Deltagerfortællinger

 

Hans Barfod

Hans Barfod kan se tilbage på snart 60 års virke med musik: amatørmusiker, musiklærer i folkeskolen og musikskolen, festivalbestyrer (Karrebæksminde festival 1983 – 95), stævneleder på Rytmisk sommerstævne (89 – 92), redaktør på Jazz Special, pladeproducer, koncertarrangør og Jazz Grooves-“opfinder” samt underviser på Næstved Ungdomsskole (2011 – nu). Han voksede op nord for København sammen med brødrene Michael og Henrik Hove, og han kendte Ole Matthiessen og mange andre af musikerne fra Jazz i Reprisen tilbage fra 1968-69.

Hans’ første oplevelser med Vallekilde var i starten af 70erne som gratist på sommerstævnet:

Jeg spillede sammen med Ole Hansen, der kørte Soundtrack studiet sammen med Claus Asmussen. Oles mor havde en gård i Jyderup, så vi tog hvert år op på Vallekilde under stævnet og var der som gæster. Vi kendte jo altid nogen deroppe, og så spillede vi lidt med – betalte for lidt mad og var der et par dage, men vi boede der ikke. Så i 1976 var der et langt sommerstævne på 10 dage, og det var første gang jeg meldte mig til. Og der lærte jeg Krølle og Kjeld Lauritzen at kende, Pierre Dørge var der også, Øivind Aagaard. og mange flere.

Musiklærerstævnerne startede allerede i 1977, men Hans deltog først fra 1981. Han blev ansat som musiklærer på Karrebæk skole i 1979, og senere som musikskoleleder på Fuglebjerg musikskole:

Så kunne jeg jo bare bevilge mig selv det kursus, og argumentere med, at der var andre musikskoleledere, som man kunne udveksle med.

På musiklærerstævnet lærte Hans nogle mennesker at kende:

…der har været helt vildt vigtige for mig, både som menneske og i forhold til at udvikle min egen musikpædagogik. Og det var på den ene side Leif Falk med sit vanvid og på den anden side Krølle med sin struktur.

Jeg kan huske, at jeg bl.a. havde Uffe Marcussen og Frans Bak som lærere. Jeg var altid på de der store salsaorkestre, som Krølle og Henrik Bech kørte, hvor jeg spillede sax og percussion. Jeg havde Karsten Simonsen, hvor vi spillede et eller andet Stevie Wonder-agtigt. Og så var jeg med på et formiddagshold, hvor vi dansede afrikansk dans. Men jeg kan mere huske, at vi jammede om natten, Leif, Ib Buchholz og sådan nogen. Der var fuld knald på, vi drak som svin, og den kørte til kl 4 om morgenen, så stod vi op kl 7 og løb en tur, og så var vi parate igen.

Ud fra både undervisningen og venskaberne fik jeg lavet min egen musikpædagogik, som florerede oppe på Karrebæk skole. Og det gik ud på, at det skulle være flippet, men også stringent. Og så lærte jeg selvfølgelig nogle numre, som jeg kunne bruge i mine sammenspilsgrupper, som jeg havde både i folkeskolens valgfag, men også i musikskolen, nogle numre som jeg selv havde spillet på sammenspilshold på Vallekilde.

Hans Barfod fik et stort udbytte af stævnerne, både i forhold til at udvikle egne færdigheder som musiker og lærer, men også gennem at bruge selve stævneformatet i andre sammenhænge:

Men så skete der noget andet spændende. Vi var en flok hernede fra, musikskolelærere fra Vordingborg, Næstved, sådan nogle af mine venner og kolleger. Vi tog op på Vallekilde nogle stykker ad gangen, og vi blev rigtig gode venner med nogle folk fra Århus. Det var sådan nogle som os, skolelærere, fritidsmusikere og musikskolelærere, og vi havde det så sjovt sammen, at vi begyndte at lave vores egne stævner. Så når vi havde været på stævnet i efterårsferien, så kom der en gruppe på en 6-7 århusianere over til os. Så havde jeg lejet en lejrskole uden for Næstved, og så var en 6-7 stykker fra Århus og en 6-7 stykker herfra området, og så spillede vi for fuld knald, både nogle af de numre vi havde lært på Vallekilde, eller nogle numre vi selv havde komponeret. En 3-4 måneder senere tog vi så til Århus og mødtes der. Så blev der bare spillet og vi instruerede hinanden. Det var jo affødt af glæden ved at komme på Vallekilde og lysten til at være mere sammen og bygge det videre. Det var sådan en slags mini-Vallekilder.

Senere udviklede Hans et stævne specielt for unge musikere:

Efter mine oplevelser på Vallekilde, så tænkte jeg, det skal de unge mennesker da også opleve! Og det var jo alle dem jeg havde haft som elever på bl.a. Karrebæk skole og alle mulige andre steder her på Sydsjælland.

Hans lejede Gørlev Efterskole, tog Vallekilde konceptet og kopierede til de 14-19 årige. Mange af deltagerne er senere blevet professionelle musikere med en flot karriere: bassist Thomas Fonnesbæk, pianist Kasper Villaume, bassist Peter Buch, sanger Stine Michel, komponist og trommeslager Michala Østergaard og Hans’ egen søn, trommeslager og perkussionist Tomas Barfod, der bl.a. spiller med Who Made Who.

Hans Barfod har selv været en kæmpe inspiration for en masse unge talenter i Sydsjælland:

Jeg ser alt det her som én stor linje i mit liv, som jeg egentlig først kan se nu, hvor jeg er oppe i årene og kigger tilbage. Og det har været noget med at få nogle ideer og så være lidt foran. Og så har det alt sammen drejet sig om at få nogle mennesker til at være glade for musik.

Gunhild Brethvad

Gunhild Brethvad har været instruktør af kæmpestore, lokalproducerede musicals med op til 1000 medvirkende rundt i hele landet. Hun har været drama- og musiklærer, censor på en lang række seminarier, undervist på højskoler, lavet utallige kurser. Kort sagt: været rejsende i musik og teater gennem 40 år.

Gunhild er ud af en gammel højskoleslægt, et grundtvigiansk miljø, hvor der var masser af musik i familien. Stamtræet viser stadsmusikanter helt tilbage til 1600-tallet. Hele Gunhilds familie har været kursister på Vallekilde i gamle dage, og det har haft en stor betydning i deres liv.

Og derfor var det også sjovt for mig at opdage, at de også havde været der, fordi det har betydet så meget i mit liv. Min moster er afbilledet på Vallekilde. Hun havde stået model for den gamle Troels Trier, der malede deroppe. Hun var i huset hos ham, og så stod hun model for ham. Men hun er så malet med lyst hår. Hun var egentlig mørkhåret, og hun var meget smuk. Han malede hende som en engel.

Gunhild blev uddannet som pædagog og flyttede til Thy, hvor hun fik en børnehaveklasse.

Jeg ville jo gerne lære noget mere med musikken, og så er der et kursus med Krølle, og det ændrede simpelthen mit liv. Det var i 78-79 på Dueholmskolen i Nykøbing Mors. Og jeg gik hjem og spillede 3-2 claves, og så gik jeg den her vej. Vi havde jo brug for det allesammen – at gå på de her kurser – for det var den nye lyd. Der var kun klassisk før, der var enkelte jazzfolk, men det var jo mest i storbyerne, ikke ude på landet. Så begyndte jeg at høre cubansk musik, og det blev jeg simpelthen så optaget af. Det var fantastisk for mig. Så min søn havde ret, når jeg kom hjem fra Vallekilde var jeg altid glad, for det var en helt ny ting, som jeg bare kunne mærke, at jeg havde rigtig meget brug for.

Det var Gunhilds bror, der var musik- og dramalærer på Gerlev Idrætshøjskole, der anbefalede stævnet til Gunhild, som deltog første gang i 1983.

I mellemtiden var jeg blevet ansat på Thisted Musikskole, hvor jeg skulle lave sang, spil og bevægelse og musikalsk legestue, så jeg var jo bare syg efter at lære noget nyt. Mange af følte os meget ensomme. Vi var hver  ude i vores lille landsby, og var måske den eneste, der var sådan. Når jeg kom hjem fra Vallekilde græd min lille søn og sagde: “Jeg gider ikke have sådan en skør mor”, for så kom jeg jo hjem og skulle spille alle de der mærkelige ting.

Gunhilds brev

Det følgende er et uddrag af et brev, som Gunhild skrev i 1983 til sin daværende mand. Så det er lige frisk fra fad:

Søndag kl. 7.30 i den mytologiske sal

Alle de nye indtryk. Holger Laumann med langt uldhår og en skaldeplet oppe i hovedet, lille og ivrigt dirigerende et helt hold med 60 sangere, bigband og percussion på 20. Sådan sluttede vi cirka dagen. Fælles i festsalen i lidt over en time. Først Laumann og dernæst Finn Roar, der lærte os mærkelige danse og formationer i lange slanger. Folk spillede og spillede og det sidste jeg hørte, da jeg lagde mig ned halv 12 var orkestertoner.

Nu i blanke morgenstund, er der nogen i gang på percussion og døgnet igennem lyder der musik alle vide vegne fra. Folk er fantastisk dygtige. Universitets og AM de fleste. Om aftenen var jeg med i kor hos Hanne Boel, der er sanger i grupperne Blast og Crew. Hun er helt utrolig og vi sang reggae og lærte at bruge de ” brede” stemmebånd, som hun siger, i en smuk skai sang.

Om eftermiddagen havde jeg vilde Leif Falk fra Århus. Han ligner en vildmand, danser med nøgen, glinsende overkrop, gør og siger sære ting og lærer os afrikanske trin og toner. Jeg spillede congas og var den, der bedst holdt rytmen hele vejen igennem.

Jeg tror det er rigtigt, det jeg vil, kan jeg. Men bare jeg dog havde villet lidt mere musikalsk noget før.

Tænk dig at se to små smarte piger med glat, kort sort hår, lædernederdele, lange røde negle, spidse sko, stå og spille saxofon og jamme i timevis med Laumann. Tænk at se en flipperpige i hønsestrik og med langt rødt hår baldre til et stort trommesæt i en avanceret sammenspilsgruppe. Folk synger og spiller i orkester, der er snart sagt alle instrumenter repræsenteret, selv en altfløjte kan man gøre elektrisk og bruge i orkestersammenhæng.

Mandag kl 13

Der er smukt her på Vallekilde og turen herop, lige her omkring med store skove og snoede veje var dejlig. Højskolen er ældgammel og faldefærdig og med masser af grundtvigiansk stemning.

Programmet for i dag: morgenmad – ja maden er jo lækker hele vejen igennem, jeg bliver smældfed – 8-9 mad altså, så workshops, som det hedder, jeg skal have percussion. Fra 11 til 12 er der samsang. Et fælles arrangement med dans og sang. Frokost 12 -13. Fra 13 til 14 skal vi piger i koret mødes med Hanne Boel og lære stemmetræning og specielle øvelser for piger. 14 -16 har jeg afrodansk med Leif Falk. Det fortsætter med øvning til 18, hvor der er mad. Fra 19 til 21 er der kor for mig og salsaband og bigband for andre. Så er der kaffe og bagefter fællestime igen med dans og spil.

Vi på vores hold skal bl.a. have mørkerumba. Dvs man sidder i mørke lang tid og spiller rumba. Det bliver man høj af. Sådan.

Det er fedt det hele. Alle har så travlt med deres musik hele tiden, dog ryger der mange flasker øl og vin ned hele dagen.

Hende jeg deler værelse med snorker som en besat, hedder Karin, er lærer på Stenhus kostskole og er organistuddannet.

Tirsdag

Lige nu skinner solen, vinduet står åbent og folk går nede i gården. Jeg bor over køkkenet og hører tallerkenklirren.

I formiddags har jeg trommet samba og gået en lang tur mellem de gamle, smukke højskolehuse fra 1880 erne. Jeg gik bare i tynd bluse og frøs ikke engang, her er mildt og venligt.

I går aftes var vi på pladebar med Holger Laumann. Han spillede calypso fra Trinidad for os og vi dansede til sidst. Jeg gik i seng kl. 01 og sov bum og hørte end ikke Karins snorken.

Til aftensmaden sad jeg og snakkede med Holger Laumann. Han er så flink og venlig og alvorlig. Ikke noget overlegent der. Han huskede endog mine glemte cigaretter og gemte dem hele aftenen, indtil han så mig. Sødt af ham.

Inden pladebaren sang vi i to timer rytmisk musik efter noder hos Hanne Boel.Det er bare alletiders. Jeg ville ønske jeg havde hende hele tiden. Hun er dynamisk, dygtig og sjov.

Jeg snakker meget med alle mulige mennesker. Folk danner ikke klike.

Eftermiddagen brugte jeg til kortræning og stemme pleje hos Hanne Boel 1 time og til afrodansk hos vilde Leif Falk. Jeg spillede rumba i lyntempo og fik at vide, at den model jeg spillede bare var den allersværeste af dem alle.Ha ha.

Formiddagen var osse tromning, så mine hænder er ømme og røde.

Jeg er træt og mørbanket. Vi bliver jo fame undervist hele tiden og der er musik alle vide vegne hele døgnet rundt.

Der var en fyr der fløjtede hele vejen herover i toget, så var der musik på færgen og nu bare derudaf i vildt tempo, vild luksus bare at spille, synge og høre dejlige rytmer og toner. Det er virkelig det fedeste for mig i hvert fald.Musik og teater – det er det jeg vil – og så skrive.

Onsdag kl. 13

Nu er det sidste dag. I aften er det tid for en elevkoncert fra kl. 21 og ud på de meget små timer. Det hele er fantastisk lækkert. Folk spiller røven ud af bukserne. I går aftes var der lærerkoncert. Tænk dig – sidde på en almindelig dansk højskole og få musik serveret af folk, der bare er kapaciteter, osse internationalt.

Holger Laumann er så lyrisk i sit spil og fortæller virkelig små historier hver gang han blæser. Jeg er meget imponeret, suger bare, lever i al den musik. Vild luksus – eller vand til en plante i vækst. En masse dage uden andet end musik – ingen tanker, ingen uro, ingen stress, intet jag. Kun musik fra det vildeste vilde til det totalt hjælpeløse.

Jeg har fået mig en masse veninder her. Nogle, der følger efter mig, styrter hen til bordet, hvor jeg sidder. Vi har det pisse sjovt. De fleste spiller, drikker øl, griner, pjatter. Folk er bare generelt meget, meget åbne og venlige, Meget ligesom mig. Jo fame – sådan er det bare. Jeg bor på ”det halve kongerige” – det hedder værelset og sådan føler jeg det også.

Brevet giver en meget præcis beskrivelse af aktiviterne og stemningen på stævnerne. Det er interessant, at at det sociale vægtes mindst lige så højt som det faglige. Det var karakteristisk for hele kulturen, at man uden problemer kunne blande en målrettet faglighed med en nærmest løssluppen socialitet.

Jeg kunne intet instrumentalt, men jeg lærte sindsyg meget i de år jeg var på Vallekildestævnet. Selv om det var så få dage, så kunne vi alligevel nå at lære noget, og på højt niveau. På det rent personlige plan har jeg fået rigtig meget ud af stævnet, men selvfølgelig også på det tekniske. Leif og Krølle, det var det mest fantastiske jeg kunne komme ud for. Fordi det passede lige til det jeg skulle lave. Og de var virkelig nogle fantastiske lærere. De havde det der drive, og så var de vilde, og så kunne de alt det der mærkelige musik vi ellers ikke havde hørt. 

Afslutningsvis sammenligner Gunhild, med sin grundtvigianske baggrund, Musiklærerstævnets pædagogiske udgangspunkt med højskolemanden Christen Kolds udtryk: “Først oplive, siden oplyse”. Bag ved udtrykket ligger den opfattelse, at mennesker lærer bedst, når de kan se en mening med at lære. Og det flugter jo fint med både Bernhard Christensens pædagogiske teorier og den rytmiske musikpædagogik, der blev udviklet på stævnerne. Vi deltager i det musikalske fællesskab med meget forskellige forudsætninger, og bidrager med det, vi nu engang kan, så skaber vi noget sammen, som vi sammen kan glæde os over, og derefter finder vi ud af, hvad vi har behov for at lære mere om.

Benedikte Sten Andersen

Benedikte Sten Andersen, der er uddannet som almen musikpædagog (AM) fra Det Fynske Musikkonservatorium, har en fortid som underviser på Det Jyske Musikkonservatorium i SDS, musikskoleleder, børnekulturkonsulent og er nu forstander på Vestjyllands Højskole ved Ringkøbing. Benedikte blev kort tid efter sin uddannelse ansat som musiklærer på Ryslinge Højskole:

Som musiklærer bliver det relativt hurtigt en enspændertilværelse, man passer sit job, så er det hjem og forberede sig, og så når man måske ikke lige at spille med nogen i farten. Så det med at træde ind i et fællesskab, det kunne man gøre på et Vallekildestævne.

Benedikte havde, som hun selv udtrykker det, en klassisk identitet. Vallekildestævnet medførte en radikal ændring af denne identitet:

Jeg var en klassisk tværfløjtespiller, der kunne spille alle de fine sonater, og så stod jeg der og var blevet højskolelærer og kunne se, at det kom jeg ikke langt med, for den klassiske musik krævede så mange færdigheder, som eleverne jo ikke havde. De kunne i bedste fald spille tre akkorder, og det var jo godt, for så kunne vi spille hundredevis af sange, men selve det der med at få det til at swinge, hvordan bliver det til fed musik, det ville jeg rigtig gerne lære, og det åbnede Vallekilde i hvert fald dørene for.

Min kollega på Ryslinge Højskole havde været på Vallekilde flere gange, så han sagde: “Du skal da med på efterårsstævnet”, og så meldte jeg mig til uden egentlig at vide, hvad det var, andet end at jeg skulle over og lave noget sammenspil. Jeg ville så gerne spille rytmisk musik, og jeg ville egentlig gerne lære at improvisere, så der blev plads til at være lidt mere skabende.

Det, der var vigtigt på de her stævner, var, at alle kunne være med i de skabende processer uanset hvor man kom fra. Jeg havde jo en konservatorieuddannelse, men jeg synes faktisk ikke jeg kunne bruge den uddannelse til så meget, fordi jeg havde brug for at kunne smide noderne væk, og lave musik sammen med folk. Jeg var uddannet fra AM i Odense og der havde vi meget sparsomt med rytmisk musik, jeg tror vi havde tre weekendkurser, så var vi uddannet i dét.

Jeg spillede lidt forskellige instrumenter, så jeg kunne faktisk være med på rigtig mange af de muligheder, der var. Jeg kan huske, jeg spillede big band hos Holger Laumann – en helt fantastisk oplevelse – men det jeg egentlig husker mest, var den stemning, der var, lige så snart man trådte ind ad døren. Der var energi på, det var ligesom følelsen af en stor kærlighed, at nu var vi samlet allesammen og nu skulle vi til at spille sammen.

Benedikte kom på hold hos Karsten Simonsen, hvor hun spillede fløjte:

Han tog det pænt, siger Benedikte med et grin. At melde sig ind det der Bryan Adams univers med en tværfløjte i tasken, det var måske ikke noget, der passede helt til den sound, men man kunne alligevel være med til at spille nogle fede ting og få oplevelsen med, at man var et gyldigt medlem af bandet. Det synes jeg bare var en rigtig fin ting, og det var der mange af lærerene, der kunne, de kunne favne bredt, så der var plads til diversiteten uanset hvilket niveau man havde. Alle kunne være med.

Så havde jeg Krølle i percussion, og vi arbejdede meget frem imod, at vi skulle spille “mørkerumba”, hvor vi kl. 23 om aftenen skulle spille i mørke og drikke rom. Det var skide skægt. Vi skulle jo lære at spille rumba, simpelthen. Krølle fik delt rumbaen op – som jo i virkeligheden er en meget kompleks rytme at spille – men så vi hver en lille rolle, så det tilsammen gav et billede og en fornemmelse af rumba. Så da vi havde øvet det godt og grundigt, så det hang nogenlunde sammen, så skulle vi så øve om aftenen, hvor alt lyset det blev slukket, og så sad vi så og spillede i mørke. Jeg aner ikke hvor længe vi spillede, men jeg tror det varede mange timer. Ideen var jo at slå ørerne ud, at være i en tilstand af musik, og bare gi den gas. Vær der og spil sammen. Og så fik vi jo også drukket lidt cubansk rom undervejs.

Det kom ret hurtigt til at spille, synes jeg. Det kunne da godt være, at man ikke lige kunne spille et slapslag på congaen, men vi kunne altid lige lade som om – fake it till you make it – og der kom musik ud af det alligevel. Og så var underviserne så dygtige, at de lige kunne tilføre musikken den energi, som der skulle til for at løfte den en ekstra gang.

Benedikte var også på hold hos Leif Falk:

I starten synes jeg Leif var en træls hippie, han var bare så flippet, han kom for sent, og han var sådan: “Nåh, hvad har I lyst til at lave”? Det havde jeg da sgu da aldrig tænkt over, at man kunne spørge nogen om. Jeg kom ligesom fra en verden, hvor man havde forberedt sig, inden man gik ind ad døren. Men det var jo det, Leif kunne, fordi han havde så meget på repertoiret, så man kunne faktisk bare sige, hvad man gerne ville. Og det var jo fedt at formulere sit eget læringsmål – for hvornår gør man i grunden lige det?

På Vallekilde var der også indlagt fællestimer, som lærerne på skift stod for. Og der kan jeg især huske, at Ivalo Falk og Astrid Elbek havde en fællestime sammen. Vi skulle lige lære en remse og et klap og nogle trin. Jeg kan huske, at jeg var helt anspændt i kroppen, for man skulle jo huske det hele og man ville jo gerne gøre det rigtigt for sådan at komme i flow med det. At jeg så spændte en lille smule af undervejs skyldtes, at jeg kom til at stå over for Ivalo, og hun havde en helt fantastisk energi, som jeg virkelig blev fanget ind af. Jeg kan også huske afslutningsaftenen, da Ivalo og Astrid havde turen med deres hold, hvor de lavede en helt fantastisk sejlads, hvor folk de roede i kano nede på gulvet og sang kanosange og var på en helt fantastisk rejse på en eller anden indianerflod.

Sang, dans og spil var ikke et udbredt fag i musikundervisningen i de år, hvor musiklærerstævnerne blev afholdt, og det var især på dette felt, at musiklærerstævnet fik stor betydning for Benediktes senere pædagogiske praksis. Hun fortæller, at hun lærte at anvende sine faglige kompetencer på en helt ny måde:

Det var den pædagogiske tilgang, at man jo godt kunne have et nummer med i undervisningen, men så smid dog de skide noder væk, og så start på noget improvisation. Tag og leg med det, også i forhold til den kropslige tilgang. Den måde at lave musik på var ganske ny for mig, og det tog jeg med mig f.eks. i mine percussion workshops, altid huske at få kroppen med, musikken er ikke altid kun i hovedet eller i overkroppen, man skal havde det hele integreret.

Vi kunne synge en sang, vi kunne klappe noget, og vi kunne lave nogle trin, og det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Der blev ligesom rum inde i mig, et rum til energi og til glæde. Vi behøver ikke være instrumentale virtuoser, vi kan faktisk have det hele i os, og så alligevel bidrage til et musikalsk fællesskab og være med i en helhed.

Når jeg skulle undervise i sammenspil, var jeg førhen tilbøjelig til lige at høre nummeret først, man skulle høre facit. Det gik jeg lidt væk fra, så jeg i stedet sagde: “Prøv lige at høre denne her bas. Hvem kan spille den?”. Så jeg byggede tilgangen op på en anden måde, og det synes jeg gav lidt mere plads til den enkelte elev, man lyttede lidt mere til hinanden, og det er jo også det, musik handler om. Det er, at lytte til hinanden og gøre hinanden gode. Det handler ikke om, at man selv er skide god. Det handler om, at få de andre til at blive gode også, så vi sammen laver noget fedt.