Det første stævneprogram var i sin form ret bemærkelsesværdigt. Programmet indledtes med en længere tekst forfattet af arrangørerne Bent Haastrup og Arnvid Meyer, der med en både følelsesladet og kritisk retorik argumenterede for behovet for mere og kvalificeret rytmisk musikundervisning. Programmet fik dermed karakter af et kampskrift, hvor der ikke var tvivl om arrangørernes synspunkter:
De etablerede uddannelsesinstitutioner har imidlertid i almindelighed kun perifert beskæftiget sig med om ikke direkte svigtet enhver forpligtelse over disse nogle af vort århundredes væsentligste musikalske foreteelser. Fagmusikere og pædagoger, som er kommet ud fra landets læreanstalter, har med enkelte undtagelser, der oftest har deres forklaring i selvstudier, stået uddannelsesmæssigt uforberedte og dermed usikre over for hverdagens realiteter.
At musikundervisningen, efter arrangørernes mening, generelt var i en miserabel tilstand lægges der ikke skjul på. Og Jazzkredsens rolle i bestræbelserne på at højne undervisningens kvalitet lægges der heller ikke skjul på. I det følgende afsnit fremgår det således tydeligt, at de hidtidige sommerstævner på Magleås og Vallekilde netop var sat i verden for at rette op på situationen:
Den Danske Jazzkreds har efter fattig evne søgt at lappe på bl.a. denne situation ved afholdelse siden 1966 af årlige højskolestævner på op til to ugers varighed og åbne for alle jazzudøvere uanset stil og stade. Disse stævner har som de hidtil eneste regelmæssigt tilbagevendende uddannelsesmuligheder på området opnået en konstant stigende og trods fortsatte udvidelser overvældende tilgang. Uagtet stram økonomi har de som centrale pædagogiske begivenheder fungeret som udklækningsanstalter for en lang række af de mest betydningsfulde danske musikere og grupper inden for de rytmiske område.
Men stævnerne har i stadigt ringere grad kunnet dække det voksende behov. Jazzkredsen arbejder derfor hårdt på en forøgelse af stævneaktiviteten. Efter den ny musiklovs ikrafttræden er det i samarbejde med Danmarks Sanglærerforening og Københavns Sanglærerforening som næste fremstød blevet muligt at realisere et kursus i efterårsferien primært for folkeskolens musikundervisere, færdiguddannede såvel som for tiden studerende.
Det er værd at bide mærke i samarbejdet med de to musiklærerforeninger, der jo organiserede målgruppen for det nye stævne. Selv om det økonomiske tilskud på 5.000 kr. fra Københavns Sanglærerforening bestemt ikke var prangende og jo slet ikke afspejlede det reelle behov for opkvalificering af musiklærerne, må man dog se det som en strategisk styrke, at Jazzkredsens initiativ i hvert fald politisk blev bakket op af musiklærernes faglige organisationer.
Derfor er det da også overraskende, at Bent Haastrup i et interview til Politiken 4. oktober 1977, bare 10 dage inden starten på efterårsstævnet, blev citeret for denne udtalelse: Musikundervisningen i Folkeskolen er så dårlig, at man i realiteten burde fyre hovedparten af musiklærerne. Interviewet var egentlig bare ment som en foromtale af det nye pædagogstævne på Vallekilde, men med overskriften: Skarp kritik af folkeskolens musikundervisning, og underrubrikken: Lærerne er for dårlige, mener jazzfolk, blev der detoneret en bombe i det ellers lovende samarbejde mellem Jazzkredsen og musiklærerorganisationerne.
Om citatet skyldes en kæk sidebemærkning fra Bent Haastrup eller en bevidst spidsvinkling fra journalistens side er uklart, men Bent Haastrup modificerer i hvert fald sine udtalelser i dette klip fra “Jazznyt” (fra 02:30) med Ole Matthiessen som vært:
Politikens artikel nævner i hovedsagen de samme grundlæggende kritikpunkter, som stod at læse i stævneprogrammet, men hvor man her havde undgået at kritisere lærerne direkte, retter interviewet skytset mod lærerne som personer, hvilket måske var en anelse letsindigt med henblik på at folkeskolelærerne var stævnets primære målgruppe.
Svaret kom da også prompte. I et læserbrev i Politiken 15. oktober 1977 (dagen efter stævnestart) skriver den daværende formand for Danmarks Sanglærerforening, Inger Marie Grell, under overskriften “Musikalsk spark”:
Når man læser Bent Haastrups udtalelser om Folkeskolens musikundervisning, og er man en af de lærere, som han ønsker fyret, så føler man sig et øjeblik som en, der lige har været henne for at sige pænt goddag for dernæst at få et ordentligt spark bagi, når man kommer til at vende ryggen til.
Inger Marie Grell nævner, at samarbejdet med Jazzkredsen jo netop er kommet stand …i den tro, at det [stævnet] skulle være en HJÆLPENDE HÅND til en side af musikuddannelsen, som vi udmærket ved ikke helt er blevet tilgodeset hos alle, som den burde.
Inger Marie Grell anerkender altså, at der er huller i musiklærernes faglighed, især med hensyn til rytmisk musik, men placerer – uden at sige det direkte – skylden på lærerseminariernes undervisning. Herudover nævner Grell en række andre forhold, som er med til at forringe musikundervisningen i Folkeskolen, herunder et utilstrækkeligt timetal, manglende bevillinger, dårlige fysiske rammer, dårlig skemalægning og fagfordeling …overtagelse af børn, som en kollega med kun grunduddannelse i musik har undervist for at få fyldt sit skema ud… samt manglende bevillinger til efteruddannelse. Det er kun få af de vanskeligheder, som kan være årsag til, at at en lærer kommer til kort, ligegyldigt hvor faglig dygtig han ellers er.
Grell fremhæver, at musiklærerne udmærket er klar over at fagligheden halter, hvad angår rytmisk musik, og at det jo netop er derfor, at de melder sig på Vallekildestævnet: …for at søge hjælp, ikke at blive sparket. Grell slutter sit læserbrev af med at kritisere både jazzfolk og undervisere på de videregående uddannelser for at være døve over for musiklærernes nødråb og for ikke at være solidariske med musiklærernes kamp for at styrke faget i Folkeskolen:
Folkeskolelæreren er snart træt af KUN af få KRITIK fra folk, som underviser på højereliggende stader i undervisningsforløbet. Fra mennesker, som burde have bakket op, råbt op og støttet, da den uddannelse, der af alle er betegnet som basisuddannelsen i musik, nemlig folkeskolens obligatoriske undervisning – virkelig var i nød. HVORFOR GJORDE I DET IKKE!
I stævneprogrammet hedder det videre:
Behovet for et sådant fremstød, det første af sin art herhjemme, er tydeligt dokumenteret af det stærkt voksende antal yngre pædagoger, der har søgt et nødtørftigt supplement til den etablerede undervisning ved deltagelse i de hidtidige jazzkredsstævner (sommerstævnerne), som imidlertid langt fra i tilstrækkeligt omfang har kunnet imødekomme netop deres behov – en imødekommelse, der er ganske speciel ønskelig, fordi det jo ikke mindst er i skolen, at grundlaget for en så hårdt tiltrængt styrkelse af det danske musikliv skal lægges.
Hele musikkens placering i skolen i dag er som bekendt yderst kritisabel. Særligt forsømt, ikke mindst inden for folkeskoleundervisningen, er det her påtænkt behandlede stofområde, og det på trods af, at der netop er tale om kvalitetsmusik, som har særlige muligheder for at “gå ind” hos eleverne. Skolens musiklærere som andre traditionelt uddannede musikfolk føler sig imidlertid oftest aldeles utilstrækkeligt udrustede i denne situation, hvorfor enestående muligheder for at animere en positiv kulturel udvikling går til spilde.
Hverken seminarerne eller Danmarks Lærerhøjskole synes at have kapacitet til virkeligt at løse problemerne heromkring, hvorfor presset fra den rytmiske musik udgør en voksende udfordring/trussel for folkeskolens musikundervisning. Vel er det rimeligt, at denne undervisning er dybt forankret i en gammel dansk/europæisk tradition, og at denne fortsat forvaltes betryggende. Derimod er det uacceptabelt, at man ikke samtidigt har formået at tage højde for det levede livs nye og væsensforskellige områder med deres nuancerede og fysisk betonede rytmik, i overvejende grad improviserede karakter og hele sigte mod personlig skaben kontra reproduktion. At lade de pædagogiske opgaver forbundet hermed ligge for ikke at tale om at lade praktiske problemer (som den korte undervisningsmæssige tradition i forb. m. denne musik, begrænsede faciliteter, fagtrængsel osv.) blokere udviklingen er imidlertid en for musikken i folkeskolen måske skæbnesvanger virkelighedsflugt.
Det er interessant, at disse afsnit i programmet i virkeligheden flugter helt fint med Inger Marie Grells svar på Bent Haastrups kritik af musiklærerne. Selv om teksten i udgangspunktet er yderst kritisk over for musikundervisningen i Folkeskolen, afholder man sig omhyggeligt fra at kritisere lærerne som individer, men angiver i stedet en række af de forhold, som Grell også nævner, som årsag til problemerne.
Det lader dog til, at man fik talt sig til rette. I hvert fald stod de to sanglærerforeninger som samarbejdspartnere i forbindelse med de efterfølgende stævner frem til 1980. Herefter overtog den nystiftede interesseorganisation RMU (Samrådet for Tilrettelæggelse af Rytmisk Musikundervisning) det indholdsmæssige ansvar for stævnet, stadig med Den Danske Jazzkreds som praktisk operatør.
Som tidligere nævnt henvendte stævnet sig primært til musiklærere i folkeskolen, og dermed forudsatte man også, at deltagerne havde de pædagogiske kompetencer på plads. Stævnets formål var dermed at styrke deltagernes musikfaglige forudsætninger, eller som det formuleres i programmet:
Stævnets sigte er først og fremmest at give deltagerne selv større faglig dygtighed, i mindre grad pædagogisk og metodisk ditto, der må forudsættes erhvervet under den grundlæggende pædagogiske uddannelse. Dette forhindrer ikke, at det anvendte materiale for størstedelens vedkommende vil kunne anvendes direkte i undervisningssituationen.… Dette er altså ikke et kursus for fagmusikere. Så tag endelig instrument med (gerne flere) uanset hvorledes du selv synes, du spiller!
På det første stævne i 1977 var strukturen bygget op omkring 4 dobbeltkurser med fokus på en praktisk-teoretisk musikalsk aktivitet:
- Workshop – samspilsøvelser (Finn Roar, Holger Laumann)
- Pianolab – harmoni- og improvisationskursus (Ib Buchholtz Hansen, Sven Erik Nielsen)
- Rytmisk hørelære (Bent Haastrup, Poul-Christian Nielsen)
- Arrangement, teori og praksis (Karsten Simonsen, Kurt Larsen)
Kurserne kørte både formiddag og eftermiddag og var obligatoriske for alle deltagere:
Stævnets nogle og firs deltagere roterer mellem disse fire dobbeltkurser således, at alle kommer tre gange på hvert. Den todelte kursusform giver i øvrigt mulighed for niveau-, stil-, eller anden hensigtsmæssig inddeling.
Udover de obligatoriske kurser kunne deltagerne vælge mellem tre tilvalgskurser med John Tchicai som lærer: Fri improvisation, Modal improvisation (ikke funktionsbunden) og Harmonibunden improvisation. Hertil kom muligheden for at melde sig til spontant oprettede sammenspilshold, som: …efter eget ønske indøver forskelligt materiale, idet der bygges på de erfaringer, man efterhånden indhøster under kurset.
Hertil kom fælles Samsang, også med John Tchicai, før frokost samt forskellige aftenaktiviteter, bl.a. en forelæsning om Musik og samfund ved Finn Gravesen, en percussiondemonstration ved Birger “Krølle” Sulsbrück …samt en koncert med et professionelt ensemble, der indleder med orientering om program, som evt. delvis består af numre, stævnedeltagerne kender fra holdene.
Endelig indeholdt programmet jam, pladebar, jazzfilm og udstilling af undervisningsmateriale.
Som man kan se, var det et yderst ambitiøst og – som Bent Haastrup selv erkender – nok også for ambitiøst program. Man ville nå rigtig meget på alt for kort tid. Det er svært at se, hvordan deltagerne skulle have tid og overskud til alle disse mangeartede aktiviteter. Men man valgte at beholde denne form frem til 1981, hvor RMU overtog ansvaret for stævnets form og indhold.
Det er værd at bide mærke i, at de første stævner lægger hovedvægten på en i udgangspunktet teoretisk tilgang til musikken. Det er teoretisk baseret undervisning i emner som arrangement, teori, harmoni, hørelære, der er stævnets hovedfokus, mens sammenspilshold kan oprettes – nærmest lidt tilfældigt – hvis behovet viser sig, men allerede i programmet for 1978 begynder en langsom udvikling hen mod en mere sammenspilsorienteret stævnemodel. Tilvalgskurserne er udvidet med flere sammenspilhold, herunder Anne Linnets hold “Vin, kvinder og sang”, et kursus hun havde udviklet på de foregående sommerstævner sammen med Astrid Elbek. Der var også kurser i “jazz, rock og latin” med Finn Roar, Holger Laumann og Karsten Simonsen samt kurset “Fri organiseret rytmisk musik” med Marilyn Mazur. Det er nok ikke helt forkert at gætte på, at der ikke har været meget teori på de hold.
Vi skal helt hen til stævnet i 1984, før man ser et program uden teoribaserede kurser. Herfra er stævnet overvejende fokuseret på de praktisk/musiske færdigheder med udgangspunkt i diverse sammenspilsaktiviteter.
Man kan spekulere over, hvorfor de første stævner havde så stor fokus på det teoretiske. Tanken var vel, at den primære målgruppe, musiklærere i Folkeskolen, havde brug for at styrke de musikteoretiske færdigheder, inden de kunne begynde at spille sammen. Det er i så fald en ret traditionel tilgang til musikundervisning, som jo var cementeret i den klassiske musikundervisning gennem mange år, men det hører med i billedet, at arrangørerne af de første stævner selv var jazzmusikere, og at jazzmusikken på den tid havde en stærk forankring i musikteori, hørelære, musikhistorie m.v. Egentlig ikke så langt fra den klassiske musiks pædagogik.
De to næste stævner (1978 og 1979) blev afholdt på Vingsted Centret nær Vejle. Det er uklart, hvorfor man ikke fortsatte på Vallekilde, men noget tyder på, at højskolen har været optaget af andre aktiviteter i efterårsferien, og det har åbenbart ikke været muligt at flytte stævnet til an anden velegnet højskole.
I det næste program fyldte kritikken af den generelle musikundervisning og -uddannelse mindre. Der blev dog plads til denne indledende salve:
Den levende musikinteresse er som bekendt de senere årtier vokset bemærkelsesværdigt. Men samtidigt har den overordnede planlægning medført en mildest talt vanskelig situation for musikken i skolen, måske det sted, hvor nævnte positive kulturelle udvikling ellers bedst kunne udbygges. Tillidskløften mellem lærer og elev er paradoksalt nok vokset, både fordi eleverne er blevet langt mere musikalsk bevidste, og fordi læreruddannelsen almindeligvis ikke bibringer de vordende undervisere blot nødtørftige forudsætninger for at imødekomme eleverne der, hvor deres virkelige interesser ligger. De pædagoger, der har det måske største ansvar for sikring (eller genopretning om man vil) af musikkulturen i Danmark, lades i stikken.
Og senere:
Især Ministeriet for kulturelle anliggende har bidraget af de beskedne midler under musikloven, mens Undervisningsministeriet har givet blankt afslag trods mange års grove forsømmelser på området…
Kritikken fortsatte i Den Danske Jazzkreds’ medlemsblad, “DDJ” nr. 2/78 fra 30. oktober 1978, hvor Arnvid Meyer skriver:
DDJ har i efterårsferien netop afholdt sit andet årlige kursus i rytmisk musik for undervisere (pædagogstævne). Stævnet, der fandt sted i Vingstedcenteret vest for Vejle, havde i alt ca. 90 deltagere. Dets instruktører omfattede en række af vore førende kapaciteter på området.
Skolen er som bekendt ved siden af hjemmet det sted, hvor en grundlæggende kulturel indsats på længere sigt kan give de største resultater.
Med den mildest talt vanskelige situation for musikken i skolen, som den overordnede planlægning har medført, og med en dansk lærerstab, hvis uddannelse dårligt har bibragt dem de mest elementære forudsætninger på det rytmiske område, får disse stævner en særlig betydning – selv om de selvfølgelig forslår som den berømte skrædder i helvede.
Stævnet lignede i sin form det første stævne, og med 90 deltagere var stævnet tilsyneladende en stor succes. I hvert fald skriver musiklærer på Nyborg Gymnasium, Marianne Madsen, i et langt læserbrev i Gymnasieskolernes Musiklærerforenings “Medlemsorientering” nr. 5 i november 1978 bl.a.:
Jeg indrømmer, at afholdelsen af det første (stævne) er gået totalt hen over hovedet på mig, og at jeg hørte om det første gang, da Birger “Krølle” Sulsbrück på “vores eget” efteruddannelseskursus i bas/trommer i Roskilde i efteråret 77 luftede noget om påfaldende ringe deltagelse fra gymnasieskolen på dette kursus.
Men jeg var altså – takket være Krølles bemærkning for næsten et år siden – oppe på mærkerne, da dette års stævne blev annonceret, og alle andre svævende planer og ferietilbud trådte helt i baggrunden ved tanken om at kunne tilbringe en hel uge i selskab med alle dem, der ved tidligere gymnasiekurser har været så helt utroligt inspirerende for mig, og som har været den direkte årsag til at jeg overhovedet er kommet i gang med at lytte til og selv udøve rytmisk musik.
Jeg kom med så store forventninger til det kursus og stillede så store krav til instruktørerne om, hvad jeg ville have ud af det, at det ikke ville være menneskeligt muligt at honorere dem. Og hvad skete så? Mine forventninger blev mere end indfriet. Det er ingen overdrivelse at påstå, at jeg aldrig tidligere har været med til noget, der på én gang har været så skægt og så belærende og inspirerende.
Marianne Madsen efterlyser flere deltagere fra gymnasieskolen på stævnet (de var kun 4 i 1978), og foreslår at gymnasielærerne fremover ser Jazzkredsens stævne som en del af deres efteruddannelse, så man kan flytte gymnasielærerenes egne midler til andre kursustyper:
Er det virkelig hensigtsmæssigt, at GL (Gymnasieskolernes Lærerforening) afholder isolerede kurser i emner, som andre pædagogiske foreninger holder åbne for os, især når disse kurser er af en standard, så vi ikke selv har mulighed for at lave dem bedre?
Efter endnu et stævne på Vingsted Centret i 1979, var man i 1980 rykket tilbage i de vante rammer på Vallekilde højskole. Stævneprogrammet indeholdt igen en omfattende kritik af kulturpolitikens efterslæb og den utilstrækkelige musiklov:
I 1976 fik Danmark for første gang en lov om musik. Inden for lovens erkendt utilstrækkelige økonomiske rammer opnåede Den danske jazzkreds midler til en ganske vist meget beskeden udbygning af sine aktiviteter. I erkendelse af den mulighed for en hårdt tiltrængt stimulering af hele vort musikliv, som netop en pædagogiske indsats i bred forstand kunne indebære på længere sigt, søgte man i denne situation at komme dog lidt videre med de undervisningsmæssige nødforanstaltninger, som kredsen havde iværksat siden 1966 (sommerstævnerne på Magleås og Vallekilde). Et af resultaterne heraf var et pædagogstævne, som hermed tilbydes for fjerde år i træk.
Jazzkredsens mere langsigtede perspektiv i denne sammenhæng er flersidigt: Medvirken såvel ved styrelse eller indkøring af rytmiske discipliner i eksisterende uddannelser som ved oprettelse af nye, specielt rytmiske sådanne, medvirken i en indsats rettet såvel mod obligatorisk og frivillig undervisning/stimulering af børn og unge som mod uddannelse af pædagoger og musikere.
Her aner man de første konturer af Rytmisk Musikkonservatorium (1986) og Center Rytmisk Bevægelse i Silkeborg (1987), der begge blev iværksat som tidsbegrænsede forsøgsordninger af det daværende Statens Musikråd, og langt hen ad vejen drevet af den samme personkreds, som stod bag pædagogstævnerne.
Det er interessant at se, hvordan Jazzkredsen – der jo i udgangspunktet var en genreorganisation – havde en politisk dagsorden, der rakte langt ud over jazzens domæne. Man ønskede intet mindre end at modernisere hele den danske musikundervisning, lige fra undervisningen af børn og unge til de videregående uddannelser for musikere og musikpædagoger.
Under overskriften Hvorfra skal de rytmiske pædagoger komme? lufter man en idé, som skulle komme til at præge debatten i årtier fremover:
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jazzkredsen mener, det store spændende arbejde i marken, der forestår, har udsigt til at give de mest frugtbare resultater, hvis kommende rytmiske undervisere i væsentligt omfang via videreuddannelse også hentes blandt de pædagogisk interesserede og disponerede fra den store gruppe af underbeskæftigede rytmiske musikere.
Denne tanke om at fremtidens musiklærere i folkeskolen og gymnasieskolen kunne rekrutteres blandt efteruddannede musikere, der ikke havde gennemgået en uddannelse på hhv lærerseminarierne eller universitetet, men måske havde en konservatorieuddannelse, blev en tilbagevendende konflikt i diskussionen om fremtidens musiklærere. Hvor nogle skoler i praksis gerne ville ansætte kompetente og inspirerende undervisere, også selv om de ikke havde de formelle almenpædagogiske kvalifikationer, mente andre, at det var bøvlet at tilrettelægge et skema, hvis der var for mange ansatte med meget specialiserede kvalifikationer. Seminarieuddannede lærere har jo oftest en bred faglig profil, netop for at de kan varetage undervisning i flere fag, men hvor de fleste skolefag hviler på et vidensbaseret grundlag, forholder det sig anderledes med de kunstneriske fag, eller værkstedsfag, som det hedder i skolen. Her er det færdighedsmæssige i centrum, og her slog de fleste seminarieuddannede læreres kompetencer ikke altid til.
Også Danmarks Lærerforening var i mange år modstandere af at ansætte musikere i skolen, men dette ændrede sig med tiden. I en artikel i Berlingske fra 12. marts 2009 citeres daværende formand Anders Bondo Christensen i hvert fald for denne udtalelse i et interview til Berlingskes journalist, Bodil Jessen:
Vi står i en situation, hvor vi i store dele af landet mangler lærere, og hvis vi kan få nogle dygtige musikskolelærere ind, er det fint. Men det er en meget vigtig forudsætning, at det fagdidaktiske skal være i orden – det vigtigste er, at de kan formidle faget til eleverne.
Skoleledernes formand, Anders Balle, kan heller ikke se nogle formelle hindringer for, konservatorieuddannede musikskolelærere bliver undervisere i musiktimerne i folkeskolen: Det gør man allerede en del steder. Men det er en nødløsning, fordi de kan kun undervise i et fag, og i folkeskolen i dag arbejder vi meget på tværs af fagene, siger Anders Balle. (Berlingske 12. marts 2009).
Stævneprogrammet gentager den oprindelige begrundelse om ikke have metodik og pædagogik med i kurserne:
Det skal understreges, at stævnet højst sekundært søger at videreudvikle de pædagogiske og metodiske forkundskaber, der skal til for at transformere det lærte videre til eleverne, og som i hovedsagen må forudsættes erhvervet under den grundlæggende læreruddannelse.
Der er dog kapacitets- og forudsætningsmæssige grænser for, hvad en i sammenhængen såre beskeden rytmisk organisation kan overkomme mht. opretning af den etablerede musikuddannelses forsømmelser.
Sidst i stævneprogrammet mødes man noget overraskende af overskriften:
Ikke flere pædagogstævner?
Stævnernes økonomiske sammenhæng er hidtil i kraft af en stram budgetlægning sikret trods et utilstrækkeligt og dermed i længden uforsvarligt grundlag. F.eks. kan vi ikke fortsat regne med at holde på områdets bedste instruktører, når de i stigende grad får tilbudt anderledes vellønnet arbejde fra det etablerede musiklivs side.
Det pædagogstævne, hvis program hermed publiceres, er det sidste, der arrangeres på disse betingelser. Påbegynder det ministerium, der dog burde tage hovedansvaret for de uacceptable tilstande på området, ikke fra 1981 i det mindste en økonomisk medvirken til disse stævners afholdelse, føler også jazzkredsen sig efter fire års pionerindsats forpligtet til at koncentrere sig om andre påtrængende opgaver.
Det kan synes paradoksalt at nedlægge et stævne, der havde så meget succes, men den økonomiske udfordring var jo reel nok, og jazzkredsen havde, som de skriver, andre vigtige opgaver at løse.
Heldigvis stod der en afløser klar til at videreføre stævnerne. I 1980 oprettede man den nye rytmiske interesseorganisation: RMU (Samrådet for Tilrettelæggelse af Rytmisk Musikundervisning).