMU afholdt i dette regi både en lang række weekendkurser og kursuskonferencer, hvor der både var plads til fagligt arbejde af praktisk karakter og diskussioner om aktuelle problemstillinger i den rytmiske musikundervisning og om diverse musikpolitiske tiltag for at fremme rytmisk musikundervisning.
I 1984 igangsatte RMU i samarbejde med fagforeningen Dansk Musikpædagogisk Forening (DMpF) Rytmisk Linje, et 3-årigt efteruddannelsesforløb med afsluttende eksamen i bl.a. sammenspilsledelse og rotation. Disse forløb blev afholdt igennem mange år i både København og Jylland.
Som en af det rytmiske musikmiljøs organisationer bidrog RMU til arbejdet i forbindelse med etableringen af Rytmisk Musikkonservatorium og Center for Rytmisk Musik og Bevægelse, diverse revisioner af Musikloven samt en lang række andre musikpolitiske initiativer.
I virkeligheden var RMU måske som forening for lille til at varetage alle disse projekter, der havde en meget praktisk karakter og krævede en stor arbejdsindsats, men da tilskuddene fra Statens Musikråd ikke blev givet til drift af foreninger, måtte man søge om støtte til disse konkrete projekter, og så finansiere foreningen fra støttemidlerne således, at man fx lagde bestyrelsesmøder i forlængelse af et kursus. På den måde fik man dækket foreningens udgifter til møder, transport mv. Bestyrelsesarbejdet var ulønnet, kun foreningens sekretær fik at årligt honorar på 25.000 kr. for at varetage koordineringen af de mange aktiviteter.
Endelig tilrettelagde RMU fra 1981 i samarbejde med Den Danske Jazzkreds, Musiklærerstævnet, som er denne hjemmesides fokus. Tiden for de ideologiske kampskrifter var slut, og man havde sikkert affundet sig med, at hverken Undervisningsministeriet, de videregående pædagogiske uddannelser eller skolesystemet havde vilje eller evne til at tage del i udviklingen af en pædagogik med relevans for den rytmiske musik.
I takt med at stævnet fandt sin form og sin brede målgruppe, måtte man erkende, at en helstøbt rytmisk pædagogisk praksis omfattede både (genre)specifikke musikalske færdigheder og pædagogiske metoder, som deltagerne ikke kunne forventes at besidde. Karsten Simonsen:
Jeg tror, hvis man kigger programmerne igennem, så vil man se, at der begynder at komme kurser ind – jeg kan huske jeg selv havde et, der hed “Sammenspilsledelse” – altså hvor det handlede om, at kursisterne skulle undervises i at undervise i sammenspil. Og de skulle øve sig på hinanden, og man skulle diskutere, hvordan man lavede materialer på en relevant måde – alt det der, som vi selv har rodet med i vores karriere. Men det er klart, at der var et kæmpe behov for at lære at spille, simpelthen, og lære overhovedet at takle den musikform, som ingen af dem havde fået uddannelse i.
En gennemgang af stævneprogrammerne bekræfter Karstens udsagn. Hvor hans egne sammenspilshold på de første stævner oftest tog udgangspunkt i stilarter, fik de fra 1982 og frem et mere pædagogisk fokus. Karsten underviste på hold som “Elementær rytmegruppeinstruktion (rotation)” og “Arrangement og sammenspilsledelse”, mens Leif Falk havde hold som “Musikpædagogik og metodik”.
Det er i øvrigt interessant at se, hvordan man på stævnerne udviklede de nye pædagogiske fag, som senere skulle få en central placering i de rytmiske konservatorieuddannelser:
ERT (Elementær Rytmisk Træning) var en disciplin, som i København blev udviklet bl.a. på Seminariet i Teglgårdsstræde, hvor Karsten Simonsen og Flemming Ostermann delte et barselsvikariat i 1975. Her supplerede man instrument-/sammenspilsundervisningen med kropslige øvelser for at styrke de studerendes rytmik og koordination.
Konceptet blev videreført året efter på først Den Tredje Verdens Aftenskole og fra 1978 på Den Rytmiske Aftenskole, hvor man brugte den fælles pause til at øve rytmesans og koordination. Det foregik typisk ved, at deltagerne gik rundt i en rundkreds, mens en af lærerne klappede og sang forskellige figurer, som man så skulle efterligne. Man brugte bl.a. meget tid på at øve 16-dels lifts, som mange kæmpede med at få på plads i de år. Man skal huske på, at stærkt synkoperede musikformer som fx funk var helt fremme i tidens musik, og mange bands ville rigtig gerne lære denne nye musik, men det var ikke altid helt nemt, når nu man kom fra det rytmisk set blodfattige Danmark. Der var langt til Earth, Wind & Fire, for nu at sige det på den måde.
Senere gik man over til at kalde faget Sang, dans og spil, en betegnelse man benyttede på bl.a. Århus Friskole, Kucheza-kurset på Herning Højskole og Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg, idet man herved understregede, at det var en fuldgyldig musikalsk aktivitet i sig selv, og ikke bare en træning til at blive bedre på sit instrument. Faget blev senere et af hovedfagene på Center for Rytmisk Musik og Bevægelse i Silkeborg og Musik og bevægelseslæreruddannelsen på Rytmisk Musikkonservatorium.
Rotation var et fag, hvor man lærte instrumentroller og elementært sammenspil på de typiske rytmegruppeinstrumenter: Trommer, bas, guitar, klaver/keyboard og percussion. Deltagerne skiftedes til at spille på de forskellige instrumenter eller synge lead og kor. Formålet med faget var dels at give læreren et basalt kendskab til de forskellige instrumentale roller med henblik at kunne arrangere et nummer på begynderniveau og dels at give læreren mulighed for selv at kunne demonstrere en rolle på instrumentet, hvilket kunne være bekvemt i en tradition, hvor man typisk ikke brugte noder. Faget fik dermed en vigtig rolle i udviklingen af undervisernes praktisk-metodiske færdigheder.
Rotation havde muligvis sine rødder i øvelokalerne. Det var en helt almindelig praksis, at man prøvede de andre musikeres instrumenter, og mange musikere blev på denne måde ganske skrappe til at spille på flere instrumenter.
Karsten Simonsen fortæller, at faget optrådte som pædagogisk disciplin på det første pædagogstævne i 1977, her under navnet: Workshop – Samspilsøvelser, med beskrivelsen:
Instruktion i sammenspil, hvor de enkelte deltagere kommer igennem hele det rytmiske instrumentarium. Hovedsigtet med dette kursus er, at man oplever de enkelte instrumenters spillemåde og funktion ved selv at prøve at have dem i hænderne.
Karsten Simonsen var dengang timelærer på AM-uddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium fra 1977 og nogle år frem. Han underviste i faget RIM (Rytmisk Improvisatorisk Musik), som var et fag, der typisk kombinerede sammenspilsledelse, rotation og rytmisk træning.
Rotation var også en fast del af RMU’s 3-årige kurser, som blev afholdt i flere amter op gennem 80erne. Faget blev altså udviklet og afprøvet på mange forskellige platforme i den periode.
Endelig var faget Sammenspilsledelse et nyt fag, der kom til at stå i centrum af alle de nye rytmiske musiklæreruddannelser på konservatorierne. Her var undervisningen typisk koblet op på et såkaldt “kaninhold”, altså en gruppe elever, som en studerende underviste under konservatorielærerens observation og vejledning.
Allerede på stævnet i 1980 var man begyndt at lægge mere vægt på sammenspillet, og herfra kom stævnerne i stigende grad til at handle om oplevelsen og glæden ved at spille sammen med andre, kombineret med en praktisk-pædagogisk metodik. Deltagerne havde behov for at opleve på egen krop, hvad den rytmiske musik kunne, og de havde et lige så stort behov for at lære pædagogiske og praktiske metoder til at formidle musikglæden til elever med meget forskellige forudsætninger. Det er i denne forbindelse vigtigt at huske, at de elever, som stævnedeltagerne skulle ud at undervise, generelt ikke kunne forventes at besidde særlige forudsætninger for at spille musik.
I 1981 havde stævnet fundet den form, som man i store træk videreførte frem til det sidste stævne i 1998. Et typisk dagsprogram kunne se sådan ud:
08:00 – 09:00 Morgenmad
09:15 – 10:45 Teorikurser og workshops
11:00 – 11:45 Samsang
12:00 – 13:00 Frokost
13:00 – 14:00 Individuel øvning
14:00 – 16:30 Sammenspil
16:45 – 17:30 Instrumentkonsultationer (Dr. funktion)
18:00 – 19:00 Aftensmad
19:00 – 21:00 Big band, Salsa band, Gospelkor
21:00 – 21:30 Kaffe og the
21:30 – ? Jam mv.
Hvor de tidligere kurser, som typisk var teoribaserede, strakte sig over både formiddag og eftermiddag, havde man nu lavet en klar struktur med workshophold om formiddagen og sammenspil om eftermiddagen. Der var afsat mere tid til sammenspillet, hvilket understregede sammenspil som stævnets centrale aktivitet. Formiddagsholdene hed ganske vist stadig Teori- og workshophold, men hvis man kigger programmerne igennem, vil man kunne se at disse hold overvejende var af praktisk-pædagogisk karakter.
Hvis man ser på stævneprogrammets layout, sker der også en udvikling op gennem perioden. De første fire programmer bestod af sammenhæftede A4-ark, som Jazzcenteret i Rønnede stod for. Forsiden var ensfarvede gule eller røde, men ellers var der ikke kræset for det grafiske udtryk. Senere, hvor man ikke behøvede at have plads til de lange politiske programerklæringer, gik man over til at producere programmet som en mere handy folder i A-5 format, dog stadig uden større, grafiske dikkedarer.
Først fra 1984 begyndte man så småt at layoute programmet, i starten med et lille vignet på forsiden, som senere udvikledes til egentlige forsidebilleder, men stadigvæk i et yderst simpelt grafisk udtryk. Vi skal helt hen til programmet i 1993, før der kom mere smæk på. Programmet, der nu var layoutet af grafikeren Frank Beck, fik et helt nyt tidssvarende format og grafisk udtryk. Hele folderen blev gennemlayoutet med flere farver og gennemgående motiver på hver side (Se alle programforsider i afsnittet Lærere og Holdtitler).
