Så skete det. Efter mange år på Vallekilde, rykkede man nu til det østjyske. Til den moderne Brandbjerg Højskole, beliggende i Grejsdalen i naturskønne omgivelser. Efter et par indledende turbulente år faldt stævnestrukturen på plads, og man oplevede en slags guldalder gennem årtiet med de bedste danske og udenlandske instruktører og en skøn blanding af stævnedeltagere, som omfattede såvel begyndere og mindre øvede op til de trestjernede skrappe hold.
Læs Vejle Folkeblads artikel i galleriet nederst på siden.
Man fortsatte traditionen med skiftende stævneledere, som satte årets hold, for at dække det rytmiske musikliv bedst muligt, og stævnerne spændte stilistisk bredt fra eksperimenterende musik, over moderne jazz til blues, elektrisk, afrikansk, brasiliansk og cubansk musik. Dog udfasede man ældre stilarter som tradionel jazz og swing. I slutningen af 1980erne erkendte man at stævnernes succes efterhånden havde medført, at flere højskoler havde taget ideen op i sommerperioden, og at behovet for et samlende stort musikstævne var ikke længere det samme. I stedet besluttede Den danske jazzkreds sig for at iværksætte stævnetilbud til den danske jazzelite på Vallekilde Højskole, fra 1991 under overskriften Summer Session.
Sommerstævnet 1977 fandt sted den 17. – 30. juli med Arnvid Meyer og Ole Matthiessen som stævneledere og med bistand fra højskolens forstander Svend Slipsager og stedets musiklærer Arne Westerheim. Instruktørerne var som vanligt en blanding af nye og gamle kræfter, danske og internationale, hvorimellem der også var en række tidligere stævnedeltagere.
Instruktørerne var de amerikanske guitarister Jimmy & Doug Raney, Holger Laumann, den finske pianist Heikki Sarmanto, den amerikanske trommeslager Michael Carvin, John Tchicai (A Path to Unknown Worlds), Ahmadu Jarr (afrikansk musik), Brandkorpset (Lotte Rømer, Karen Mortensen, Pierre Dørge), Jørgen Emborg/Karsten Houmark (Ny elektrisk jazz), Peter Danstrup (Dr. Bas), Jens Jefsen (Dr. Bas), og den svenske orkesterleder Gugge Hedrenius (Big Band). Ole Lyd (kendt lydmand på den københavnske scene)
Stævnedeltagerne skulle nu vænne sig til de nye tider. Det danske Jazzcenter, som stod for administrationen havde gjort et stort forarbejde med at informere stævnedeltagerne om diverse praktiske ting – ansøgning om støtte, manglende indbetaling, rejse/tog/bus, Transport af gear (herunder køreplan, startende på Københavns Hovedbanegård), teltlejr til ekstra antal deltagere, ændringer i programmet, Ole Lyds tilknytning som lydtekniker, salg af kassettebånd etc. samt deltagerliste. liste over instruktører og oversigt over hold og workshops. Man kunne også tilmelde sig til vegetarkost. Der var kort og lokaleoversigt over højskolen. Transportforholdene var blevet lidt mere komplicerede. Først hen og aflevere gear til instrumenttransporten, og derefter ned på banegården for at tage toget til Vejle, hvor der igen skulle skiftes til bus eller taxa ud til højskolen. Deltagerprisen for de to uger var 1300 kroner, og der var mulighed for offentlig støtte, hvis indtægtsforholdene var til det. Højskolebevægelsen var involveret på sidelinjen , hvilket skulle medføre nogle voldsomme konsekvenser for stævnet året efter, hvor man prøvede at gøre stævnet mere højskolevenligt for at få bragt deltagerprisen ned i et lavere leje.
Ved ankomsten til parkeringspladsen ved den hvide højskole, skulle man op ad trappen og melde sig ved receptionen, der om natten fungerede som midnatsbar. Den nye del af højskolen var bygget med en kvadratisk atriumgård, beliggende i midten, hvor tre af fløjene var undervisningslokaler, der blev brugt til sammenspil. Det var en fantastisk oplevelse at stå inde i gården og opleve den kakofoni af lyde og toner, som strømmede ud af de åbne vinduer i sommervarmen, og som på forunderlig vis hen på eftermiddagen fandt en form for fælles klang og fælles puls. Rundt om undervisningslokalerne var der placeret fire aflange bygninger en smule forskudt, og det var her, at stævnedeltagere og instruktører havde værelser med indbygget bad. Den sidste fløj, med en tilføjet lav køkkentilbygning, rummede spisesal og pejsestue. I forlængelse af spisesalen ud mod parkeringspladsen var opført et auditorium, hvor big bandet holdt til. Det var også her at den daglige kiosk var placeret, hvor man kunne forsyne sig med forstærkninger til nattens aktiviteter. I værkstedsbygningen med det røde tag på den anden side af parkeringspladsen var der mindre spillelokaler og en teatersal, som husede de større grupper, den årlige Brandbjerg revy, afslutningskoncerter og diverse fester undervejs. Nogle stævnedeltagere nåede i løbet af de to uger knapt nok udenfor bygningerne.
Alle medbragte selv instrumenter ud over de til lejligheden lejede 10 klaverer og 3 flygler. Blandt stævnedeltagerne fandt man T.S. Høeg, Peter Bjørn, Jens Jørn Gjedsted, Simon Spang-Hanssen, Ole Rømer, Hanne Rømer, Anne Marie Jørgensen, Bent Clausen, Jesper Naur, Jan Glæsel, Claus Brøndum, Annette Hoff og Søren Schandorff. Der var også den århusianske saxofonist Jens Klüver, der i en lang årrække i Århus ledte Klüvers big band, der senere blev til Aarhus Jazz Orchestra. På den tid var han studerende på Musikkonservatoriet i Århus. Han deltog på et hold i moderne jazz: Jeg har fået mine forventninger opfyldt til fulde. Selv om jeg også modtager undervisning i rytmisk musik på konservatoriet, så giver det noget mere at blive undervist af folk, som lever af denne musikform.
Ikke mindst hjemturen efter stævnet i overfyldte weekendtog efter en hel nats jam, manglende nattesøvn og fest kunne være en barsk tilbagevenden til virkeligheden efter to uger i stævneboblen.
I tidsskriftet MM kunne man efter stævnet læse følgende reportage fra stævnet af T.S. Høeg, Peter Bjørn og Jens Jørn Gjedsted:
Brandbjerg Højskole ved Grejsdalen uden for Vejle, var i år rammen om en af de helt store begivenheder for aktive musikudøvere inden for den rytmiske musik — det 13. Jazzstævne. Siden starten i 1966 har Magleås Højskole i Nordsjælland været rammen om to stævner og Vallekilde Højskole ved Hørve i Nordvestsjælland om ti.
Det nye sted må siges at være væsentligt bedre end Vallekilde. Brandbjerg er en ensomt beliggende højskole i betagende natur, og den rummer noget så luksuriøst som værelser med eget brus og den slags — tilpas afsondret fra dagens ånd og nattens vilde, musikalske udfoldelser. Disse aktiviteter fandt sted i et stort antal lokaler (mere end dobbelt så mange som på Vallekilde), som også i højere grad var lydisolerede.
Der blev undervist både for- og eftermiddag af såvel danske som udenlandske instruktører. Den amerikanske guitarist Jimmy Raney med de hurtige fingre og den fabelagtige mimik (i retning af det livstrætte; “Åh, nej — det kan ikke være meningen… ! “), hans ligeledes guitarspillende søn Doug, som var med til at præge stævnet — ofte i ikke-spillende situationer — den finske pianist, komponist og arrangør Heikki Sarmanto, som for de fleste var et nyt bekendtskab, ledede et spændende hold med frisk materiale: dels eget og dels af Carla Bley. Endvidere det amerikanske trommetordenvejr, Michael Carvin, som også var på Vallekilde for nogle år siden. Han troede, at alle deltagerne var dødskrappe og på spring til en professionel karriere. Danskernes forskelligartede ambitionsniveau forstod han vist ikke rigtig. Men en af de sidste dage erklærede han i hvert fald efter en jamsession, at “Ya’ all got it!
Tchicai Improvisation var titlen på dette års John Tchicai-hold: A Pathway to Unknown Worlds. For andet år i træk har Tchicai med stor succes indført musikere i sit eget musikalske univers. Et univers, hvor de føler, at de yder deres bedste — mens Tchicai får den lyd frem, han ønsker; en helt personlig og altid genkendelig lyd, som uanset instrumenteringen kommer bølgende HELT FREM til en endelig helhed. I år var der tale om et mindre big band (perc, dm, 3 g, 2 keyb, 2 fl, 3 saxer, og ikke mindre end tre bassister). Hovedparten af musikerne var i starten lettere desorienterede og ville gerne have nogle traditionelle retningslinier. Men som timerne gik, gled alle gradvist men sikkert ind i systemet. De sidste dage inden afslutningskoncerten var der næsten tale om en familie, som musikalsk og “privat” var sammen i de fleste af døgnets timer.
“Alle bydes velkommen”. Ahmadu Jarr, den afrikanske percussion-troldmand fra Sierra Leone førte sit store, og særdeles begejstrede hold ind i moderlandets hjertegungrende rytmer, på en så behagelig måde, at det var ren leg. Han mixede musikken med historier fra Afrika — fra landsbyen til storbyens “high life” — og førte paralleller til vores vestlige kultur. Det var stunder med musik, dans og glæde, hvor vores trang til klassificering og nøjagtig metrisk rytmeopfattelse blev droppet til fordel for Jarr’s “fornemmelse”.
Udover de obligatoriske afslutningskoncerter, hvor de forskellige hold præsenterede deres materiale, fik man også lejlighed til at høre allerede etablerede grupper. Højdepunktet var uden tvivl en fremragende koncert med Strange Bros. (Simon Spang-Hanssen, tenorsax, John Tchicai, altsax, Peter Danstrup, bas og Ole Rømer, trommer), der spillede, så publikum var på nippet til at gå amok.
Hvad angik jamsessions, kunne man den ene aften opleve musik, så det gungrede i hele bygningen — og den næste en begravelsesagtig stemning. Når det virkelig swingede, var det som regel de mere etablerede musikere, der udfoldede sig, men ved flere lejligheder opstod dog gigantiske jams, hvor en stor del af stævnedeltagerne deltog — ofte startende som en stilfærdig duo. Men for det meste var disse spontane sammenspilssituationer præget af en skøn blanding af “elever og instruktører. T.H & P.B.M.
Jens Jørn Gjedsted skriver:
Det starter ofte, når det er ved at være slut!
Som veteran fra 10 Vallekilde-stævner var det en stor omvæltning at komme på Brandbjerg. Det tog stort set den første uge at akklimatisere sig, idet alt forekom stort og uoverskueligt sammenlignet med den umiddelbart mere hyggelige Vallekilde Højskole. Men fordelene viste sig snart at være overvejende. Betydeligt flere spillefaciliteter, langt bedre “bo”- ditto, mindre støj, når man ville sove (der var faktisk mange steder indendørs med næsten total stilhed — selv på tidspunkter, hvor samtlige deltagere syntes at være i aktivitet. Det var der ikke på Vallekilde).
Men med dobbelt så mange deltagere — 165 — var der endnu i de sidste dage folk, man ikke mente at have set før. Det kunne selvfølgelig være spændende nok, men jeg vil tro, at nogle nok har følt sig lidt fremmedgjorte ved denne kendsgerning.
En spændende, men helt naturlig, udvikling har været, at “gamle elever” i højere og højere grad har overtaget instruktør-rollerne. Lotte Rømer, Pierre Dørge og Karen Mortensen (nu og forhenværende medlemmer af Hos Anna, der for alvor kom i gang på Vallekilde i 1975) kørte en fortsættelse af tidligere års “Vin, kvinder og sang”-hold — nu kaldet “Brandkorpset” (!). Jørgen Emborg og Karsten Houmark (fra Bohena, som også havde tilknytning til Vallekilde) tog sig af den nyere, elektriske jazz. Den samme rolle havde pianisten Karsten Simonsen, mens Peter Danstrup var “Dr. Bas” (sammen med stævneveteranen Jens Jefsen). Begge var med til at starte Cox Orange på Vallekilde i 1975.
Denne instruktør “line-up” siger noget om stævnernes værdi for den voksende skare af kompetente pædagoger inden for den rytmiske musik. Man lærer af hinanden og giver sin viden videre. En af pionererne — måske den væsentligste — Holger Lauman, var selvfølgelig også på dette stævne. Hans betydning for udviklingen af en metodik for rytmisk musik har været uvurderlig. Hans teknik synes at være, at indgyde eleverne selvtillid og derefter at sætte dem i stand til at spille materiale, som de ved ankomsten til stævnet næppe ville have turdet give sig i kast med. Det var meget spændende at overvære.
Igen i år var der et relativt stort antal kvindelige deltagere, og man bemærkede, at mange som på efterårsstævnet på Vallekilde dårligt kunne spille, nu havde et ganske andet greb om tingene. Der er en udvikling i gang — og den accelererer meget hurtigt. Der indkaldtes også for første gang til et kvindemøde, hvor man dels drøftede de kvindelige deltageres forhold på det, trods alt, mandsdominerede stævne — og dels samlede musikere til musikindslagene på Kvindefestivalen i Fælledparken i København i slutningen af august.
Udover Strange Bros.’ Forrygende koncert var der kun endnu én koncert med en allerede etableret gruppe, nemlig Hos Anna. Men fælles for begge grupper var, at samtlige medlemmer deltog i stævnet i den ene eller den anden rolle. Det var det nye Hos Anna med tilføjelsen af guitaristen Pierre Dørge — der nu også bidrager til gruppens flotte sang — og repertoiret var ved denne lejlighed (hvor man har landets bedste, mest lydhøre men nok også mest kritiske publikum) overvejende nyt — og meget lovende. Den gruppe folder sig helt ud nu — og tenorsaxofonisten Hanne Rømer har fået bund i sin tone.
Før deadline havde der kun været ganske få afslutningskoncerter, bl.a. Tchicai-holdets. Som sædvanlig ren magi. Og holdene ledet af nordiske instruktører; pianisten, arrangøren og orkesterlederen Gugge Hedrenius, der i mange år har ledet et blues-bigband i Stockholm. Et af hans Brandbjerg-hold afprøvede en række arrangementer for nonet, som han til efteråret skal spille med en ny svensk ni-mandsgruppe. Det var uprætentiøs, moderne swingmusik, som blev spillet med stor energi for et begejstret publikum. Og endelig den finske pianist og komponist Heikki Sarmantos hold med nogle af hans egne smukke kompositioner og et enkelt af Carla Bley.
Endnu en lærer/elev-gruppe var én, spontant opstået, grupperet omkring Anne Marie Jørgensen (til daglig sanger i Caracas), som i Hanne Rømer og Bent Clausens arrangementer smukt forløste nogle sange, som hovedpersonen længe har puslet med. Et eksempel på, hvad man kan bruge stævnet til; at lave sig en gruppe og afprøve det materiale, man brænder inde med.
Der var endnu mange spændende punkter på koncertprogrammet; bl.a. holdet ledet af EGBA s Ahmadu Jarr, og her deltog både musikere, sangere og dansere. Fra prøverne kunne man endvidere overbevise sig om, at de mere elektriske hold havde nået meget spændende resultater og for alle holdene gjaldt, at de boblede af talent og energi.
Ud over de rent musikalske aktiviteter var der forskellige faciliteter, som gav stævnedeltagerne forøgede muligheder, f.eks. et komplet lydstudie med tilhørende lydtekniker. Det betød, at grupperne kunne få lavet gode studie-optagelser, men også at de fleste koncerter blev optaget i god kvalitet. Deltagerne kunne så bagefter i et vist omfang lave kopier på de opstillede båndmaskiner. Skolens eget fotokopieringsudstyr var særdeles avanceret, og der blev kopieret strømme af nodeark, becifringer, tekster, etc.
Skolen rummer også et auditorium, kaldet “høresalen”, som bl.a. var ramme om filmforevisninger om aftenen. Højskolelærer Mogens Vestergaard, der var til stede (et yderst sympatisk bekendtskab) under hele stævnet, viste jazz- og andre film. I det hele taget virkede det som om Jazzstævnet var velkomment på Brandbjerg — og at man gerne vil have det igen.
I løbet af disse 14 dage overtog Brandbjerg Vallekildes traditionsrige rammer og blev tilsyneladende helt accepteret af deltagerne. Det kedelige ved de stævner er bare, at tingene som regel er ved at komme rigtig godt i gang — når man skal hjem.
Pianisten Jesper Naur husker især den amerikanske guitarist Jimmy Raineys sammenspilsgruppe: Han må have haft et alkoholproblem. Gruppen fungerede fint indtil en af de sidste dage af stævnet, hvor Jimmy Rainey faldt i flasken. Derefter var han ikke i stand til at undervise sammenspilsgruppen, og vi måtte desuden spille gruppens afslutningskoncert uden ham (hvilket dog gik udmærket). Der kom senere (efter stævnet) forlydender om, at Arnvid Meyer havde været nødt til nærmest med håndkraft at få ham sat ombord på en flyver til USA. En anden konsekvens: En programsat dobbeltkoncert (Jimmy Rainey og sønnen Doug Rainey) i Montmartre få dage efter stævnet blev spillet kun af Doug. Han blev som bekendt boende i Danmark resten af sine dage
Men i 1977 spillede Jesper Naur også i Big Bandet under ledelse af den amerikanske arrangør Billy Moore, der i 40’rne havde arrangeret for bl.a. Jimmie Lunceford, Charlie Barnet (Skyliner) og Jimmy Dorsey. Moore slog sig ned i København, hvor han boede til sin død i 1989.
I forbindelse med Pierre Dørge og Hos Anna er der den krølle på halen, at første gang, guitaristen Pierre Dørge lagde mærke til keyboardspilleren Irene Becker, var på Vallekildestævnet i 1976, hvor hun netop spillede i Hos Anna, Danmarks første kvinderockorkester.
Pierre Dørges bedømmelse da – og nu – er: Hun var jo et godt skår. En dejlig sild.
Mens jeg var i København, huskede jeg, at der var en pladereception for den første Hos Anna-plade, så det skulle jeg jo lige være med til, når jeg nu var der. Og der mødte jeg Irene for første gang, sådan rigtigt. Og ude i den lånte bil havde jeg det første kassettebånd med Lone Kellermanns nye plade, hvor jeg vidste, at Irene sang kor med Lis Sørensen. Og så spurgte jeg Irene ved receptionen, om hun havde hørt den, og det havde hun ikke, og så fik jeg hende jo lokket ud i bilen for at høre det. Og så blev vi kærester!
Galleri
