Store forandringer – Brandbjerg juli 1978
Da de 140 stævnedeltagere lidt efter lidt dukkede op på Brandbjerg i løbet af eftermiddagen, søndag den 16. Juli, havde fleste næppe gennemskuet hvad der ventede af forandringer i forhold til de tidligere stævner. Det hed ganske vist i programmet under overskriften ”Hvorfor almene højskolefag på et jazzkursus?” blandt andet:
Optagelse af de almentdannende emner har været en forudsætning for, at vi har kunnet fastholde sidste års muligheder for undervisningsministerielle tilskud til ellers alt for lave instruktørlønninger og for opnåelse af indkomstafhængige statslige og kommunale tilskud direkte til den enkelte deltager ifølge højskoleloven.
Guitaristen Jacob Olsne (dengang Olsen) var militærnægter i Arnvid Meyers’ Jazzcentret og dermed udstationeret på stævnet og han erindrer tydeligt forhistorien:
Ja, det var fordi Arnvid og Svend Slipsager (som var forstander på Brandbjerg) havde fået den smarte ide, at hvis man kunne få skolens lærere til at lave noget almendannende undervisning, kunne man søge midler fra folkeoplysningen.
En af lærerne var Ingrid Slipsager:
Ja det kan jeg huske. Jeg blev bedt om at undervise i et højskolefag som skulle have relevans til jazzmusik. Jeg underviste i klassisk musik og europæisk kulturhistorie og var fremmed overfor jazz som min mand var besat af. Jeg kom på den ide at digt og musik skulle inspirere hinanden, men deltagerne ville jo bare spille. Det var frustrerende for begge parter. Jeg brugte f.eks. tekster fra Højskolesangbogen, som jo meget senere blev en inspiration for enkelte jazzmusiker. Det var andre tider. Arbejdsløse kunne oppebære arbejdsløshedsunderstøttelse under opholdet og deltagere under 17 ½ år kunne opnå stipendier i et begrænset antal. Men teksten videre i program-met antydede, at det måske ikke helt var med alle arrangørernes gode vilje:
Men de almene fag er ikke bare en kamel, vi har måttet sluge, for at opnå ganske vist absolut rimelige økonomiske fordele for de implicerede hovedparter. Ved at give disse fag relation til kursernes hovedemne mener vi, de kan blive et meget værdifuldt supplement rækkende ud over snævre musikerinteresser, samtidigt med at den anvendte rotationsform vil gøre forløbet så varieret, at alle i det mindste skulle kunne acceptere dette i sammenhængen nye kursusindslag. Lidt længere nede i teksten blev situationens alvor mere end antydet men i første omgang næppe i en grad, så det kunne skræmme nogen:
Faktisk skal alle deltagere forpligte sig til at følge flere af de i det følgende opgivne obligatoriske forløb, nemlig en musikteoretisk/-praktisk studiekreds og et sammenspilshold plus rotation mellem fire almene fag. Det kræver de bevilgende myndigheder – og vel med en vis rimelighed. For hvorfor optage en plads for andre, hvis man ikke selv ønsker at udnytte tilbuddet?
Så vidt, så godt, og der blev så lagt op til en evaluering efter stævnet.
Sommerstævnet 1978 strakte sig over 12 dage (16.-29. Juli), når man trækker ankomst- og rejsedagene fra. Da interessen var enorm, var der arrangeret endnu et stævne en uge senere (6.-19. August) med det samme program. Men hvad var så disse ”Alment kulturelle højskoleklasser”? Det var højskolens egne lærere, der ledede de fire forskellige to-timers kurser:
Musik og samfund
Samvær, samspil – psykologisk set
Ord til musik og omvendt
Film, billede, rytme, musik
Årene er gået og det er svært at finde deltagere, som husker hvordan disse hold fungerede. Keyboardspilleren Jesper Naur, der deltog i gruppen Film, billede, rytme, musik erindrer:
Det var lykkedes stævnearrangørerne at opnå et økonomisk tilskud til stævnet, hvilket kom stævnedeltagerne til gode i form af reduceret pris. Til gengæld var der obligatorisk deltagelse i undervisning varetaget af Brandbjergs fastansatte højskolelærere og et sindrigt rotationssystem skulle sikre, at alle deltagere kom hele rækken af timer rundt. Denne undervisning fandt sted om formiddagen og var af samme grund ikke specielt populær, måske også fordi emnerne ikke lige var det, folk var kommet efter. Jeg husker detaljer om en af lektionerne som foregik i Brandbjergs såkaldte ”Høresal”, hvor der er mulighed for filmforevisning. Det handlede om musikledsagelse af film, og vi fik blandt andet forevist den berømte film om en politibetjents trafikdirigering på Sankt Hans Torv, med meget fornem klipning af filmen i forhold til den ledsagende musik (https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/capriccio). Senere blev vi aktivt inddraget, idet vi fik forevist en kort film uden lyd. Den handlede om noget jagt, hvor man blandt andet så en fugl blive ramt og styrte til jorden. Filmen blev derefter gentaget og som deltagere skulle vi improvisere en form for ledsagelse. Det var meget sjovt men nok mere tvivlsomt hvor godt resultatet lød…
Klasserne var lagt kl. 9.30-11.30 og 15.45-17.45, så man kunne vælge det tidspunkt, som ikke kolliderede med de Teoretisk-praktiske studiekredse. Man kunne f.eks. møde frem til Holger Laumanns Arrangørworkshop kl. 9.30 og så kl. 15.45 til et af de almene fag – og fremmøde til begge dele var obligatorisk. Men her gik det galt. Jacob Olsne:
Det endte i det rene kaos. Folk kom jo på stævnerne for at spille og ikke for at deltage i de meget søgte konstruktioner som holdene var. Jeg kan ikke huske helt hvad det gik ud på, bare at jeg selv rystede på hovedet og havde en fornemmelse af at højskolens lærere ikke helt var gearet til det. Ud over formiddagshold (teori og lignende), sammenspilshold, eftermiddagshold (instrumental-workshops) og aftenhold var der så tilføjet hold X,Y,Z,Æ .. som folk ikke mødte op til efter et par dage. Der kom en konsulent fra Undervisningsministeriet på et uanmeldt besøg, hvilket fik os til at fise rundt og genne folk ind på holdene – med vekslende held..
Da det rygtedes at der kom inspektion gik det stærkt med at få folk jaget ud af sengene og ind i de uønskede højskoleklasser. Jesper Naur:
Det fik stævneledelsen til om morgenen at sende en trommeslager rundt på gangene og baldre højlydt med et bækken for at vække folk. Det virkede, men førte til mangel på rundstykker ved morgenmaden – køkkenet havde ikke regnet med så stort fremmøde… Senere i løbet af stævnet afholdtes et stormøde med samtlige deltagere, hvor det blev besluttet, at denne ret upopulære aktivitet ikke længere var nødvendig.
Konsulenten var en flink mand, fortæller Jacob Olsne, men han rystede synligt på hovedet med et sygt smil og sagde, at han var villig til at se igennem fingrene med det denne gang, men at vi aldrig skulle gøre det igen. På et plenummøde tre dage efter stævnets start kom frustrationerne på bordet. Der var indført spilleforbud efter kl. 02.00, for at gøre det lettere for deltagerne at møde op til de tidlige hold. Men forbuddet blev selvfølgelig ikke overholdt. Deltagerne var utilfredse med de almene fag og der var allerede frafald om formiddagen. Bølgerne gik højt på mødet, hvor utilfredsheden var stor:
Kurset er det eneste i sin art. Når det ikke fungerer må vi manifestere at vi er utilfredse. I stedet for at putte os i kassen må det laves om. (Birte Skou). Næste år må hele stævnet planlægges inden pengene søges. Vi skal ikke finde os i at vi ikke ved om vi er købt eller solgt (Peter Danstrup). Vi skal finde ud af hvad vi gør næste år. Alle parter er i en dårlig situation (Bente Dichmann).
Stemningen på mødet var for at stævnedeltagerne i højere grad selv skulle styre forløbet. ”Eleverne skal køre kurserne mere end lærerne. Emnerne kan bruges men eleverne skal styre” hed det. Det viste sig at højskolelærerne kun havde haft fire ugers forberedelsestid og at en af dem endda havde været bortrejst indtil kort tid før stævnet og derfor ikke havde haft mulighed for at forberede sig ordentligt. Vedkommende blev kraftigt kritiseret af en af musiklærerne i dette plenum og truede med at trække sig fra timerne mens andre opfordrede til at denne højskolelærer skulle have en undskyldning. Men det overordnede problem var og blev de almene højskolefag. Folk blev væk fra timerne og på et ekstraordinært lærermøde den 21. juli var krisen dominerende. I referatet hed det blandt andet:
Forsøget er mislykket! Støtten kan blive trukket tilbage hvis vi ikke vil acceptere de alment/ kulturelle fag. Vi risikerer at få de politiske højrekræfter på nakken hvis vi ikke gennemfører dem resten af stævnet. Alle må møde op til teori og alment/kulturelle fag, så ministeren ikke får det indtryk at vi har snydt dem. De to stævner blev overtegnet på kun en uge og vi kan kun være tilfredse med at folk vil spille og ikke har brug for de fag, men vi er under officielt opsyn.
Det var samtidig klart at deltagerne slet ikke tænkte på konsekvenserne af det, der var ved at ske. Fremmødet til de alment/kulturelle fag var minimalt. Arnvid Meyer sagde, at man skulle appellere til at folk mødte frem, men at man jo ikke kunne piske dem og medtilrettelægger af det første sommerkursus, Bent Haastrup udtrykte frustrationen helt klart: ”Vi laver aldrig mere et stævne på denne måde!” På et møde med elevrepræsentanter den 24.juli var konklusionen, at de alment/ kulturelle hold havde været en hindring som havde gjort det samlede program presset. Som det hed: ”Der har været alt for lidt tid til socialt samvær og til at spille sammen (jam).”. Arnvid Meyers kommentar var:
Det er ikke rimeligt at tvinge de alment/kulturelle hold ned over folk som har DET sammenspils-behov, når man kun har 14 dage. Det byder man ikke andre musikkurser. Vi skal ikke bare acceptere det og slet ikke hvis deltagerne skal kunne gå på to sammenspilshold.
I tidsskriftet MM (7/1978) skrev saxofonisten Thorsten Høeg blandt andet:
Og at højskolefagenes ”indblanding” ikke kom til at fungere tilfredsstillende, blev nærmest gjort til elevernes ansvar – som en mere eller mindre samvittighedsfuld anklage fra ledelsens side. Jeg tror nok at selve problemet bunder i stoffet og lærerkræfternes fremstilling af stoffet. Ofte var timerne for firkantede og meget af stoffet var urelevant – og som oftest med disse ting, kommer det til at bide sig selv i halen (emner – interesse – dårlige rapporter – for til sidst at ende med støtten næste år).
Men måske var det ikke det store problem for alle stævnedeltagere, for ikke at tale om dem, som dårligt nok registrerede det. Fløjtenisten Charlotte Halberg var på Vallekilde for første gang:
Jeg kan godt huske at det var lidt irriterende med de højskolefag. Måske var jeg på Hold Z: Film, billede, rytme, musik. Jeg har nok taget en lur…
Det vigtigste for de fleste stævnedeltagere var givet sammenspilsholdene. I sommeren 1978 var der annonceret 12 hold under overskriften: ”Sammenspilsholdene er jazzkursernes rygrad. I rytmisk-improviseret musik har den løbende udvikling af en ”opførelsespraksis” jo langt større betydning end i kompositionsmusikken. For at forøge effekten tilbydes i år flere hold dækkende et bredere spektrum af udtryksformer end nogensinde før, samtidigt med at deltagerantallet er begrænset til 140 i alt mod ca. 160 sidste år. De enkelte hold sammensættes ved planlægningen ud fra bl.a. hensyntagen til genre, instrument-fordeling og sværhedsgrad, men med størst mulig hensyntagen til de på indtegningsblanketterne anførte ønsker. Bemærk, at der mellem visse formiddags- og eftermiddagshold er en direkte sammenhæng, som dog på ingen måde begrænser deltagernes valgfrihed.” Så var det om at vælge rigtigt. Charlotte Halberg:
Mit første stævne var Brandbjerg juli 1978. Det var Pierre Dørge der fik sendt mig afsted. Han mente at det lige var noget for mig. Jeg var på Bjarne Roupe’s Jazzrock, trin 2. Mindst et trin for højt! Jeg måtte virkelig kridte fløjten, men heldigvis var jeg god til at læse noder. Men soloen i Chick Coreas 500 Miles High i højt tempo, var en kende for udfordrende! Bjarne var helt vildt sød, inspirerende og tålmodig. Peter Fuglsang på 17 år var også med på holdet. Allerede dengang spillede han fantastisk.
Ud over disse dagsaktiviteter var der programsat en række ”tilvalgsaktiviteter” om aftenen. Det havde hidtil været sådan at de lærere mere eller mindre frivilligt også var til rådighed om aftenen. Der havde været drevet lidt rovdrift på visse navne, men det blev nu ændret, så 11 udvalgte kom til at stå for en aflønnet ”doktor”-virksomhed. F.eks. var Niels Harrit og Svend Båring ”Dr. Sax”, Ole Koch Hansen og Anders Mūller var ”Dr. Piano”, Peter Danstrup ”Dr. Bas” og Birger ”Krølle” Sulsbrūck var ”Dr. Percussion”. Det gav Charlotte Halberg visse udfordringer:
Om aftenen var jeg på Latin Percussion hos Krølle. Det var en helt ny oplevelse at spille sammen i et kæmpe latinorkester. Os der valgte ikke at spille på melodi/harmoni instrumenter blev bedt om at vælge et percussion-instrument. Vi fik at vide at det skulle vi holde fast i resten af aftenen. Jeg valgte maracas og det var virkelig hårdt at skulle spille maracas i flere timer. Armene var på et tidspunkt ved at falde af. Men oplevelsen af efterhånden at slappe af i rytmerne har fulgt mig lige siden. Jeg har senere med stor glæde spillet mange skolekoncerter sammen med Krølle i orkestret Berimbau (med Peter Danstrup og Bent Clausen).
Det ville dog være en illusion at tro, at regulær, individuel instrumentundervisning kunne gennemføres på de 13 dage kurset varede. Som det hed i oplægget: ”Men det vil bestemt være muligt at bidrage til løsningen af konkrete musikalske problemer måske i forbindelse med orkesterarbejdet på selve kurserne, at sætte dette arbejde i relation til den ofte meget individuelle praksis inden for det rytmiske område modsat såkaldt legitim, traditionel instrumentbehandling og i det hele at bidrage til et bedre overblik vedrørende, hvordan en hånd-værksmæssig udvikling planlægges på længere sigt.”