Nu var det trommeslageren Bjarne Rostvolds tur til at lede årets jazzstævne. Deltagerprisen var 690 kr. – en forhøjelse på 12% i forhold til 1973. Der var oliekrise og alle priser steg kraftigt. Ligesom året før ville de første 60 ansøgere automatisk blive optaget, mens resten, ca. 30, ville være forbeholdt de instrumenter, som kom til at mangle i grupperne – som sædvanlig først og fremmest bassister og basunister.
I en slutbemærkning i programmet hed det bl.a.:
I år er der for første gang ved programlægningen taget den fulde konsekvens af, at Vallekilde-stævnerne er for udøvende, ganske vist spændende lige fra deciderede begyndere til fuldt professionelle. (Alligevel vil et stævneophold sikkert kunne give ikke-spillende ny forståelse af mange aspekter i jazzmusikken). For ikke at ende i den rene navlebeskuelse foreslås imidlertid diskussionsaftener med emner, der rækker ud over snævre musikerkredse. En, kaldet “Musik i en større sammenhæng”, er på forhånd programsat. ERIK MOSEHOLM vil, med udgangspunkt i en belysning af de ikke mindst for jazzmiljøet så presserende problemer omkring musiklovgivningen herhjemme, lægge op til en debat vedrørende musikernes forhold til deres eget miljø, til arrangører, producenter, skribenter, publikum etc. Og derfra videre ud til hele samfundet.
Men det var den levende musik og sammenspillet, der var det vigtigste. Der var gengangere blandt de internationale kapaciteter som Jackie McLean, Sammenspil – nyere jazz, som første gang var med i 1972.
Han havde en smittende umiddelbar personlighed, og han formåede at tænde op under sammenspillet – selv for de urutinerede deltagere – og så var han en medrivende fortæller.
Det samme kunne man sige om bassisten Red Mitchell, der kom for fjerde år i træk, denne gang med den Tune Workshop, som var opstået i 1973. Her undersøgte man standardmelodier og fandt nye harmoniseringer, som man bagefter kunne spille og improvisere over. Fra Jackie McLeans gruppe Cosmic Brotherhood, kom trompetisten Bill Skinner, som skulle fungere som Dr. Trumpet. Kenny Drew skulle besøge stævnet i tre dage og demonstrere akkordlægning og stilarter. Lee Konitz var oprindeligt på listen, men det blev ikke til noget dette år. Han var ikke med i det trykte program, men senere blev den amerikanske trommeslager, Michael Carvin, tilføjet. Han var medlem af trompetisten Freddie Hubbards første turnerende gruppe og blev senere en meget efterspurgt trommeslager med mere end 250 albums på bagen. Efter stævnet indspillede Carvin og Jackie McLean en duoplade for Steeplechase og et forløb til DRs magasin Afterbeat. Under et job i Montmartre sad Lee Konitz ind med duoen.
Blandt de danske instruktører var Vallekilde-veteranen, saxofonisten Svend Båring, som kaldte sit hold Om at improvisere, eller, som det bl.a. hed:
Vi vil denne gang gå langsomt til værks og vil anvende studiemateriale, som det er let at spille over med det samme, og som egner sig til en elementær instruktion i, hvordan man bruger akkorder, når man improviserer. Sagt på en anden måde: Pensum bliver mere overkommeligt, man vil gå mere i dybden med centrale problemer, og der bliver mere tid til bare at spille. Alle, der føler sig usikre og mindre rutinerede, kan trygt melde sig til denne studiekreds.
Holger Laumanns hold Sammenspil – altmulig gruppe var ikke tænkt som et hold, man skulle melde sig til, men derimod som et, eller måske flere, som kunne opstå hen ad vejen med det formål at aktivisere de ubeskæftigede, der erfaringsmæssigt ikke fandt sig til rette på de øvrige hold. Laumann fungerede også som Dr.Sax. Ray Pitts ledede en arrangørworkshop, som var en lukket studiekreds kun omfattende stævnedeltagere, der i forvejen havde forsøgt sig som arrangører. Det var tanken, at holdets produktion, både for større og mindre besætninger, i videst muligt omfang skulle opføres på Vallekilde. Arbejdsformen skulle strække sig lige fra selvstudium til ekspreslevering af Pitts-arrangementer fremstillet med studiekredsdeltagerne som ”observatører”. Basunisten Ole Kurt Jensen, der havde fungeret som basbasunist i Radioens Big Band siden starten i 1964, ledede holdet Sammenspil – big band, hvor alle, rutinerede og og mindre rutinerede, kunne være med. Dengang en helt uomgængelig tradition på Vallekilde. Den 33-årige trompetist og arrangør Palle Mikkelborg kaldte sit hold Sammenspil – Multi-musik og det var heller ikke et hold, man meldte sig til fra starten. Hans mål var at få forskellige genrer til at gå op i en højere enhed. Hans gruppe V8 kombinerede jazz og beat, og han havde haft stor succes året før med sit værk for big band og symfonibesætning Majas slør. På Vallekilde ville han, på et mindre krævende plan, realisere lignende tanker ved at lade forskellige sammenspilsgrupper og solister, hver for sig og ved siden af den normale aktivitet, indøve elementer, som så senere ved en stor fælles prøve og efterfølgende koncert skulle koordineres med andre elementer, som amatørsymfonikere fra Nordvestsjælland i mellemtiden havde indøvet. Eksperimentet skulle være med til at nedbryde skellene mellem stævnet og lokale musikmiljøer.
Papa Bues pianist gennem næsten 10 år, Jørn ”Jønne” Jensen, som tidligere havde været medlem af Arnvid Meyers swingband, stod i 1974 for holdet Sammenspil – traditionelt og swing. Han havde præget Buernes repertoire og havde stor erfaring i kollektiv improvisation i traditionel jazz og i swing/mainstream. Hans store forbillede var Louis Armstrong. Det var Jønnes første ophold på Vallekilde. Han havde i øvrigt til lejligheden skrevet en speciel Vallekilde Stomp. Man gentog holdet Rasle-rasle, nu med den svenske trommeslager Egil Johansen, der havde spillet med ingen ringere end Arne Domnerus’ orkester. Holdet henvendte sig igen til ikke-spillende deltagere, som her kunne lege med de mange percussioninstrumenter, som var blevet populære i fusionen mellem jazz og latin-amerikansk musik.
En tidligere stævnedeltager, bassisten Jens Jefsen, fungerede igen som klaverstemmer, basekspert og som efterspurgt bassist ved de mange jamsessions. Der var altid mangel på bassister og de få, der var, sled deres fingre op.
En sammenspilsgruppe, Organiseret flip, blev ledet af trompetisten fra gruppen Engine, Jens Jørn Gjedsted og tenorsaxofonisten fra Engine og Creme Fraiche, Torben Enghoff.
De havde året før deltaget i det lidt vanvittige projekt Folkegruppen Danmark, som uden blusel blandede jazz, rock og dansktop. På holdet oplevede man bl.a. en underfundig og morsom 15-årig Ditte Knudsen – senere kendt som skuespilleren Ditte Gråbøl:
Jeg blev så flov over, at jeg var sammen med professionelle musikere, men jeg havde det fantastisk, som man nu har det, når man er ung og alt er oplevelser. Men det gik jo op for mig, at det var et nummer for tidligt!
Om holdet ”Sammenspil – Organiseret flip”, hed det i programmet: Gjedsteds og Enghoffs samarbejde i Folkegruppen Danmark hørte til de festligste indslag på sidste års Vallekilde-stævne. De har tidligere spillet sammen i gruppen Engine, og Enghoff er i dag primus motor i højaktuelle Creme Fraiche. Men ideen til deres sammenspilsgruppe har rod helt tilbage i superkollektivet Cadentica Nova Danica og går især på udnyttelsen af rytmiske ostinati, der kører parallelt og veksler fra instrumentgruppe til instrumentgruppe. Meget ambitiøst – og Gjedsted har også altid været i tvivl om hvorvidt han og Enghoff egentlig havde forberedt sig godt nok og om det ikke blev mere flip end sammenspil!? Gjedsted havde ikke mødt eller talt med Ditte Gråbøl i de 48 år, som var gået, da kontakten blev knyttet pr. telefon. I øvrigt en kontakt, som var lige så sjov og hjertelig, som den havde været på Vallekilde i 1974. Men til spørgsmålet: kan det passe, at vi var dårligt forberedte? svarede Ditte Gråbøl:
Det kan det i den grad. Sådan var tiden jo! Der var ikke noget, der var gennemtænkt og jeg kan ikke engang huske, at jeg gik på et hold! Men jeg kan huske, at jeg fandt sammen med Jackie McLean, og han tog sig til mig, sammen med ham der…Bording…Baaring, Svend Baaring, som også tog sig pænt af mig. Men, altså, sådan var tiden…der var sgu ikke meget, der var forberedt. Jeg gik f.eks. på Bernadotteskolen…. Men jeg kan huske, at jeg syntes, at jeg var sej, fordi jeg var pige og tog på Vallekilde og ville spille jazzmusik. På den årgang kom hele Shit & Chanel og der blev jeg blæst lidt bagover, for de kunne jo fandeme spille! Der fik jeg virkelig mindreværd!
De havde et band og var skidesøde…og Anne og Holger Laumann havde også et hold. Jeg kan huske, at Holger spillede et nummer, der hed ”Winnie From Winnipeg”. Lee Konitz kom op nogle dage, kan jeg huske. Men jeg flovede mig over at være der, fordi de andre var så professionelle!
Af deltagerlisten fremgår det, at Ditte – dengang altså Knudsen – havde meldt sig til to andre grupper som guitarist: Svend Bårings og Kurt Larsens hold ”Om at improvisere” og Egil Johansens ”Rasle – Rasle”, så hun var altså spillende!?
Ja, ja, jeg havde spillet klassisk guitar i mange år, men faktisk tror jeg ikke, at jeg overhovedet spillede guitar på Vallekilde. Men så spillede jeg også sådan noget Bernadotte-brugsklaver, og det var langt fra nok! Da jeg oplevede Astrid Elbek bare sidde og øve, var jeg klar over, at jeg var 100 år bagud. Da det så var weekend, kom der en masse gæster – bl.a. en masse piger, og de spillede jo IKKE! De var jo kærester og jeg har tit tænkt på det der lidt kønsagtige, når man gerne ville spille musik. Der var ingen, der syntes, at det var sexet, at en pige var pissegod på et instrument. Jeg ville hellere, at fyrene syntes, at jeg var lækker. Det er ret tragisk, men jeg tror, at det var sådan, jeg havde det. Og så skal man også øve sig, når man er musiker. Men mine forældre var jo skønne, fordi de bare sendte mig afsted.
Ditte Gråbøl nævner flere af de andre deltagere, trommeslageren Mariusz Skronski, som senere blev tøjdesigner, og bassisten Jesper Hindø, som senere spillede 38 år i Sønderjyllands Symfoniorkester.
Han var skidesød, fordi han gad at sidde og spille nogle basgange med mig på klaveret. Og Jens Haack – Jens fra Horsens – som jeg hang meget ud sammen med – og som havde gode råvarer på værelset… Og så kan jeg huske Jens Oluf Albrechtsen som spillede klaver og som var min bedste venindes storebror. Han viste mig rundt på Vallekilde. Det var så kærligt – og det er dejligt, når man føler, at man er på et lidt yderligt mandat. Der var også en stor, sort amerikaner – trommeslager, tror jeg, og vegetar – og han fortalte mig, at når man spiser kød, spiser man frygt. Dyr viser frygt, når de bliver slået ihjel..”so, you eat fear!”
Jeg kan huske, at mine forældre kom og hentede mig – og jeg glædede mig allerede til at komme igen næste år. Men det kom jeg jo så ikke. Jeg begyndte ellers at spille saxofon efter Vallekilde og drømte om at spille saxofon i et big band. Er der noget skønnere end at spille i et big band? Men meget modigt egentlig, for jeg gik ind til Marno Sørensen i Skoubogade og købte, hvad min musiklærer på Bernadotteskolen kaldte ”Københavns bedste tenorsaxofon”. Den var vildt god og jeg brugte noget af min børneopsparing og det syntes mine forældre var helt fint. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var greb ligesom på guitaren og klaveret og så var der en oktavknap – skidesmart! Så det havde jeg det rigtig sjovt med i begyndelsen, og begyndte at spille med nogle drenge på skolen.
Men – igen – man skal øve sig rigtig meget Når man er ung og flagrer rundt – og i forvejen kunne jeg ikke engang finde ud af at lave lektier og jeg gik ud af skolen så hurtigt, som det overhovedet kunne lade sig gøre – så er det kedeligt at skulle øve så meget og alene, og så lyder det ad helvede til! Så det endte med, at jeg solgte den til en anden elev på Bernadotteskolen.
Når det kom til stykket, havde det sådan dengang, at jeg hellere vil have, at fyrene syntes at jeg var lækker end at spille på et instrument, så jeg stoppede helt med at spille. Men da jeg senere kom på skuespillerskolen (Aarhus Teater 1981-1984), kæmpede jeg bravt for, at vi skulle lave et band, fordi noget af det vigtigste i livet, overhovedet, er at spille sammen – nu er det dig, der har den, og nu er det mig, der har den. Det hænger jo sammen! Det at være skuespiller er at have musikalitet. Det blev bare aldrig til noget. Men musik har fulgt mig altid, også i skuespillerfaget, og jeg slipper aldrig jazz! Og jeg kan se helt klart, ud fra mit senere liv som skuespiller, at det at være sammen med nogen, som er bedre end en selv, er den bedste master class!
Og som en krølle på historien måtte sandheden frem om det berømte Ditte Knudsen-host i det banebrydende satireprogram ”Den gode, den onde og den virk’li’ sjove” i DRTV for mere end 30 år siden. På spørgsmålet om hvorvidt det var skrevet ind i manuskriptet fortæller Ditte:
Jeg var jo ung og ret ny i branchen – og det skete bare! Jeg havde en tale i noget, der hed ”Højlunds Forsamlingshus” og så fik jeg et kriller i halsen og så hostede jeg. Der var ikke nogen producer eller tekstforfatter, der havde skrevet det. Jeg tænkte bare, at hvis jeg hostede, så gik det over, og så var det også fordi jeg ikke ville stoppe optagelsen. Jeg var ung og uerfaren og tænkte, at det er der ingen, der lægger mærke til. Men det betød selvfølgelig meget for min selvbevidsthed, at det fik den effekt. Det er de der små staccato og skæve ting, der virker – ligesom i musikken.
Der begyndte også at dukke flere spillende piger op. Ikke mindst havde Holger Laumann medbragt en gruppe, som vakte stor opmærksomhed med sangerne og guitaristerne Anne Linnet og Lis Sørensen, trommeslageren Ulla Tvede Eriksen, pianisten Astrid Elbek og bassisten Lone Poulsen, som Linnet, i et interview i anledning af sin første udgivelse under eget navn Sweet Thing året før, havde kaldt en damebeatgruppe. Nu blev de kendt som Shit & Chanel. Jens Jørn Gjedsted skrev i tidsskriftet MM:
Vi kommer givet til at høre mere fra Shit & Chanel, og da melodierne faktisk er usædvanligt godt skrevet – flere er direkte ørehængere – kunne man godt ligefrem ønske dem ind på dansktoppen. Men det er de nu nok trods alt for gode til.
Shit & Chanel gav koncert (formentlig en af deres første), og tog den måbende forsamling med storm. Øvrige koncerter i løbet af stævneperioden var med Creme Fraiche, Konitch/Mitchell Duo og Dr. Dopojam.
Forrige års intense aktivitet ved spritduplikatoren for at få kopieret Red Mitchells og andre musikeres akkorder til en række jazzstandards blev afløst af et nyt amerikansk kulturfremstød. I forbindelse med et ophold på Berklee College of Music i Boston havde Holger Laumann medbragt en stak af den første udgave af (den ikke helt lovlige) The Real Book, en såkaldt Fake Book produceret af studerende på stedet, indeholdende melodier og akkorder til flere hundrede jazzkompositioner og standards, som i løbet af få år skulle blive mange jazzmusikeres bibel rundt om i store dele af verden. På stævnerne i mange år fremefter kunne man på mange jamsessions se musikere med blikket dybt begravet i The Real Book. Der var ikke, som tidligere år, planlagt hverken pladebar, stævneavis eller lokalradio, men flere af tingene opstod alligevel spontant. I den nærliggende by Hørve lå Tocano lydstudiet, som for nylig havde fået installeret en 16-spors båndoptager. For at opnå erfaringer med det nye grej, som også inkluderede avanceret mixerudstyr, stillede firmaet et studie til rådighed for grupper fra Vallekilde. Astrid Elbek fortæller:
En mulighed var, at man kunne komme over i Tocano studiet i Hørve og indspille, og det fik Shit og Chanel lov til. Det år indspillede Bamses Venner også i Tocano, og teknikeren vidste, at Bamse manglede noget kor, og så spurgte han om ikke pigerne der kunne komme over og lave det? Men Anne og Lis, de to sangerinder, havde været nødt til at tage hjem fra stævnet den dag, så det blev Ulla, Lone og mig, der sang baggrund på et af årets sommerhits. Det fik vi aldrig så meget som 5 øre for, men det var jo en meget sjov oplevelse. Shit og Chanel indspillede deres fem første numre derovre, og det var fantastisk at komme ind i den maskine, også fordi vi var kvindelige musikere, og det var der jo ikke så mange af på det tidspunkt.
Jeg kan også huske – interessant i disse tider (Astrid blev interviewet i 2020) – en amerikansk trommeslager (Michael Carvin), der havde en clinic for trommeslagere. Alle trommeslagerne kom med deres trommesæt og stillede dem op oppe i Pejsesalen, og Ulla kom også med sit sæt. Michael Carvin havde været rundt og høre alle jamme i dagene forinden, og så sagde han: “Ja, han ville gerne starte med at sige, at nu havde han hørt alle, og der var mange rigtig dygtige, men den eneste trommeslager her, der virkelig lytter, det er…” og så pegede han ned på Ulla, og så var hun jo ved at gå heeelt…. “Hun er den eneste, jeg vil kalde den komplette musiker”, sagde han så, og alle de garvede trommeslagere, de var ved at gå helt – what!!! Men det betød noget, at der kom sådan en udefra og sagde: “Det der, det er det helt rigtige”.
Blandt de ca. 90 deltagere var adskillige unge musikere, som senere markerede sig på den danske musikscene – f.eks. trompetisten Henrik Beck, basunisterne Jørn Nørredal og Bjarne Thanning, saxofonisterne Anders Gårdmand, Ole Thøger Nielsen, Simon Spang-Hanssen, Morten Elbek og Jens Haack, pianisterne Jørgen Emborg, Karsten Simonsen, Marietta Wandall, Anders Müller, bassisten Peter Danstrup og trommeslagerne Ole Rømer, Bo Jacobsen, Ethan Weissgard og Aage Tanggaard.
Fra Sverige kunne man opleve den talentfulde fløjtenist Katarina Fritzén fra gruppen Tintomara. Hun spillede senere med trubaduren Fred Åkerström og udgav en række lærebøger i fløjtespil. I 1974 var hun aktiv på den spirende nordiske kvindemusikscene. Fra Norge kom igen en trofast gæst på Vallekilde, trompetisten Odd Rogne, som senere studerede i USA og som helt op i nyeste tid har ledet sit otte-mands band Jazz Society Orchestra, der spiller i West Coast Jazz Style.