Det andet stævne på Vallekilde Højskole fandt sted fra søndag den 27. juli til søndag den 3. august. Prisen for deltagelse var 450 kr. og stævneleder var Arnvid Meyer.
Hvad de fleste deltagere ikke vidste, og måske heller aldrig fandt ud af, var, at der ofte befandt sig lokale unge på stævnet. En af dem hed Annie Worsøe:
Jeg er født i 1955 og er opvokset i Vallekilde og omegn, hvor min far var lærer på den lokale folkeskole og begge mine forældre meget aktive i foreningslivet (det er alle folk med lidt gang i på landet ha ha). De årlige jazz stævner på Vallekilde blev for en flok af os unge en meget vigtig inspiration, og vi planlagde i årevis vores sommerferier efter jazzstævnet. Selv da vi var flyttet hjemmefra, mødtes vi den uge om sommeren og hang ud hele natten, hvor vi snusede jazzluften ind og cirklede rundt til nattejams og koncerter i gymnastiksalen (den jeg husker bedst var med Dollar Brand og en meget ung Marilyn Mazur som danser) og på terrassen. Jeg husker også tydeligt mit første besøg i 1969, hvor jeg var 14, og hvor Erik Moseholm spillede bas inde i foredragssalen iklædt nogle meget små underbukser.
Mange af de voksne indbyggere i Vallekilde tog omvendt væk, de kunne ikke holde al denne trutten og trommen ud, så vi lavede sommerlejr ovre i Triers hus på Højskolevej, og nogle somre hjemme hos mine forældre bag Brugsen i Hørve.
Læs mere om Annie Worsøes erindringer fra Vallekilde i afsnittet “Med egne ord”
Efter stævnet var der for første gang kritiske røster – for eksempel i det lille tidsskrift Jazz m.m.
Måske opstod problemerne i den voksende blanding af jazz og beat og en usikker planlægning. Men et problem var i hvert fald tilstrømningen af gæster. Måske ikke lige de lokale unge, men mere musikere, som kom og deltog gratis. Jens Jørn Gjedsted havde opsnuset utilfredshed her og der på stævnet og skrev blandt andet i Jazz m.m. 6/1969:
Der var lidt for mange gæster på Vallekilde. På nogle dage var det faktisk svært at få øje på stævnedeltagerne. Man gik rundt og følte sig udstillet. Hvor mange af de besøgende sov på skolen om natten? Kan man være gratis på stævnet i flere dage? Kan man i virkeligheden ikke bare møde op og være med og sove på nogle hynder et eller andet sted. Så skulle da pokker spinke og spare og melde sig til halve år i forvejen for at sikre sig en plads. Mange har slet ikke råd til at komme. De kan altså roligt bare dukke op?!? Er det helt rigtigt, at ikke-tilmeldte rytmefolk kommer op og lægger beslag på en hel aften – og oven i købet lader sig optage af TV. Disse TV-udsendelser skulle give et billede af de virkelige aktiviteter på stævnet – gør de nu det?
Sagen var, at DR TV havde optaget Dexter Gordon sammen med blandt andre en dansk trommeslager, som ellers ikke var på stævnet. Ole Streenberg fortæller næsten 50 år senere:
Den sommer var jeg indkaldt til Civilforsvaret. Midt i ugen var vi på øvelse i en skov, hvor vi lå i bivuak. Det udløste en fridag, som bekvemmeligvis lå op til weekenden, hvor jeg heldigvis ikke havde vagt. De dage blev straks benyttet til besøg på stævnet. Dexter var også på stævnet. På et tidspunkt bad han mig om at overtage trommerne. Det bekom ham heldigvis vel. Det udløste en del kritik fra andre, som mente, at jeg havde møvet mig ind uden at være tilmeldt stævnet. Jeg kunne dog indvende, at stævneleder Arnvid Meyer også havde bedt mig om at sidde ind med Dexter. Da jeg blev hjemsendt i oktober, inviterede Niels-Henning mig til et længerevarende job i Montmartre, sammen med Kenny Drew. Først med Pepper Adams, og siden flere andre. Men ikke mindst Dexter, som jeg ofte hentede i hans hus i Danhaven 6.
Årets stævneleder svarede i næste nummer af Jazz m.m. blandt andet:
Selvfølgelig skal gæsterne ikke kunne være gratis på Vallekilde i flere døgn. Det er bare svært som temmelig travlt beskæftiget stævneleder at holde øje med om en enkelt pirat sniger sig til at sove i et eller andet rum – ud over, hvad der på grund af topbelægningen regulært er aftalt om special-indkvartering.
Danmarks Radio optog en række af afslutningskoncerterne, som strakte sig over 10 timer, men da bassisten Poul Ehlers’ ret sensationelle avantgardegruppe (som senere blev til Blue Sun) skulle spille, pakkede radiofolkene deres grej sammen.
….og Arnvid Meyer skrev videre:
Jeg forstår da godt reaktionen, men finder bare den deraf udsprungne kritik overproportioneret. Gjaldt det blot om at spille, er der jo lokalemuligheder nok på Vallekilde. Måske toneangivende musikere næste år kunne medvirke til en frugtbar spredning og intensivering af jazzaktiviteten ved i mindre grad at spille med de samme folk og i det samme lokale. Fortsat om TV: I stedet for at mistænkeliggøre endnu ikke udsendte programmer var det vel for øvrigt rimeligere foreløbig at glæde sig over, så meget publicity stævnet fik. Denne som andre jazzhændelser nyder i det hele stor bevågenhed fra massemediernes side, en bevågenhed, som mig bekendt ikke findes i vore nabolande. Radiodækningen af afslutningskoncerten vil resultere i hele seks udsendelser. Poul Ehlers’ avantgardegruppe, en af stævnets mest spændende, gav stødet til koncertens fordeling på tre lokaler og var indforstået med, at radioen så næppe kunne bånde hele foretagendet. Men deprimerende må det have været at se teknikerne umiddelbart før Ehlers’ afdeling fjerne det materiel, der tidligere var brugt.
Arnvid Meyer opfordrede til ikke at lave splid indbyrdes i jazzmiljøet og undgå småligt, personligt gnaveri, og foreslog, at man oprettede en klageboks og et fast klageråd med daglige møder på stævnet. I øvrigt var der delte meninger om stævnets tilrettelæggelse og forløb. Trommeslageren Troels Orland havde meldt sig til big bandet og havde fået det indtryk, at han var den eneste, men oplevede, at man første dag kunne melde sig til sammenspilsgrupperne, således at der nu pludselig var fire trommeslagere i big bandet. Så trak han sig, men fandt ikke rigtig plads i smågrupperne. Bassisten Jens Fenger fandt, at instruktøren i beatgruppen ikke skabte noget samarbejde i gruppen, og at mange deltagere ikke havde nogen gruppedisciplin, så Fenger og andre dannede i stedet deres egen gruppe. Det blev opfattet på en anden måde af guitaristen Flemming Nielsen:
Alle de der unge i beatorkestret havde jo dannet gruppe hjemmefra – spillet lang tid sammen – og da de kom her, så var det altså dem. Vi fik lov at spille i pauserne, når de ikke gad mere.
Tiden var knap. Alle ville gerne have så meget som muligt ud af stævnet, så derfor kunne den slags oplevelser være frustrerende. Men det hørte alligevel til undtagelserne. Generelt var stemningen god, og de fleste fik meget med hjem. Det big band, Troels Orland nævnte, blev ledet af en 28-årig Palle Mikkelborg. Pædagogik var en ny disciplin for ham, og han gik til den med forsigtighed – og opnåede resultater på en meget afslappet og lydhør måde. Han virkede beskeden og selvudslettende på mange af deltagerne, men yderst sympatisk og meget lydhør og hjælpsom:
Man skal have det rart, når man spiller og ikke sidde og ryste i bukserne – og det synes jeg har været betegnende for det her. Der har ikke været noget med at nogen skulle overgå andre. Det er ikke et spørgsmål om at nå noget, som kan slå andre ud. Det er ikke så vigtigt, at nogle af grupperne ikke nåede det, de egentlig gerne ville, men at de stillede sig op og gjorde noget ved det – at der var aktivitet. (Jazz m.m. 6/1969).
Palle Mikkelborg havde puslet med nogle lidt uformulerede ideer hjemme, men fik, som han sagde, et ordentligt spark på Vallekilde ved at opleve den aktivitet, kunnen og inspiration sindssygt inspirerende. Mikkelborg havde observeret, at to andre instruktører havde oplevet det samme, for eksempel pianisten og komponisten Finn Savery:
Jeg er meget positiv over for det her. Det har simpelthen været en stor oplevelse for mig. Atmosfæren har været storartet – samarbejdende og meget entusiastisk. Alle har været ivrige og villige til at få det til at glide på bedste måde. Og så synes jeg her har været en masse talent.
I modsætning til Mikkelborg, som var meget forsigtig i sin pædagogik, fandt Savery at han, med sin baggrund i den europæiske musik, godt syntes, at man kunne, som han sagde, ”rette lidt mere”.
Savery var godt klar over, at udøverne af jazz opfattede det som, at de var ”sig selv”, når de spillede, men at det jo på den anden side i høj grad – men i en god forstand – var kopier. At man kom til at hvile ”på andres bølger”:
Jeg savner at man kommer lidt mere hen imod det, man selv kan stå for. Det er ikke fordi man skal stå og være en stor kunstner på sådan et stævne, men måske ”søge” lidt mere. Det er bare en lille bitte dråbe malurt, hvis det overhovedet er det. Jeg snakkede lidt med George Russell om det, og han sagde, at ”de finder sig selv, dem der skal”.
Den 19-årige pianist Thomas Clausen kom tæt på både Savery, Mikkelborg og pianisten, komponisten og arrangøren George Russell, der kom med sit helt eget system ”The Lydian Chromatic Concept of Tonal Organization for Improvisation”:
Vallekilde – der begyndte det at rykke. Jeg jammede med Palle Mikkelborg og viste ham min komposition ”Thojala”, som han hjalp mig med at skrive for stævnets bigband, som han dirigerede. Melodien blev så opkaldt efter vores initialer: THOmas, JAn zum Vohrde (as) og LArs Togeby (tp), som var solister i stykket. Jeg fik hurtigt et fint venskab med dem begge og vi ses stadig. ”Thojala”- en ballade i 3/4 i Wayne Shorter-stil – indspillede jeg 10 år senere på min debut plade”Rain” (med NHØP & Aage Tanggaard).
Et par måneder efter stævnet var der ”Vallekilde-aften” i Montmartre i St.Regnegade. Her spurgte Palle Mikkelborg, om jeg ville være med i en ny kvintet, han gerne ville danne. Jeg var jo bare amatørmusiker, men han må have kunnet se talentet. Hermed begyndte mit nære forhold til Palle, som blev min mentor i de kommende år. Jeg tilbragte mange eftermiddage med ham, hvor han introducerede mig til at mulig moderne musik, jeg ikke kendte, fx Messiaen, Bartok & Stravinsky.
Jeg var også på George Russels hold, som spillede hans egen musik for sextet. Her var det Lars Togeby, Jesper Nehammer (ts), Erling Kroner (tb), Jon Finsen (dr) og Mads Vinding (b). Russell var en fin, men streng instruktør, som dog blev sødere tættere på afslutningskoncerten i pejsestuen. Det var spændende og selvfølgelig udfordrende at spille hans musik.
Jeg blev også ven med pianisten og komponisten Finn Savery, som var meget interesseret i, hvad vi unge musikere havde gang i (musik inspireret af Miles Davis nye kvintet med Tony Williams etc). Jeg skulle egentlig have deltaget i hans kursus om moderne klassisk musik, men måtte droppe det på grund af Russell-gruppen. Kort efter stævnet inviterede Savery Bjørnø-kvartetten op at besøge sig i huset i Rungsted, hvor vi spillede for og med ham, og i øvrigt ivrigt diskuterede musikkens muligheder.
George Russell underviste fem formiddage på grundlag af sit system og det blev så realiseret på hans sammenspilshold fem eftermiddage, hvor seks originale arrangementer for sextet blev gennemarbejdet – kompositioner som “Bent Eagle”, “Kiger’s Tiger”, “War Gewesen” og “Honesty”. En anden af deltagerne på Russels hold, trommeslageren Jon Finsen, var meget begejstret for oplevelsen om end han nok syntes, at det havde været en presset uge. Han beskrev den i Jazz m.m. 6/1969:
Det endelige resultat blev præsenteret på afslutningsaftenen ved en koncert, hvorefter man åndede lettet op efter et temmeligt stort pres på sine energiressourcer i den forløbne uge. Et pres der desværre hindrede en i at deltage i ret mange andre aktiviteter. Ved et stævne med lidt længere varighed bør man derfor nok prøve at begrænse de faste sammenspilshold til hver anden dag, således at der de øvrige dage bliver større muligheder for en friere gruppesammensætning – måske ville et par enkelte fridage være tilstrækkeligt. Kan stævnet ikke vare længere, må alternativet så desværre nok være at indskrænke de faste aftenarrangementer en hel del i forhold til i år.
I Jazz m.m. 7/1969 skrev stævneleder Arnvid Meyer bl.a. at der trods tidlig planlægning og rekordagtig tilgang stadig var mangel på bassister. Kun ”specialindkaldelsen” af bassister reddede billedet nogenlunde. Og det var en gammel historie, der var altid mangel på basunister og bassister, så det vakte begejstring, da den 23-årige bassist Jens Jefsen fra Vejle gjorde sin entre:
Da jeg ankom til Vallekilde i 1969, var det tre dage inde i stævnet, fordi jeg lige skulle have afsluttet et dansemusikjob i Ålborg først. Jeg kom midt i aftensmåltidet, og da jeg trådte ind, lød der klapsalver fra hele spisesalen. Jeg havde gjort et eller andet indtryk året før. Næsten alle de andre bassister var gået ned med vabler på fingrene, og det så ud til, at jeg var ret velkommen. Danmarks Radio var til stede med hele TV pakken, klar til at lave dokumentar om stævnet. Samme aften skulle der spilles koncert i Kirkesalen med Dexter Gordon, pianisten Thomas Clausen og den sydafrikanske trommeslager Makaya Ntshoko. De manglede bare lige en bassist, og jeg kastede mig ud i en jamagtig koncert foran en fyldt sal. Det var en fantastisk oplevelse med stor opbakning fra publikum og medspillere, Dexter på toppen, Thomas Clausen, ligesom jeg en af de nye, og godt på vej til at blive en anerkendt pianist, og endnu mere spændende for mig, Makaya Ntshoko. Et naturtalent af de sjældne med en kompleksitet og urkraft, lidt i stilstrømmen efter Elvin Jones, men med sit helt eget rytmiske sprog. Det lignede ikke noget jeg havde hørt før, så for ikke at blive rykket ud af kurs, koncentrerede jeg mit spil i midterpulsen i hans spil. Dengang var der virkelig meget walking bass i jazzen, og det var det jeg skulle performe. Han havde et drive og et flow, der kun kunne gå én vej. Han spillede ikke direkte time, snarere ideer. Sådan et møde husker man.
Jens Jefsen var fast stævnedeltager indtil 1974, hvorefter han fremover blev medlem af lærerstaben. Han stod også for at stemme og vedligeholde klavererne på flere stævner.
En af sammenspilslærerne var pianisten Adrian Bentzon, rektor for den københavnske Bernadotteskole, som havde en meget aktiv musikpolitik, hvor jazz og beat indgik. I kølvandet på ham var der på stævnet en lille flok bemærkelsesværdige og meget unge deltagere – nærmest børn med tilknytning til skolen. Jens Jefsen bemærkede hurtigt de unge, talentfulde musikere:
På stævnet i 1969 mødte jeg også Århus’ mest karismatiske musiker, Holger Laumann, der sammen med saxofonisten Niels Harrit ledede et sammenspilshold med unge talenter som Kasper Winding, Aske Bentzon, Tuffy Jackson, Ben Besiakow, Kim Sagild, Mikkel Nordsø, Jacob Andersen og Ole Kühl. Kommende store musikere og grupper som Buky-Yamaz, Soul Service, Græsrødderne og Sneakers var i støbeskeen her.
Mødet med Laumann betød, at Jefsen efterfølgende blev en del af den århusianske jazzscene, hvor han hurtigt markerede sig som den bedste jazzbassist vest for Storebælt. Jefsen lægger ikke skjul på, at han kan takke stævnerne for den karriere, han har haft som musiker. Det var sammenspillet og mødet med andre dygtige musikere, som betød at han turde tage springet og satse på et liv som professionel musiker. Det var her, at han fik selvtillid til at spille med de helt store stjerner, og ikke mindst, så lærte han alt det, som man dengang ikke kunne lære på konservatoriet, nemlig sammenspil og rytmisk teori. Og det kolossale og livsvigtige netværk af kontakter i musikmiljøet fik han også på stævnerne. Når man vil leve af at spille musik, skal netværket være i orden, for jobs kommer ikke bare af sig selv.
Danmarks Radios TV var på stævnet for at optage “Jazz på varme sommerdage” (sendt i TV den 8. Januar 1970), hvor man bl.a. ser Holger Laumann styre de unge mennesker gennem en funky udgave af Horace Silvers “Psychedelic Sally” med ”Tuffy” som sanger – ”Tuffy”, søn af den dengang herboende amerikanske pianist Kenny Drew.
I programmet bliver han, trommeslageren Kasper Winding, der lige er fyldt 13 år, og fløjtenisten Aske Bentzon, der lige er fyldt 14, interviewet af Steen Bramsen.
Første spørgsmål går på om det er bedst at spille med en lærer eller om det er bedre at spille helt frit!? Hertil svarer Kasper Winding:
Det kommer an på læreren. De lærere vi har nu – Niels Harrit og Holger Laumann – er sindssygt gode at have som lærere. For det første har de nogle gode melodier, som er skægge at spille og så har de nogle arrangementer med horn, som er meget skæggere at spille end bare med en trio.
Aske Bentzon foretrækker at der kommer lidt disciplin ind over:
Når man spiller frit kan man overhovedet ikke få noget igennem. Hvis der er en eller anden melodi, man gerne vil spille, så er der altid hundrede andre, der sidder og spiller forskellige melodier og så sidder man og råber og skriger – og en sidder og spiller enormt højt på elektrisk guitar. Det er meget rart med noget disciplin over det!
Svarene var interessante i 1969, hvor kodeordet på stævnet i høj grad var ”frit” – fri improvisation og frit sammenspil. Man ser det i TV-programmet, hvor mange indslag bygger på hovedsagelig eller helt fri improvisation. Men Bentzons svar giver også forklaringen på, hvorfor disse unge mennesker i de kommende år markerede sig som musikere af en meget høj, nærmest professionel musikalsk standard – ikke mindst i gruppen Buki-Yamaz. Den komplekse brasilianske/afrocubanske musik her kom ikke af sig selv, men efter intens øvning.
Steen Bramsen spørger om de også spiller almindelig jazzmusik. Kasper Winding finder, at det er sjovere for ham som trommeslager, mens Aske Bentzon synes, at det har noget at gøre med humør og stemning. Beatmusik, hvis man skal have det sjovt – eller ”skægt”, som det hedder i 1969 – og jazz i de mere stille øjeblikke. Alt i alt giver de unge mennesker udtryk for, at de har haft fantastisk meget ud af at være på stævnet, og at de skulle på Vallekilde igen næste år. Og det kom de. TV-programmet viser også den afslappede stemning på stævnet. Marianne Wiedemann, som var på besøg sammen med sin mand, jazzanmelderen Erik Wiedemann, der ledte en studiekreds i jazz/beat, erindrer i 2019 den særlige atmosfære:
Jeg husker først og fremmest den lykkelige euforiske stemning der prægede det hele. Jeg var der med Erik og en kun få måneder gammel Katrine, det er os, der ligger på plænen under træet i skyggen i begyndelsen af filmen. Men jeg er ikke den bedste oplyser, jeg havde lidt ammehjerne og kommer nok til at blande erindringerne sammen med året efter. Jeg husker tydelig Dollar Brand, der tidlig om morgenen altid stod meget koncentreret og lavede øvelser nede for enden af plænen, når jeg kom forbi med min lille baby. Blue Sun, var det ikke der de blev dannet? Og Kenneth Knudsen, men det var nok året efter!? Det var så medrivende, alting var nyt, tranceagtigt og magisk.
Ammehjerne eller ikke ammehjerne, erindringen om Dollar Brand (senere Abdullah Ibrahim) er god nok – man ser ham udføre sin øvelser i haven i TV-programmet. Og selv om Kenneth Knudsen måske ikke var på stævnet i 1969, så husker Marianne Wiedemann rigtigt, spirene til Blue Sun voksede på Vallekilde denne sommer. Bassisten Poul Ehlers var et markant navn i Aarhus – tilbage i 60’erne i Jazzminerne og senere i Tom Prehns Kvartet. Han var blevet grebet af de nye strømninger i jazzen, navne som Pharoah Sanders og Albert Ayler, men også den nye, progressive beat-musik, og han blev hyret til igen at lede et avantgarde-jazzhold på Vallekilde i 1969. Men det udviklede sig til noget ganske specielt ved et tilfælde, hvor trommeslageren Bo Jacobsen kom ind i lokalet. Han fortæller i bogen Jazz i Reprisen:
Jeg troppede op i avantgarderummet på et tidspunkt, hvor Claus Bøje var ude og ryge cigarer på terrassen – og ellers var jeg aldrig kommet med i Blue Sun. Der var ikke nogen ved Claus’ trommer. ”Fint” tænkte jeg, og så skete der pludselig noget. Vi var fire horn og to kontrabasser og Jan Kaspersen på klaver, og pludselig kom der det der Blue Sun-groove – den dybe bas – og det kom bare til Poul og mig. Pludselig var der en rytme, og da den kom – inde i avantgardeklassen – så var det som om det hele samlede sig. Da det så var slut, dukkede der et hestehalehoved op fra en sofa. Det var Erik Wiedemann, som havde ligget der. Jeg glemmer det aldrig – hans hoved op over ryglænet – den pæne mand, og så sagde han: “Hvad var det?”
Resten er historie. Gruppen Blue Sun opstod efter Vallekilde og spillede en af sine første koncerter i Jazz i Reprisen i Holte i oktober 1969. Starten af denne senere så succesfulde gruppe var en af stjernestunderne på Vallekilde 1969. Thomas Clausen havde stort udbytte af stævnet og han var også involveret i nye grupper, startet med Vallekilde som baggrund:
På samme stævne mødte jeg de meget unge Kasper Winding & Mikkel Nordsø, som begge kom med i mit første band Some Echoes kort efter. Bandet bestod af Torben Enghoff (ts), Kjeld Ipsen (tb), Mikkel Nordsø (g), Mikker Lauridsen (b) og Kasper Winding (dr). Et par måneder efter stævnet var der ”Vallekilde-aften” i Montmartre i St. Regnegade. Her spurgte Palle Mikkelborg, om jeg ville være med i en ny kvintet, han gerne ville danne – sammen med bl a Per Carsten (as). Mon ikke jeg ville? Og selvom jeg jo bare var amatørmusiker, må han have kunnet se talentet. Hermed begyndte mit nære forhold til Palle, som blev min mentor i de kommende år. De stævner kom simpelthen til at betyde alt for min såkaldte karriere. Det var her jeg blev ”professionel”. Ved simpelthen at blive løftet op af disse stjerner. Og ved at komme i kontakt med alle de danske musikere, jeg kunne drømme om at spille med. Det var her jeg mødte så at sige HELE det danske jazzmiljø. Vi var ikke så mange der spillede jazz dengang. Så det var en unik mulighed for os alle sammen for at mødes, jamme, diskutere og danne nye orkestre.
For Thomas Clausen fik stævnerne således stor betydning for hans beslutning om fremover at skulle beskæftige sig med musik i stedet for at satse på at blive gymnasielektor som sin far. Udover Mikkelborg havde også Dexter Gordon ørerne ude. I 1971 kom Clausen på en 5 ugers skoleturne med ham, og dermed var grunden lagt til en professionel musikerkarriere, bl.a. som akkompagnatør for mange gæstende amerikanske solister.
Mindre succesfuldt på Vallekilde 1969 var det annoncerede Jazz Band Ball med Theis/Nyegaard Jazzband (man ser Theis/Nyegaard i “Jazz på varme sommerdage”) og her var begivenhederne især præget af de mange uinviterede gæster. Arnvid Meyer skrev i Jazz m.m. 7/1969 bl.a.:
Stævnets jazz band ball var et totalt flop, indrømmet. Theis/Nyegård spillede aldeles glimrende (de er altid bedst til en svingom). Men aftenens mange gæster slog miljøet i stykker, og musikere danser jo ikke. Det burde Arnvid Meyer vide. Undskyld!
Til gengæld var Arnvid Meyer godt tilfreds med flere af de øvrige aktiviteter: Palle Mikkelborgs koncert med stævnedeltagere og musikere fra Radioens Big Band, som spillede hans nye værk Te Faru, John Tchicais plæneforestilling og afslutningskoncerten. Den varede 10 timer og foregik i forskellige lokaler uden at være, som han selv udtrykte det, voldsomt trættende.
Danmarks Radio optog udover flere af afslutningskoncerterne også en koncert undervejs på stævnet med tenorgiganterne Ben Webster og Dexter Gordon. Efter koncerten tog de to tenorer og Kenny Drews trio med Niels-Henning Ørsted Pedersen og Makaya Ntshoko tilbage til Montmartre for at deltage i en jam session sammen med Lee Konitz i anledning af Herluf Kamp Larsens 50 års fødselsdag. Koncerten på Vallekilde med Ben Webster og Dexter Gordon er senere udgivet af pladeselskabet Storyville på cd’en Tenor Titans.
Blandt andre nytilkomne stævnedeltagere var bassisterne Mads Vinding, Søren Haal og Peter Friis Nielsen, saxofonisterne Christian Kyhl, Jan zum Vohrde, Søren Berggren og Bent Hesselmann, trompetisten Lars Togeby og trommeslageren Carsten Brinck. En anden førstegangsdeltager var saxofonisten Uffe Markussen, som havde tilbagelagt turen til Vallekilde på sin knallert fra Frederikshavn. Han har senere fortalt om, hvor godt han blev modtaget af Knud Bjørnø, som bl.a. lærte ham melodien til “On Green Dolphin Street”, Markussen blev senere stævneleder på stævnet for de skrappe i årene 1986/97 på Vallekilde.
Som de foregående år prioriterede stævnedeltagerne at spille, ofte til langt ud på natten, hvilket efterhånden, som stævnet skred frem, medførte frafald på formiddagens studiekredse på grund af manglende søvn. Palle Mikkelborg foreslog indførsel af en daglig meditationspause, hvor der ikke måtte spilles fra kl. 17.00 – 18.00. Det er en stævnetradition, som stadigvæk eksisterer på Summer Session.
De øvrige officielle og uofficielle bands på Vallekilde 1969 var desuden bl.a.:
Knud Bjørnøs kvartet med Peter Friis Nielsen (b) og brødrene Thomas Clausen (p) og Bent Clausen (dr). Kvartetten spillede bl.a. en ”Vallesuite” bestående af en række modalnumre.
Danmarks Radio optog en 30 minutters koncert i pejsestuen, ligesom de optog en anden koncert – i kirkesalen – med Dexter Gordon, Thomas Clausen, Jens Jefsen (b) og Makaya Ntsoko (dr).
Jazz/beat v/ Holger Laumann og Niels Harrit. På repertoiret var bl.a. numre som Horace Silvers “Psychedelic Sally” og Herbie Hancocks “Watermelon Man”.
Børges Swingpjatter var et meget hurtigt improviseret band med bl.a. de to trompetister Niels Christiansen og Lars Boie Christiansen. Primus Motor var basunisten Børge Riis.
Finn Saverys All Stars rummede Palle Mikkelborg (tp), Knud Bjørnø (ts, fl), Finn Savery (p), Makaya Ntshoko (dr). Dexter Gordon skulle have deltaget ved afslutningskoncerten, men han kom ikke til prøven tidligere på dagen.
Erling Kroners kvintet/sextet spillede ved afslutningskoncerten. Ole Matthiessen (p) og Henrik Hove (b) var i Norge (Molde Jazzfestival) med Carsten Meinerts kvartet med J.C. Moses på trommer, så de to var erstattet af hhv. Oles bror Rolf og af bassisten Poul Ehlers. Ved koncerten sad tenorsaxofonisten Jesper Zeuthen ind.
Troels Orlands septet med primus motor Troels Orland (dr) og med bl.a. Jan zum Vohrde (as).
Laumann/Mikkelborg med bl.a. Bjørn Veierskov (p), Jens Jefsen (b) og Jesper Grube Overgaard.
New Orleans gruppe v/Adrian Bentzon med Niels Christiansen og Lotte Bering (tp), Peter Steen Jacobsen (cl).
Moderne gruppe med bl.a. pianisten Anders Barfoed.
Mandag den 1. september afholdt Dansk Jazzmusikerforening et arrangment i Montmartre, som var en slags tilbageblik /opsummering på årets stævne. Et nydannet orkester var Firecylindret VW med de unge talenter Kasper Winding og Mads Vinding i front, suppleret med Ben Besiakow ved klaveret og Jesper Zeuthen på tenorsax, Knud Bjørnøs kvintet med Lars Togeby trompet, Thomas Clausen klaver, Peter Friis-Nielsen bas og Bent Clausen trommer, Erling Kroners kvintet, Lee Schipper & Friends med blæserne Jens Jørn Gjedsted trompet, samt saxofonisterne Michael Hove og Jesper Nehammer samt Finn Saverys All Stars med Bjørnø, Mads Vinding, Palle Mikkelborg og Makaya Ntshoko.