I 1977 så en ny type stævne dagens lys. En gruppe mennesker i det rytmiske miljø havde længe været meget kritiske over for kvaliteten af musikundervisningen i det danske skolesystem, og deres kritik rakte videre til undervisningen på lærerseminarier og universiteter, der havde, og stadig har, til opgave at uddanne musiklærere til hhv folkeskolen og de gymnasiale uddannelser.
Problemet var, efter kritikernes mening, at de videregående pædagogiske musikuddannelser i alt for høj grad byggede på traditionel musikteori og musikhistorie, og kun i ringe grad i praktisk musikudøvelse. Dette ledte til en musikundervisning, hvor man brugte tiden på at skabe et elementært musikhistorisk overblik (primært ved at lytte til den klassiske musiks hovedværker), at få noget elementær viden om nodesystemet, eller på at synge de danske sange og salmer – hvis man var heldig – til lærerens klaverakkompagnement af skiftende kvalitet.
Det var derimod ikke almindeligt, at børnene spillede sammen, og det var da også kun de færreste skoler i 60erne og 70erne, der havde udstyr og lokaler til den slags aktiviteter.
Rytmisk og/eller elektrisk musik havde ikke nogen stor plads i skolernes musikundervisning. Den eneste musik, som var værd at beskæftige sig med, var den klassiske musik og den danske sangskat. Det var disse musikformer og deres iboende værdier, der ifølge datidens normer bidrog til at danne børnene i musikalsk forstand. Den rytmiske musik blev rubriceret som populærmusik og døgnfluer, som nok kunne skabe en vis musikglæde i nuet, men som ikke tjente noget kulturelt eller samfundstjenligt formål.
Som Mads Eliasen skriver i sit speciale “Jazz på højskoler” fra 2009:
Erik Moseholm kæmpede i 1960’erne for at overtale sine kolleger i folkeskolen til at fokusere på guitaren frem for den dominerende blokfløjte, og han måtte lægge skuldre til en massiv kritik, da man mente pigtrådsmusikken med Beatles og Rolling Stones som de fremmeste eksempler, var med til at ødelægge den danske ungdom med deres vilde musikalske udtryk. Mange af sanglærerne lyttede faktisk til opfordringen, men der var ganske enkelt ikke musiklærere nok, der havde kompetencer til at undervise i den ”nye” musik, og der fandtes ikke nogen muligheder for efteruddannelse i den retning (“Jazz på højskoler”, Mads Eliasen, AAU 2009).
Det var ikke fordi de lovmæssige rammer ikke var til stede. I Folkeskolelovens formålsparagraf fra 1975 hed det bl.a.:
Folkeskolen må i hele sit arbejde søge at skabe sådanne muligheder for oplevelse og selvvirksomhed, at eleven kan øge sin lyst til at lære, udfolde sin fantasi og opøve sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen.
Man skulle jo synes, at netop en musikundervisning, der inviterede børnene til selv at spille et instrument, og at lære at samarbejde med andre om at skabe et fælles musikalsk udtryk, ville ramme lige i centrum af lovens intentioner. Men i praksis var man langt fra at kunne leve op til lovgivernes, formentlig velmenende, visioner på musikkens vegne.
Der var selvfølgelig skoler, hvor man dyrkede rytmisk sammenspil – eller sammenspil overhovedet for den sags skyld – men disse initiativer skyldtes næsten altid en musikalsk ildsjæl på skolen, der måske endda havde lært sig selv at spille rytmisk musik, og som forstod at formidle sin musikglæde videre til børnene. Nogen formaliseret uddannelse til at varetage denne type musikalsk aktivitet var der ikke tale om.
Et af problemerne var, at de lærerstuderende på seminarier og universiteter ofte ikke havde de nødvendige kvalifikationer til at tilegne sig de nødvendige færdigheder for at kunne undervise børn og unge i at spille og synge. Man havde ikke optagelsesprøver, hvor man kunne teste ansøgernes forudsætninger for at gennemgå en musikuddannelse med et tilfredsstillende resultat, så alle og enhver med bare den ringeste interesse for musik kunne vælge linjefag i musik på seminariet – og det kommer der jo ikke nødvendigvis musik ud af.
I 1977 afholdtes det første Pædagogstævne, eller som det hed på forsiden af programmet: Program for det første årlige pædagogstævne med instruktion i forskellige former for rytmisk musik. Stævnet fandt sted på Vallekilde Højskole i efterårsferien. Vallekilde kendte arrangørerne i forvejen gennem de efterhånden mange sommerstævner i Jazzkredsens regi, så både rammer og opbakning var til stede for at afprøve dette nye initiativ, som skulle få en stor betydning for den rytmiske musikpædagogik i Danmark.
Omtale af det første Pædagogstævne i Jazznyt med Ole Matthiessen som vært:
Pædagogstævnet, der i 1984 blev omdøbt til Musiklærerstævnet, var fra starten et forsøg på at højne kvaliteten af musikundervisningen generelt, men især i Folkeskolen. Kurset var udelukkende for musikundervisere primært folkeskolelærere og seminarister. Stævnet blev de første år arrangeret af Den Danske Jazzkreds i samarbejde med Københavns Sanglærerforening, der gav et økonomisk tilskud på 5.000 kr. og Danmarks Sanglærerforening, der støttede projektet ved at annoncere stævnet til deres medlemmer.
Men hvorfra kom ideen om at afholde et stævne med et musikpædagogisk sigte? Som ovenfor beskrevet var der allerede en del mennesker i musiklivet, der var kritiske over for den eksisterende musikundervisning i skolesystemet og på de videregående uddannelser, og der havde længe i miljøet foregået diskussioner om, hvordan man kunne højne niveauet – og lige så vigtigt – skabe plads for den rytmiske musik i musikundervisningen.
Men at det første egentlige initiativ til at styrke kvaliteten af musikundervisningen skete på Vallekilde højskole, og i Jazzkredsens regi, skyldtes formentlig erfaringerne fra sommerstævnerne.
I årene 1974-75 kom der flere og flere deltagere på jazzstævnet, som var musiklærere, der ville lære noget om, hvordan man spillede og underviste i rytmisk musik. Efterhånden opstod der en skillelinje mellem de rytmiske musikere, som bare ville møde de amerikanske undervisere og blive skrappe til at spille, og så musiklærerne, der ikke i alle tilfælde var skrappe musikere, men som havde et ønske om at blive bedre til undervise i rytmisk musik. Det gav en for stor spredning, som man ikke kunne håndtere fra arrangørernes side.
Ib Buchholz, der var docent på musikkonservatoriet i Ålborg og underviser på de første pædagogstævner:
Der var generelt et kæmpe behov for efteruddannelse for musiklærere, der skulle forholde sig til ny musik og ny metodik, som de ikke selv havde lært på deres uddannelse. Musiklærerstævnet var således en aktivitet, som var affødt af denne mangel på efteruddannelse for musiklærere, i højere grad end der var for mange, der ville på Jazzstævnet.
Karsten Simonsen, der senere var med til at etablere Rytmisk Musikkonservatorium underviste også på de første pædagogstævner:
I den periode begyndte der at dukke folk op fra universiteter og fra andre uddannelser som deltagere, og nogle af dem med tilskud hjemmefra. Og vi vidste jo, at derhjemme, hvor de gik, der fik lærerne en betydelig bedre betaling (end stævnelærerne), så det kunne jo ikke blive ved med at gå, at sommerstævnet efterhånden begyndte at blive sådan et sted, hvor forskellige skoler kunne sende deres studerende hen – konservatorierne sendte studerende med, og nogle begyndte at sende deres ansatte på en slags efteruddannelse for lærere – på sommerstævnerne, hvor stævnelærerne så gik for en elendig betaling. Så der begyndte at manifestere sig et behov, dels for at supplere uddannelserne på konservatorierne, seminarierne med noget inden for det rytmiske område – hvad de jo ikke fik derhjemme – og dels at etablere noget efteruddannelse og videreuddannelse inden for det område, hvad der jo heller ikke fandtes.
En af initiativtagerne til pædagogstævnet var Bent Haastrup, der på det tidspunkt var ansat som ekstern lektor på Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet, og bl.a. havde fået indført rytmisk musik i undervisningen og som eksamensfag, bl.a. discipliner som improvisation og frasering:
Jeg havde mange møder med Ane Marie Forchhammer (daværende formand for Københavns Musiklærerforening). Vi havde et samarbejde om at lave noget for Folkeskolen, og hun var godt klar over at den var gal – selv om hun jo aldrig ville indrømme det officielt – men den var gal. Så jeg foreslog Arnvid Meyer, at vi skulle lave et eller andet. Han havde midlerne og forbindelserne, og så indkaldte vi til en konference på Nødebo Kro i foråret 1977, og der arbejdede Arnvid og jeg hele natten på at lave det stævne. Vi kom slet ikke i seng, så da konferencedeltagerne stod op om morgenen, stod der på tavlerne, hvordan vi lavede stævnet – planen! – sådan skulle det være! Det blev så lavet om senere, det var måske ikke så genialt, som det burde være, og vi gabte nok også over for meget.